Lodenkind, Ørvar-Odd[1], Aan Bogsveige, Aasmund Kappahane, Romund Greipssøn o. fl.; alle disse Personer ere gamle Sagnfigurer, tildeels endog historiske Personer, men deres saakaldte Sagaer vise sig ved første Øjekast at være opdigtede, og kun hist og her udspækkede med de gamle, egte Sagn. Disse Digtninger ere naturligviis af yderst forskjelligt Verd, nogle bedre, nogle slettere; den bedste af dem alle, trods sine mange historiske Umuligheder, er Sagaen om Fridthjof den frøkne, af hvilken vi tidligere have meddeelt et Udtog[2]. For denne har neppe engang noget Oldsagn ligget til Grunden, men Forfatteren synes kun at have kjendt det i de gamle sognske Konge-Genealogier forekommende Navn Fridthjof, og dertil at have knyttet den hele Fortælling, for Resten en af de smukkeste romantiske Digtninger, den hele nordeuropæiske Middelalder-Literatur kan opvise. Der gives og en Fortælling om Fridthjofs foregivne Fader Thorstein Vikingssøn, men som staar langt tilbage for hiin. At Forfatterne til de fleste af disse Æventyrsagaer vare Nordmænd, synes mange Omstændigheder at bestyrke, navnlig det nøje Kjendskab, som ofte lægges for Dagen til geografiske Forholde i Norge eller overhoved paa Fastlandet. Nogle vare vel ogsaa forfattede paa Island, hvor man ligeledes beskjeftigede sig med at digte ej alene Æventyrsagaer, men ogsaa tilsyneladende historiske Familiesagaer og romantiske Kjærlighedsnoveller.
Vi have ovenfor seet, at ogsaa Dands brugtes paa denne Tid som selskabelig Morskab, endog paa Island, hvor stundom selv Prester ej kunde bare sig for at deeltage deri. Sandsynligviis foregik denne Dands, som ovenfor nævnt, saavel i Norge og paa Island, som i Danmark, efter Sang af Viser. Siden Thord Kakale kunde føle sig saa fornærmet over de Dandsegilder, der holdtes hos hans Modstander Brand Kolbeinssøn (se ovenfor S. 271), maa man formode at de til Dandsen afsungne Viser have været Smædeviser. Ellers var vel de dertil anvendte Viser fornemmelig Kæmpeviser, saaledes som vi ovenfor have antydet[3].
Kong Haakons mange Søtog efter Thronkrigenes Ophør opfriskede unegteligt for en Tid den gamle Søkriger-Aand i Landet, især da der ikke længer førtes nogen Krig indenlands, og saaledes ej var Anledning til at kæmpe til Lands, end sige til Hest, hvilket derimod allerede var blevet det sædvanlige i Sverige og Danmark. Vi ville i det følgende
- ↑ At Ørvarodd er en ældgammel Sagnfigur, sees baade af Saxo og af Hervarar-Saga. Men man behøver endog kun at have de latinske formede Navne i Ørvarodds Saga, for at skjønne at denne tilhører en sildig Periode. Den foregaar tildeels i Rusland, og ved denne Lejlighed gives der i Cap. 30 en Udsigt over Ruslands Inddeling, der ganske tilhører Tiden omkring 1200. Rusland, siges der, bestaar af Moramar (Murom), Raadstova (Rostov), Sursdal, Holmgard (Novgorod), Palteskja (Polotsk), Kønugaard (Kijev).
- ↑ Se ovenfor I. 1. S. 315.
- ↑ Se ovenfor II. S. 1033.
