Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/467

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
453
1265. Reginald af Roxburgh ſendes til Norge.


alle Øerne udenfor og nordenfor Cantire ſkulde vedblive at tilhøre Norge. De rejſte over England, hvor de landede i Lynn, og ſiden begave ſig til York. Man maa formode, at det kom til England omtrent paa ſamme Tid, ſom Fejden mellem Kongeſønnen Edvard og Baronerne under deres Høvding Simon af Montfort raſede paa det heftigſte og Simon faldt ved Evesham (12te Aug.), thi der anmerkes udtrykkeligt i Sagaen: „den Sommer blev Simon af Montfort fældet“[1]. Disſe Uroligheder have maaſkee ogſaa været Aarſag i at de norſke Geſandter opholdt ſig nogen Tid i York. Endelig kom de til det ſkotſke Hof, og fremſatte ſine Fredsbetingelſer. Men Kong Alexander lod kun haanligt derover og vilde intet bore om ſaadant. Han fordrede en Afſtaaelſe af alle Øerne, hvoraf nu desuden de fleſte factiſk vare i hans Vold. Det ſeer nemlig ikke ud til, at den ubetydelige Forſterkning, Kong Duggall havde faaet, udrettede ſtort, i alle Fald ikke mere end at Duggall ſelv fremdeles undgik at falde i Skoternes Hænder. For Reſten kjender man intet til de yderligere Krigsbegivenheder, om der overhoved forefaldt flere end de nys omtalte.

Saaledes maatte da ogſaa disſe Geſandter vende tilbage, tilſyneladende med uforrettet Sag. Men den ſkotſke Konge ſendte nu ſelv en Geſandt til Norge forat underhandle, nemlig Reginald af Roxburgh, Munk i Melroſe Kloſter, en ſærdeles klog, ſmidig og veltalende Mand. Han havde det Hverv at tale godt for Kong Magnus og faa ham til, i Mindelighed at afſtaa Man og Øerne imod en pasſende Erſtatning i Penge; ſaa vidt havde altſaa dog nu den ſkotſke Konge nedſtemt ſine Fordringer, at han ej paaſtod nogen ubetinget Afſtaaelſe. Hvor vidt Robert gjorde Følge med de norſke Geſandter paa deres Tilbagerejſe, vides ikke; det er imidlertid det ſandſynligſte. Ved Tilbagekomſten til Norge meldte vel Biſkoppen og Kanſleren, at deres Sendelſe havde været forgjeves, men fraraadede dog Kongen at afbryde Underhandlingerne. Sandſynligviis anbefalede de ham endog meget indſtændigt at modtage Reginald vel og underhandle videre med ham, thi der fortælles, at Kongen modtog ham med mange Æresbeviisninger, ligeſom man ogſaa erfarer, at han villigt laante Øre til hans Foreſtillinger, og temmelig ſnart maa have ladet ſig overbeviſe om det fornuftige i at afſtaa Øerne mod klækkelig Erſtatning. Thi, ſiger Kloſtret Melroſes Annaliſt, Kongen ſammenkaldte ſine fornemſte Mænd og Raadgivere for at overlægge om Sagen, og ved denne Sammenkomſt lurede Kongen ſelv, at det dog nok var det bedſte for Fredens Vedligeholdelſe, at disſe omtviſtede Øer ſolg-

  1. Magnus’s Saga Cap. 4. I Texten ſtaar her Misfort, hvilket kun kan være Fejllæsning.