Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/465

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
451
1264. Norſk Geſandtſkab til Skotland.


ankommen, til at indſtille det paatænkte Syderø-Tog, da han nemlig ikke vilde blotte Orknøerne for Tropper paa en Tid, da man juſt kunde vente at blive angreben. Af dette Angreb blev dog intet. Men da Skoterne, belæsſede med Bytte eller med udpresſet Gods, forlode Katanes, overfaldt Kong Duggall dem, dræbte mange, hvoriblandt endog en, der kaldes Skoternes Lagmand, og tog meget Gods fra dem. Heller ikke ſenere kunde Skoterne faa ham fat, men om Vaaren efter maatte han dog begive ſig til Orknøerne, for at bede om Hjelp. Da fulgte hans Søn Erik ſaavel ſom Jon Thjore og Erik Boſe over paa ſit Skib med ham til Syderøerne, ſaaledes ſom det allerede tidligere var beſtemt[1].

Imidlertid var Sira Aſkatin kommen til Kong Magnus, og havde underrettet ham om, hvorledes Sagerne ſtede. Kongen benyttede ſig da deraf, at den før nævnte Høſkuld Oddsſøn juſt ſkulde afgaa til Orknøerne, ſandſynligviis med flere Hjelpetropper, til at ſende et Geſandtſkab med ham, for efter Ankomſten til Orknøerne at begive ſig over til Skotland, opſøge Skotekongen, og aabne Underhandlinger med ham. Geſandtſkabets fornemſte Medlemmer vare tvende Barfødder- eller Franciſcaner-Brødre, ved Navn Mauritius og Sigurd. Hiin Broder Mauritius nævnes fra denne Tid af oftere ſom norſk Geſandt i Skotland, og overhoved ſom anvendt i flere offentlige Anliggender af Vigtighed[2], han maa derfor have været en kundſkabsrig og dygtig Mand, hvorom ogſaa de faa Arbejder, vi have tilbage fra hans Haand, vidne, ſaaledes ſom der i det følgende ſkal viſes. Vi vide imidlertid ej, til hvilket Kloſter han hørte: ſandſynligviis var det dog det i Bergen, hvor Kongen havde bedſt Anledning til at gjøre hans Bekjendtſkab. Man erfarer ogſaa, at han ſtod i nærmere Forbindelſe med den allerede oftere omtalte Lendermand Andres Nikolasſøn, der ſynes at have haft hjemme i Gulathingslagen. Geſandterne fik Henrik Skot og flere Svende med ſig til Opvartning. Da de kom til Orknøerne, hvilket maa have været temmelig ſeent om Høſten, begave de ſig ufortøvet til Skotland. Kong Alexander viſte ſig, beder det, rimeligere mod dem end mod deres Forgængere, og bad dem melde Kong Magnus, at han næſte Sommer maatte ſende „gode Sendebud“ til ham, for at ſtifte Fred mellem Rigerne. Altſaa betragtede han de tidligere Sendebud ikke ſom „gode“, eller han bar vel iſær været forbitret paa Biſkop Henrik, hvad enten nu fordi denne ſom Biſkop over Orkøerne tillige havde haft Anledning til at paa-

  1. Magnus Haakonsſøns Saga, Cap. 4. Hvilken ſkotſk Embedsmand Sagaen forſtaar ved „Lagmand“, er ikke godt at vide; ſandſynligviis er det vel kgl. Justitiarius.
  2. Se iſær Langes Kloſterhiſtorie S. 140.