der; Thorgils selv slog til en Mand, der var i Huset hos Brynjulf, med et stort Drikkehorn, rigt beslaget med Sølv og besat med Stene, saa at han faldt og Hornet gik itu. Endnu omtales Gulvene som belagte med Halm, hvilket viser, at der i det mindste her kun maa have været Jordgulv, og hvad der er end besynderligere, er, at Brynjulfs „Frelsinger“ omtales, som om der endnu skulde findes Frigivne: da dette neppe er muligt, maa man formode at Ordet „Frelsinger“ iler bar en anden Betydning, eller at det endnu i lang Tid efter Trælevæsenets Ophør vedblev at beriges som en Benævnelse for Lejlændinger, fordi disse tidligere sædvanligviis havde bort til de Frigivnes Klasse Under enhver Omstændighed viser det, hvor ubetydelig endnu paa den Tid den selskabelige Skranke var mellem Herrer og Tjenere; det samme sees ogsaa deraf at Brynjulf Jonssøn, skjønt Lendermand, dog satte en af sine egne Slægtninger til at opvarte Thorgils som Skosvend, og at Thorgils ikke undsaa sig ved at banke ham nu og da. Endog ved de private Drikkelag kunde det, som man af denne Beretning seer, endnu gaa særdeles voldsomt og raat til. Dette var end oftere Tilfældet i de offentlige Skytningsstuer, hvor endog de fornemste Folk, og fornemmelig Kongens Hirdmænd, ofte kunde sidde og drikke den veie udslagne Dag indtil langt ud paa Natten, skjønt det udtrykkeligt var forbudet; ofte kom de, som vi allerede flere Gange blive seet Exempler paa, i de vildeste Slagsmaal. Saaledes nævnes Aarsagen til Kong Haakons Uvilje mod Thord Kakale i Begyndelsen af dennes første Ophold i Norge at have været den, at han havde været i Slagsmaal med nogle af Kongens Hirdmænd paa en Skytningsstue, hvor man sloges med Horn og Lysestager, og ikke holdt op, førend andre lagde sig imellem, og fornemmelig Thords Modstandere vare blevne ilde tilredte[1]. Endog Knut Jarl selv undsaa sig ikke for, paa den Maade at give sig i Klammeri med andre Drikkebrødre. Men man seer, at Kongen var yderst misfornøjet med al saadan Sviir og Voldsomhed, og straffede dem, der overlode sig dertil, i det mindste med sin Unaade. Det er vel for øvrigt ikke saa usandsynligt, at de her omtalte offentlige Drikkestuer eller Skytningsstuer allerede paa den Tid, især i Bergen, fornemmelig holdtes af de tydske Handelsmænd, der forsynede Landet med Viin og tydsk Øl; ligesom man vel og bar Grund til at antage, at det især var disse, der befattede sig med at udlaane Penge paa Pant, saaledes som vi læse i Beretningen om Thord Kakales mislige Forfatning, da han opholdt sig i Bergen, førend endnu Aron Hjørleifssøn havde taget sig af ham. Han solgte eller pantsatte den ene Kostbarhed efter den anden, indtil han omsider sendte sin prægtige Skarlagenskappe, besat med hvidt Pelsverk, paa Torvet for at gaa den samme Vej, da Aron fik det at vide, og lod
- ↑ Sturl. Saga, VIII. 2, jvfr. Saml. til det n. Folks og Spr. Hist. I. S. 305.
