Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/461

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
447
1264. Kong Magnus Enekonge i Landet.


efter at han havde erfaret ſin Faders Død. Kong Magnus, fød den 3die Mai 1238, var altſaa paa denne Tid 24 Aar gammel og aldeles fuldmyndig. Han beſad vel ikke ſin Faders Kraft og ubetvingelige Mod, men i „Indſigter og oprigtig og redelig Vilje til det Gode ſtod han ikke tilbage for ham, og enhver af hans Handlinger lægger nokſom for Dagen, at hans Riges og Underſaatters aandelige og timelige Vel fremfor alt og til enhver Tid laa ham alvorligt paa Hjertet. Allerede hans Fader havde ført Krig mere fordi Omſtændighederne nødte ham dertil, end fordi han nærede nogen ſærdeles Tilbøjelighed for Krigerlivet; tvert imod ſeer man tydeligt, at Haakons ſtørſte Hu ſtod til fredelig Virkſomhed og mindelig Bilæggelſe af alle Fejder. Dette fredelige Sind var endnu mere fremtrædende hos Magnus. Hans Fader undſlog ſig ej for Krig, naar det gjaldt at værne om hvad der anſaaes for Rigets Ære; derfor havde han paa ſin gamle Alder gjort det ſtore Tog til Skotland, hvis Reſultater endog under de gunſtigſte Omſtændigheder neppe vilde have kunnet opveje Omkoſtningerne og al den anden Ulempe, det medførte; men Æren troedes at fordre det, og efter de da almindeligt herſkende Synsmaader maa man give Haakon Ret. Men vi ville ſee, hvorledes Magnus’s fredelige Sind, og inderlige Overbeviisning om at Fred og Ro var det ſtørſte Gode han kunde give ſine Underſaatter, bragte ham til at frigjøre ſig for ſlige conventionelle Æres-Henſyn, og hvorledes han omſider beſluttede ſig til heller at opgive de omtviſtede, for Norge ſaa lidet nyttige Syderøer, end at føre en langvarig Krig, hvis Udfald dog tilſidſt vilde være tvivlſomt nok. Det er maaſkee endog ikke ſaa uſandſynligt, at Kong Haakon ſelv paa ſit Dødsleje har indſeet det unyttige i længer at ville ofre Folk og Penge paa at bevare et vaklende Herredømme over hine fjerne, urolige Egne, og at han ſelv i det Brev, han lod ſkrive til ſin Søn, har raadet ham dertil.

Dette beſtyrkes maaſkee deraf, at de Lendermænd og øvrige Befalingsmænd, der vare blevne tilbage i Orknøerne, allerede tidligt om Vaaren paa egen Haand, og ſaa vidt man kan ſkjønne, uden at have indhentet Kong Magnus’s Samtykke, ſendte Geſandter; til den ſkotſke Konge, for at vore, hvorvidt han nu ſkulde være tilbøjelig til at ſlutte Fred. Imidlertid vil det nedenfor ſees at denne Sendelſe maaſkee ogſaa havde en ganſke anden Henſigt, der, naar den blev bekjendt, maatte vække Skoternes ſtørſte Uvilje, ſom ogſaa ganſke rigtig paafulgte. Geſandterne vare Biſkop Henrik, og Cantſleren Sira Aſkatin[1]. De fandt en daarlig Modtagelſe. Man truede endog med at lade dem dræbe eller fængſle, og der klagedes blandt andet over at Nordmændene havde brændt og herjet mere end en Trediedeel af hele Skotland. De vendte ſaaledes til-

  1. Magnus’s Saga, Cap. 1.