ankommen, til at indstille det paatænkte Syderø-Tog, da han nemlig ikke vilde blotte Orknøerne for Tropper paa en Tid, da man just kunde vente at blive angreben. Af dette Angreb blev dog intet. Men da Skoterne, belæssede med Bytte eller med udpresset Gods, forlode Katanes, overfaldt Kong Duggall dem, dræbte mange, hvoriblandt endog en, der kaldes Skoternes Lagmand, og tog meget Gods fra dem. Heller ikke senere kunde Skoterne faa ham fat, men om Vaaren efter maatte han dog begive sig til Orknøerne, for at bede om Hjelp. Da fulgte hans Søn Erik saavel som Jon Thjore og Erik Bose over paa sit Skib med ham til Syderøerne, saaledes som det allerede tidligere var bestemt[1].
Imidlertid var Sira Askatin kommen til Kong Magnus, og havde underrettet ham om, hvorledes Sagerne stede. Kongen benyttede sig da deraf, at den før nævnte Høskuld Oddssøn just skulde afgaa til Orknøerne, sandsynligviis med flere Hjelpetropper, til at sende et Gesandtskab med ham, for efter Ankomsten til Orknøerne at begive sig over til Skotland, opsøge Skotekongen, og aabne Underhandlinger med ham. Gesandtskabets fornemste Medlemmer vare tvende Barfødder- eller Franciscaner-Brødre, ved Navn Mauritius og Sigurd. Hiin Broder Mauritius nævnes fra denne Tid af oftere som norsk Gesandt i Skotland, og overhoved som anvendt i flere offentlige Anliggender af Vigtighed[2], han maa derfor have været en kundskabsrig og dygtig Mand, hvorom ogsaa de faa Arbejder, vi have tilbage fra hans Haand, vidne, saaledes som der i det følgende skal vises. Vi vide imidlertid ej, til hvilket Kloster han hørte: sandsynligviis var det dog det i Bergen, hvor Kongen havde bedst Anledning til at gjøre hans Bekjendtskab. Man erfarer ogsaa, at han stod i nærmere Forbindelse med den allerede oftere omtalte Lendermand Andres Nikolassøn, der synes at have haft hjemme i Gulathingslagen. Gesandterne fik Henrik Skot og flere Svende med sig til Opvartning. Da de kom til Orknøerne, hvilket maa have været temmelig seent om Høsten, begave de sig ufortøvet til Skotland. Kong Alexander viste sig, beder det, rimeligere mod dem end mod deres Forgængere, og bad dem melde Kong Magnus, at han næste Sommer maatte sende „gode Sendebud“ til ham, for at stifte Fred mellem Rigerne. Altsaa betragtede han de tidligere Sendebud ikke som „gode“, eller han bar vel især været forbitret paa Biskop Henrik, hvad enten nu fordi denne som Biskop over Orkøerne tillige havde haft Anledning til at paa-
