Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/460

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
446
Magnus Haakonsſøn.


igjennem paa hvilket ſom helſt Sted, hvor der ikke var ordentlig Udgang, ſkulde, om det end var aabent, miſte ſin Hals, lige ſaa hver den, der ſendte Bud til Fienden, eller talte med den belejrende Fiende uden Fogdens Tilladelſe. Den, ſom var Skyld i nogen Ildsvaade, ſkulde ſelv gribes og kaſtes i Ilden[1]. — Det ſynes lidet rimeligt, at Nordmænd, der ſelv aldrig i ſit Hjem havde prøvet nogen ſaa ſtreng Tugt, ſom den, Hirddrengene her vare underkaſtede, frivilligt ſkulde have gaaet under den; man nødes ſaaledes til at antage, at Masſen af disſe enten vare Udlændinger, eller Nordmænd, der længe havde ſværmet om udenlands i Lejehære, og ſaaledes tilegnet ſig de der herſkende Sædvaner og Grundſætninger, der viſtnok ikke vare af de bedſte. Det falder af ſig ſelv, at disſe „Borgere“ have været betragtede ſom Kongens private Tjenere, lønnede af ham og anſvarlige for ham alene, i endnu højere Grad end de haandgangne Mænd. Hvis deres Antal havde været ſtørre, kunde man i egentlig Forſtand have kaldt dem en ſtaaende Hær, der i en ſamvittighedsløs Konges Hænder vilde have været et farligt Vaaben mod den Folkefrihed og Selvſtændighed, ſom endnu var tilbage. Men heldigviis kan der neppe have været ſaa mange af dem, og de, ſom fandtes, vare ſpredte omkring i Landet. Dog ſee vi heri umiskjendeligt Overgangen til et nyere, fra den tidligere Nationalſkik i Norge fuldkommen afvigende, Syſtem, der fremdeles bidrog til at gjøre Folket ſelv ukrigerſk og derfor umyndigt.

50. Kong Magnus Haakonsſøns Tronbeſtigelſe og fredelige Sindelag. Krigen med Skotland endes med Freden til Perth. Man og Syderøerne afſtaaes imod en aarlig Penge-Udredelſe.


Efterretningen om Kong Haakons Død traf hans Søn, Magnus, ſom allerede kronet Konge og i fuldkommen Beſiddelſe af Regjeringen. Da der nu tillige ikke fandtes en eneſte, der endog med den ubetydeligſte Skygge af Ret kunde optræde ſom Kronprætendent, foregik Tronſkiftet uden mindſte Ryſtelſe, og ſaa at ſige umerkeligt. Nogen ny Hylding behøvedes ikke her, da han ej alene var bleven hyldet ſom Konge, førſt i Ekerøerne 1257, ſiden paa Ørething 1258, men derefter formeligt var bleven kronet i 1261. Han gjorde derfor heller ikke nogen ny Hyldingsrejſe om i Landet, men blev ſiddende i Bergen den hele Sommer

  1. Denne „Borgara-Ret“ er aftrykt i Norges gl. Love, 3die B. S. 144. Den er der gisningsviis henført til Kong Haakon Magnusſøn, men af de oven anførte Grunde ſees det, at den i det mindſte med ligeſaa ſtor Net kan henføres til Kong Haakon Haakonsſøn, iſær da denne jo under enhver Omſtændighed maatte give Artikler for ſine Borg-Beſætninger.