Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/457

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
443
Selſkabelig Underholdning ved Forelæsning og Dands.

Lodenkind, Ørvar-Odd[1], Aan Bogſveige, Aasmund Kappahane, Romund Greipsſøn o. fl.; alle disſe Perſoner ere gamle Sagnfigurer, tildeels endog hiſtoriſke Perſoner, men deres ſaakaldte Sagaer viſe ſig ved førſte Øjekaſt at være opdigtede, og kun hiſt og her udſpækkede med de gamle, egte Sagn. Disſe Digtninger ere naturligviis af yderſt forſkjelligt Verd, nogle bedre, nogle ſlettere; den bedſte af dem alle, trods ſine mange hiſtoriſke Umuligheder, er Sagaen om Fridthjof den frøkne, af hvilken vi tidligere have meddeelt et Udtog[2]. For denne har neppe engang noget Oldſagn ligget til Grunden, men Forfatteren ſynes kun at have kjendt det i de gamle ſognſke Konge-Genealogier forekommende Navn Fridthjof, og dertil at have knyttet den hele Fortælling, for Reſten en af de ſmukkeſte romantiſke Digtninger, den hele nordeuropæiſke Middelalder-Literatur kan opviſe. Der gives og en Fortælling om Fridthjofs foregivne Fader Thorſtein Vikingsſøn, men ſom ſtaar langt tilbage for hiin. At Forfatterne til de fleſte af disſe Æventyrſagaer vare Nordmænd, ſynes mange Omſtændigheder at beſtyrke, navnlig det nøje Kjendſkab, ſom ofte lægges for Dagen til geografiſke Forholde i Norge eller overhoved paa Faſtlandet. Nogle vare vel ogſaa forfattede paa Island, hvor man ligeledes beſkjeftigede ſig med at digte ej alene Æventyrſagaer, men ogſaa tilſyneladende hiſtoriſke Familieſagaer og romantiſke Kjærlighedsnoveller.

Vi have ovenfor ſeet, at ogſaa Dands brugtes paa denne Tid ſom ſelſkabelig Morſkab, endog paa Island, hvor ſtundom ſelv Preſter ej kunde bare ſig for at deeltage deri. Sandſynligviis foregik denne Dands, ſom ovenfor nævnt, ſaavel i Norge og paa Island, ſom i Danmark, efter Sang af Viſer. Siden Thord Kakale kunde føle ſig ſaa fornærmet over de Dandſegilder, der holdtes hos hans Modſtander Brand Kolbeinsſøn (ſe ovenfor S. 271), maa man formode at de til Dandſen afſungne Viſer have været Smædeviſer. Ellers var vel de dertil anvendte Viſer fornemmelig Kæmpeviſer, ſaaledes ſom vi ovenfor have antydet[3].

Kong Haakons mange Søtog efter Thronkrigenes Ophør opfriſkede unegteligt for en Tid den gamle Søkriger-Aand i Landet, iſær da der ikke længer førtes nogen Krig indenlands, og ſaaledes ej var Anledning til at kæmpe til Lands, end ſige til Heſt, hvilket derimod allerede var blevet det ſædvanlige i Sverige og Danmark. Vi ville i det følgende

  1. At Ørvarodd er en ældgammel Sagnfigur, ſees baade af Saxo og af Hervarar-Saga. Men man behøver endog kun at have de latinſke formede Navne i Ørvarodds Saga, for at ſkjønne at denne tilhører en ſildig Periode. Den foregaar tildeels i Rusland, og ved denne Lejlighed gives der i Cap. 30 en Udſigt over Ruslands Inddeling, der ganſke tilhører Tiden omkring 1200. Rusland, ſiges der, beſtaar af Moramar (Murom), Raadſtova (Roſtov), Sursdal, Holmgard (Novgorod), Palteſkja (Polotſk), Kønugaard (Kijev).
  2. Se ovenfor I. 1. S. 315.
  3. Se ovenfor II. S. 1033.