alle Øerne udenfor og nordenfor Cantire skulde vedblive at tilhøre Norge. De rejste over England, hvor de landede i Lynn, og siden begave sig til York. Man maa formode, at det kom til England omtrent paa samme Tid, som Fejden mellem Kongesønnen Edvard og Baronerne under deres Høvding Simon af Montfort rasede paa det heftigste og Simon faldt ved Evesham (12te Aug.), thi der anmerkes udtrykkeligt i Sagaen: „den Sommer blev Simon af Montfort fældet“[1]. Disse Uroligheder have maaskee ogsaa været Aarsag i at de norske Gesandter opholdt sig nogen Tid i York. Endelig kom de til det skotske Hof, og fremsatte sine Fredsbetingelser. Men Kong Alexander lod kun haanligt derover og vilde intet bore om saadant. Han fordrede en Afstaaelse af alle Øerne, hvoraf nu desuden de fleste factisk vare i hans Vold. Det seer nemlig ikke ud til, at den ubetydelige Forsterkning, Kong Duggall havde faaet, udrettede stort, i alle Fald ikke mere end at Duggall selv fremdeles undgik at falde i Skoternes Hænder. For Resten kjender man intet til de yderligere Krigsbegivenheder, om der overhoved forefaldt flere end de nys omtalte.
Saaledes maatte da ogsaa disse Gesandter vende tilbage, tilsyneladende med uforrettet Sag. Men den skotske Konge sendte nu selv en Gesandt til Norge forat underhandle, nemlig Reginald af Roxburgh, Munk i Melrose Kloster, en særdeles klog, smidig og veltalende Mand. Han havde det Hverv at tale godt for Kong Magnus og faa ham til, i Mindelighed at afstaa Man og Øerne imod en passende Erstatning i Penge; saa vidt havde altsaa dog nu den skotske Konge nedstemt sine Fordringer, at han ej paastod nogen ubetinget Afstaaelse. Hvor vidt Robert gjorde Følge med de norske Gesandter paa deres Tilbagerejse, vides ikke; det er imidlertid det sandsynligste. Ved Tilbagekomsten til Norge meldte vel Biskoppen og Kansleren, at deres Sendelse havde været forgjeves, men fraraadede dog Kongen at afbryde Underhandlingerne. Sandsynligviis anbefalede de ham endog meget indstændigt at modtage Reginald vel og underhandle videre med ham, thi der fortælles, at Kongen modtog ham med mange Æresbeviisninger, ligesom man ogsaa erfarer, at han villigt laante Øre til hans Forestillinger, og temmelig snart maa have ladet sig overbevise om det fornuftige i at afstaa Øerne mod klækkelig Erstatning. Thi, siger Klostret Melroses Annalist, Kongen sammenkaldte sine fornemste Mænd og Raadgivere for at overlægge om Sagen, og ved denne Sammenkomst lurede Kongen selv, at det dog nok var det bedste for Fredens Vedligeholdelse, at disse omtvistede Øer solg-
- ↑ Magnus’s Saga Cap. 4. I Texten staar her Misfort, hvilket kun kan være Fejllæsning.
