tes til den skotske Konge. Enkelte af Raadgiverne gjorde Indvendinger, men Kongens Mening fik dog Overhaand, og saaledes samtykkede da omsider alle i, at Øerne solgtes, eller mod en vis Betaling afstodes til Kongen af Skotland. Hvor længe disse Underhandlinger varede, siges ikke, men vi erfare kun, at Reginald tilbragte hele Vinteren 1265–66 i Norge, hvoraf det da maaskee kan sluttes, at de medtoge temmelig lang Tid, eller rettere, at det varede en god Stund, inden den kloge Reginald fik Kong Magnus overtalt til at gaa ind paa Forslaget. En Præliminær-Traktat blev nu sluttet mellem Reginald og Kong Magnus eller dennes Fuldmægtig, ved hvilken de Betingelser aftaltes og vedtoges, der siden opstilledes.i det egentlige Fredsdocument, hvorom vi strax nedenfor skulle handle. Med vel forrettet Sag vendte saaledes Herr Reginald, som han kaldes, tilbage til Skotland om Vaaren 1266. Hans Erende, siger den samtidige melrosiske Annalist, hans Klosterbroder, var udført til alle Skoters Tilfredshed; dette havde ikke hidtil nogen anden af Skoternes Sønner kunnet sætte igjennem, og det lykkedes kun denne Munk, en saare viis og i gejstlig Veltalenhed udmerket Mand, der i Sandhed gjorde sit Huus (Klostret) fortjent til alle fremtidige skotske Kongers Taknemmelighed og Yndest, hvis ellers ikke Kongerne selv skulde befindes utaknemmelige, gjengjeldende godt med ondt, hvilket Gud afvende fra enhver christen Konges Hjerte! Saa stor Priis satte Skoterne paa denne Erhvervelse af Syderøerne for deres Rige[1].
Strax efter at Reginald var afrejst, sendte Kong Magnus et Gesandtskab, bestaaende af Kansler Askatin og Lendermanden Andres Nikolassøn, til Skotland for at afslutte den endelige Tractat; naar dette var skeet, skulde Overeenskomsten besværges saavel af de norske Gesandter, paa Kong Magnus’s, som af to skotske Stormænd paa Kong Alexanders Vegne, og et Document opsættes over den hele Art, der i to ligelydende Exemplarer, gjensidigt beseglede af begge Konger, skulde nedlægges i det norske og det skotske Rigs-Archiv. Saaledes meddeeltes i den Tid Ratificationerne: vi have tidligere seet et lignende Exempel i Tractaten med Lübeck af 1250[2]. Gesandterne have derfor ved deres Ankomst neppe underhandlet om Sagens Realitet, men alene om Formerne; Sagen i sig selv var allerede afgjort. Dette kan ogsaa sees deraf, at uagtet Gesand-
- ↑ Chron. de Mailros. Da denne allerede fra det 12te Aarhundrede kun indeholder samtidige fra Tid til anden indtegnede Notitser, maa altsaa den her meddeelte Underretning ansees som hævet over enhver Tvivl; den er skreven af en af Reginalds egne Kammerater, der selv var tilstede baade ved hans Afrejse og Hjemkomst, og af hans egen Mund kunde høre, hvorledes det var gaaet ham.
- ↑ Se ovenfor, Side 76.
