Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/464

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
450
Magnus Haakonsſøn.


Udruſtningerne — hvorved da rimeligviis de i Aaret forud byggede Skibe kom til Gode — og begav ſig ſyd til Dumfries, hvorfra der kun er et kort Stykke Vej over til Man. Denne Vej behøvede han dog ikke at tilbagelægge, thi Magnus mødte ham allerede ved Dumfries, og faldt ham ganſke til Fode. Han gik ham til Haande, erklærede ſig for hans Vaſal, og aflagde ham Lenshylding, kun paa det Vilkaar, at han for ſig og ſine ſkulde have et ſikkert Tilflugtsſted i Skotland, hvis Norges Konge angreb ham for at hevne hans Frafald; derimod ſkulde han, naar det behøvedes, ſtille til den ſkotſke Konges Tjeneſte ti Krigsſkibe, fem paa 24 og fem paa 12 Aarer. Umiddelbart derefter; ſendte Kong Alexander Jarlerne Villjam af Moray og Alexander af Buchan ſaavel ſom Alan Durward, med en betydelig Skare deels indfødde deels lejede Krigere, til de egentlige Syderøer, for at erobre dem[1]. Ogſaa dette lykkedes, da der for Øjeblikket var liden eller ingen Styrke til Øernes Forſvar. Angus paa Ila og mange af dem, ſom Aaret forud havde fulgt Kong Haakon, underkaſtede ſig nu Skoterne. De Forrædere, ſiger Fordun, efter hvis Opmuntring den norſke Konge var kommen til Skotland, bleve deels dræbte i Kamp, deels forjagede; nogle af de fornemſte bleve hængte, og en ſtor Mængde Bytte ſamlet paa Øerne. Kun Kong Duggall vidſte at vogte ſig ſaa godt paa ſine Skibe, og rimeligviis at flygte til fjernere, men afſidesliggende Egne, at man ikke fik fat paa ham[2]. Endelig ſendtes en Hær mod Katneſingerne, til Straf, ſiges der, fordi de havde udredet den Contribution, ſom Kong Haakon havde paalagt dem. Sandſynligviis havde de endog hyldet Kong Haakon. De ſkotſke Krigsmænd toge meget Gods fra Katneſingerne; det tillægges ikke, om det ſkede ved Plyndring, eller efter Overeenskomſt: dette ſidſte ſynes dog at ligge mere i Ordene og ſtemme nøjere med de forhaandenværende Omſtændigheder. Det heed endog, at de vilde herje over paa Orknøerne, hvilket beſtemte Agmund Krøkedans, der juſt nu var

  1. At ogſaa Jarlen af Mar og Galloway-Folkene vare med paa dette Tog, ſees af denne Jarls Regnſkab ſom „Chamberlain“ for 1264, hvor der ſtaar: Item en yderligere Udgift af 30 Pd. 13 Sh. 6 Pence til Fortæring for 200 Sergeanter, ſom Jarlen af Mar førte med ſig til Øerne, efter Kongens Befaling, om Sommeren 1264. Derhos bemerkes, at bemeldte Jarl af Mar fik af Kongsgaardene paa Cantyre fra Pinſeterminen 1264 20 Kjør for 3 Pd., og overlod dem til Galloway-Mændene, der manglede Victualier.
  2. Fordun, X. 18. Kong Magnus’s Saga, Cap. 4. Her ſeer det ved førſte Øjekaſt ud, ſom om dette henføres til 1265, men ved nærmere Sammenholden med Cap. 2 erfarer man dog at det er Sommeren 1264, ſom menes. Ligeledes ſeer det ud, ſom om der ej alene ſkede et Tog fra Skotland lige til Man, men og ſom om dette Tog ſkede efter Toget til Syderøerne. Angivelſen er dog kun løſelig, og Fordun har her viſtnok det rette.