Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/455

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
441
1240—1263. Sviir og Raahed i ſelſkabelige Sammenkomſter.

der; Thorgils ſelv ſlog til en Mand, der var i Huſet hos Brynjulf, med et ſtort Drikkehorn, rigt beſlaget med Sølv og beſat med Stene, ſaa at han faldt og Hornet gik itu. Endnu omtales Gulvene ſom belagte med Halm, hvilket viſer, at der i det mindſte her kun maa have været Jordgulv, og hvad der er end beſynderligere, er, at Brynjulfs „Frelſinger“ omtales, ſom om der endnu ſkulde findes Frigivne: da dette neppe er muligt, maa man formode at Ordet „Frelſinger“ iler bar en anden Betydning, eller at det endnu i lang Tid efter Trælevæſenets Ophør vedblev at beriges ſom en Benævnelſe for Lejlændinger, fordi disſe tidligere ſædvanligviis havde bort til de Frigivnes Klasſe Under enhver Omſtændighed viſer det, hvor ubetydelig endnu paa den Tid den ſelſkabelige Skranke var mellem Herrer og Tjenere; det ſamme ſees ogſaa deraf at Brynjulf Jonsſøn, ſkjønt Lendermand, dog ſatte en af ſine egne Slægtninger til at opvarte Thorgils ſom Skoſvend, og at Thorgils ikke undſaa ſig ved at banke ham nu og da. Endog ved de private Drikkelag kunde det, ſom man af denne Beretning ſeer, endnu gaa ſærdeles voldſomt og raat til. Dette var end oftere Tilfældet i de offentlige Skytningsſtuer, hvor endog de fornemſte Folk, og fornemmelig Kongens Hirdmænd, ofte kunde ſidde og drikke den veie udſlagne Dag indtil langt ud paa Natten, ſkjønt det udtrykkeligt var forbudet; ofte kom de, ſom vi allerede flere Gange blive ſeet Exempler paa, i de vildeſte Slagsmaal. Saaledes nævnes Aarſagen til Kong Haakons Uvilje mod Thord Kakale i Begyndelſen af dennes førſte Ophold i Norge at have været den, at han havde været i Slagsmaal med nogle af Kongens Hirdmænd paa en Skytningsſtue, hvor man ſloges med Horn og Lyſeſtager, og ikke holdt op, førend andre lagde ſig imellem, og fornemmelig Thords Modſtandere vare blevne ilde tilredte[1]. Endog Knut Jarl ſelv undſaa ſig ikke for, paa den Maade at give ſig i Klammeri med andre Drikkebrødre. Men man ſeer, at Kongen var yderſt misfornøjet med al ſaadan Sviir og Voldſomhed, og ſtraffede dem, der overlode ſig dertil, i det mindſte med ſin Unaade. Det er vel for øvrigt ikke ſaa uſandſynligt, at de her omtalte offentlige Drikkeſtuer eller Skytningsſtuer allerede paa den Tid, iſær i Bergen, fornemmelig holdtes af de tydſke Handelsmænd, der forſynede Landet med Viin og tydſk Øl; ligeſom man vel og bar Grund til at antage, at det iſær var disſe, der befattede ſig med at udlaane Penge paa Pant, ſaaledes ſom vi læſe i Beretningen om Thord Kakales mislige Forfatning, da han opholdt ſig i Bergen, førend endnu Aron Hjørleifsſøn havde taget ſig af ham. Han ſolgte eller pantſatte den ene Koſtbarhed efter den anden, indtil han omſider ſendte ſin prægtige Skarlagenskappe, beſat med hvidt Pelsverk, paa Torvet for at gaa den ſamme Vej, da Aron fik det at vide, og lod

  1. Sturl. Saga, VIII. 2, jvfr. Saml. til det n. Folks og Spr. Hiſt. I. S. 305.