bejdet paa Island, førend han erfarede Kong Haakons Bortrejse, i den Hensigt at kvæde den for Kongen selv, (hvorfor han ogsaa i Kvadet henvender sig til denne, som om han var personligt tilstede), digtede han ikke færre end trende andre Draaper om Kong Haakon, alle temmelig lange og meget smukke. Den ene af dem, i den gamle Versart Fornyrdalag, er en fuldstændig Efterligning af de gamle Arve-Draaper; der gjennemgaar Kongens hele Liv, ligefra det første til det sidste. Den anden, kaldet „Ravnsmaal“, i den særdeles velklingende, men vanskelige Digtart „Toglag“, beskriver i glimrende Farver Kong Haakons Vesterhavs-Tog, og den tredie, i det sædvanlige Drottkvæde-Versemaal, omhandler ogsaa Kongens Bedrifter, saavidt man kan slutte af de forhaandenværende Brudstykker, fra først til sidst. Af alle disse fire Draaper anfører Sturla selv en Mængde Vers hist og her i Sagaen, øjensynligt for at efterligne de gamle Sagaskrivere, der anførte Skaldevers som Hjemmel for deres Udsagn. Om saadan virkelig Hjemmel kan der naturligviis ikke her være Tale, hvor Sturla var Forfatter baade af Versene og Texten. At han digtede saa mange forskjellige Kvad om Kong Haakon, ligesom han og skal have digtet mange Kvad om Magnus, kom vel neppe saa meget af nogen indre Trang til at udtale sin Beundring for en Konge, han egentlig snarere havde badet eller i det mindste frygtet, end elsket, som det skede efter højere Opfordring, ved visse højtidelige Anledninger inden Hoffet. Og egentlig gjør det derfor et nedslaaende Indtryk, at see en Mand, der hørte til sit Fædrelands fornemste Slægter, og selv havde hersket der næsten som en Fyrste, i sit femtiende Aar som en Lykkeridder ydmygt at maatte bejle om de Kongers Gunst, hvis Herredømme han hidtil havde forsmaaet, og at blive en beskikket Hofpoet, hvis rige Digtertalent stilledes til de høje Vedkommendes Raadighed, uden Spørgsmaal om indre Kald eller Begejstring fra hans Side. Dette var vistnok mange ringe og fattige Islændingers Levevej, men den højbyrdige, fordums mægtige Sturla Thordssøn var dog for god dertil. Imidlertid maa vi lykønske Norge, at en af dets ypperste Konger fik en saadan Historieskriver. Sturla digtede og et mindre Kvad, eller en saa kaldet Flokk, om Byrge Jarl, og fik til Belønning af ham nogle prægtige Klædningsstykker[1].
Det er allerede ovenfor berørt, at der heller ikke fra Kong Haakons Regjeringstid findes Mynter, som med Sikkerhed kunne henføres dertil,
- ↑ Disse Klædningsstykker kaldes Kumpás af baldikinn eðr kyrtill halfeermaðr, baldikinn ok skarlat ok ágætt kaprún; ved det første forstodes et med regelmæssige Figurer broderet Stykke Baldakin, ikke et „Compas“ som flere have troet. Sturlunga Saga X. 18.
