Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/466

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
452
Magnus Haakonssøn.


drage sig hans Uvilje, eller fordi han, ifølge den ovenfor udtalte Formodning, har medbragt Breve, der ansaaes som falske og beregnede paa at stifte Splid blandt Kongens egne Omgivelser. Nogen egentlige Forhandlinger om Betingelserne for Freden synes ikke at bade fundet Sted, ligesom Gesandterne vel ikke engang havde Fuldmagt til at underhandle derom. De vendte endnu samme Høst eller rettere Vinter tilbage til Norge, og ankom lidt efter Juul (altsaa i Januar 1265) til Throndhjem, hvor Kongen tilbragte denne Vinter[1].

Man seer imidlertid, at ogsaa den skotske Konge samtidigt sendte to Minoriter som Gesandter til Kong Magnus, skjønt Sagaen intet nævner derom, thi de islandske Annaler fortælle, at der i 1264 kom Barfødderbrødre fra Skotland til Kong Magnus, og af de skotske Regnskabsbøger sees at Brødrene Malise og Alexander af Berwick i Aaret 1264 sendtes „hiinsides Havet i Kongens Erende[2]; disse vare altsaa de selvsamme Barfødderbrødre eller Minoriter, som Annalerne omtale. Maaskee de have ledsaget sine norske Ordensbrødre paa disses Hjemrejse, og tilbragt Vinteren i Norge, for at kunne underhandle med Kongen i Ro og Mag, og faa ham til at opfylde Kong Alexanders Begjæring. Dette maa i saa Fald ogsaa have lykkets dem, thi da Vaaren kom, og Kong Magnus efter Paaske havde begivet sig til Bergen, sendte han de forlangte „gode Gesandter“ til Skotland; disse vare Biskop Gilbert af Hamar og Kansler Askatin. Af den Omstændighed at Askatin nu atter blev brugt i dette Erende, skjønt han tidligere havde været sammen med Biskop Henrik ved det første uheldige Gesandtskab, sees det tydeligt, at det ikke kunde være ham, hvem den skotske Konge dengang havde saa meget imod: følgelig maa det have været Biskop Henrik[3]. Kongen valgte rimeligviis Gilbert, fordi han som forhenværende Archidiaconus paa Hjaltland maatte være nøje kjendt med de skotske Forhold og forstaa Sproget godt; sandsynligviis var han endog, som ovenfor ytret, skotsk af Fødsel. Kongen gav dem Fuldmagt til at underhandle om Fred paa de Betingelser, at den skotske Konge skulde beholde Arran og Bute, vel ogsaa Kumrøerne, men at derimod

  1. Magnus Haakonssøns Saga, Cap 4.
  2. Sheriffen af Perths Regnskab, i Chamberlain’s rolls, Archæol Scot. II. S. 39. Her beregnes til deres Udgifter 37 Sh. 1 P. En ringe Sum for to overordentlige Gesandter!
  3. Formodentlig have vel og de skotske Gesandter været tagne paa Raad med om, hvilke norske Mænd Kong Alexander vilde ansee for „gode Sendebud“. Fordun omtaler dette Gesandtskab X. 19, men kun Hearnes Udgave har her rigtig Text, idet der staar: Rex Magnus misit Gilbertus episc. de Hamar, et suum Cancellarium, i Goodalls Udg. staar der „suum Cancellarium dom. Gilbertum episc. de Hamar“, som om det kun var een Gesandt, og Gilbert tillige var Kansler.