Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/466

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
452
Magnus Haakonsſøn.


drage ſig hans Uvilje, eller fordi han, ifølge den ovenfor udtalte Formodning, har medbragt Breve, der anſaaes ſom falſke og beregnede paa at ſtifte Splid blandt Kongens egne Omgivelſer. Nogen egentlige Forhandlinger om Betingelſerne for Freden ſynes ikke at bade fundet Sted, ligeſom Geſandterne vel ikke engang havde Fuldmagt til at underhandle derom. De vendte endnu ſamme Høſt eller rettere Vinter tilbage til Norge, og ankom lidt efter Juul (altſaa i Januar 1265) til Throndhjem, hvor Kongen tilbragte denne Vinter[1].

Man ſeer imidlertid, at ogſaa den ſkotſke Konge ſamtidigt ſendte to Minoriter ſom Geſandter til Kong Magnus, ſkjønt Sagaen intet nævner derom, thi de islandſke Annaler fortælle, at der i 1264 kom Barfødderbrødre fra Skotland til Kong Magnus, og af de ſkotſke Regnſkabsbøger ſees at Brødrene Maliſe og Alexander af Berwick i Aaret 1264 ſendtes „hiinſides Havet i Kongens Erende[2]; disſe vare altſaa de ſelvſamme Barfødderbrødre eller Minoriter, ſom Annalerne omtale. Maaſkee de have ledſaget ſine norſke Ordensbrødre paa disſes Hjemrejſe, og tilbragt Vinteren i Norge, for at kunne underhandle med Kongen i Ro og Mag, og faa ham til at opfylde Kong Alexanders Begjæring. Dette maa i ſaa Fald ogſaa have lykkets dem, thi da Vaaren kom, og Kong Magnus efter Paaſke havde begivet ſig til Bergen, ſendte han de forlangte „gode Geſandter“ til Skotland; disſe vare Biſkop Gilbert af Hamar og Kanſler Aſkatin. Af den Omſtændighed at Aſkatin nu atter blev brugt i dette Erende, ſkjønt han tidligere havde været ſammen med Biſkop Henrik ved det førſte uheldige Geſandtſkab, ſees det tydeligt, at det ikke kunde være ham, hvem den ſkotſke Konge dengang havde ſaa meget imod: følgelig maa det have været Biſkop Henrik[3]. Kongen valgte rimeligviis Gilbert, fordi han ſom forhenværende Archidiaconus paa Hjaltland maatte være nøje kjendt med de ſkotſke Forhold og forſtaa Sproget godt; ſandſynligviis var han endog, ſom ovenfor ytret, ſkotſk af Fødſel. Kongen gav dem Fuldmagt til at underhandle om Fred paa de Betingelſer, at den ſkotſke Konge ſkulde beholde Arran og Bute, vel ogſaa Kumrøerne, men at derimod

  1. Magnus Haakonsſøns Saga, Cap 4.
  2. Sheriffen af Perths Regnſkab, i Chamberlain’s rolls, Archæol Scot. II. S. 39. Her beregnes til deres Udgifter 37 Sh. 1 P. En ringe Sum for to overordentlige Geſandter!
  3. Formodentlig have vel og de ſkotſke Geſandter været tagne paa Raad med om, hvilke norſke Mænd Kong Alexander vilde anſee for „gode Sendebud“. Fordun omtaler dette Geſandtſkab X. 19, men kun Hearnes Udgave har her rigtig Text, idet der ſtaar: Rex Magnus misit Gilbertus episc. de Hamar, et suum Cancellarium, i Goodalls Udg. ſtaar der „suum Cancellarium dom. Gilbertum episc. de Hamar“, ſom om det kun var een Geſandt, og Gilbert tillige var Kanſler.