Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/456

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
442
Haakon Haakonsſøn.

den indløſe[1]. Saadanne Forhold ſom disſe kan man vel deels tilſkrive det Forbud, Kong Magnus ſenere lod udgaa mod Aager, ſaaledes ſom vi nedenfor nærmere ſkulle berette, deels ogſaa den Uvilje, ſom i det mindſte Masſen af Bergens Befolkning allerede paa den Tid nærede mod de tydſke Handelsmænd, og ſom gav ſig Luft i heftige Slagsmaal, af hvilke ſikkert kun de færreſte omtales i Sagaerne. De tydſke, iſær lübeckſke, Handelsmænd ſynes allerede ſaa temmeligt at have bemægtiget ſig Herredømmet ved Penge- og Vare-Omſætningen, og i Forhold dertil at have antaget et overmodigt og fornærmeligt Væſen. Mange af dem bleve ſikkert allerede nu ſiddende i Bergen Vinteren over, for at udſælge de om Høſten indførte Varer, lejede ſig da ind i de ſtore Privatgaarde ved Bryggen, og udſolgte her deres Viin og Bjor (Bier, tydſk Øl) ſaavel i ſtørre Partier, ſom i ſmaat, navnlig i Skytningsſtuerne. For de indfødde Kjøbmænd vare de iſær en Torn i Øjnene; og dette fiendtlige Forhold kan man for en ſtor Deel tilſkrive den Fejde, hvori Norge kom med Lübeck i Aarene 1248—1250, og ſom det dog endnu lykkedes Kong Haakon at bilægge ved en taalelig Fred[2].

Det var maaſkee for en ſtor Deel med ſtadigt Henſyn til den nys ſkildrede Raahed i ſelſkabelige Sammenkomſter, at Kong Haakon ſøgte at bringe literær Underholdning ved ſlige Lejligheder i Mode, idet han lod udenlandſke Digt og Fortællinger overſætte, for at de ſiden kunde forelæſes ved Hoffet. Slige Exempler pleje altid at virke, og i Norge virkede de vel ſaa meget mere, ſom man allerede fra gammel Tid havde ſat Priis paa at høre Sagaer fortælle og digte Kvæder. Paa Island var dette Slags Underholdning altid meget yndet, og det behøver derfor ikke at betragtes ſom en Efterligning af norſk Skik, naar der, ſom vi ovenfor have ſeet, ved den ſelſkabelige Sammenkomſt paa Ravnagil Aftenen før Thorgils Skardes Drab forelagdes ham Valget, om man ſkulde fornøje ſig med Datids, eller ved Forelæsning. Af hvad vi nys have berettet om Sturla Thordsſøn og den Fornøjelſe, han ſkaffede Hirdmændene og Dronningen ved at fortælle Æventyret om Huld Troldkone, ſaavel ſom ogſaa af andre Omſtændigheder, kan man ſlutte at ſaadanne Æventyr-Sagaer, eller, ſom Kong Sverre kaldte dem, Lyveſagaer, dengang vare meget yndede. Der findes endnu mange ſaadanne Æventyr-Sagaer, ſom ſynes at hidrøre fra det 12te og 13de Aarhundrede, og i hvilke viſtnok virkelige gamle Oldſagn mere eller mindre have været optagne og benyttede, men ſom dog i ſin Heelhed ſikkert ere opdigtede for Underholdnings Skyld, uden mindſte Fordring paa at de ſkulle have noget hiſtoriſk Verd. Saadanne ere Sagaerne om Ketil Høing, Grim

  1. Arons Saga Cap. 24. Jvfr. ovf. III. S. 993, 994, Not.
  2. Se ovenfor, S. 70—78.