ledes“, svarede Sturla. „Ja, saa skal det være“, sagde Kongen, „og nu vil jeg høre det Kvæde du har digtet om min Fader“. Sturla kvad det. Det var digtet i det velklingende, højtidelige Versemaal, kaldet Rynhenda, ligesom Arnors berømte Kvad til Kongerne Magnus og Harald; det begyndte, som det synes, med hans Kroning og endte med at prise Kongens Anseelse lige til det fjerne Serkland, efter at der i det næst sidste Vers er talt om at Kongen har udvidet sit Herredømme lige til Nordpolen[1]. Digtet selv er rigt paa smukke Billeder, og maa ansees som et af de ypperste Kvad af dette Slags, som den ældre poetiske Norrønaliteratur har at opvise. Da det var til Ende, roste ogsaa alle det, især Dronningen, og Kongen udbrød i sin Beundring: „Jeg tror bestemt, du kvæder bedre end selve Paven“! Og nu endelig indlod Kongen sig nærmere med Sturla, spurgte ham om Aarsagen til hans Komme, og fik fuldstændig Underretning om hans sidste uheldige Sammenstød med Ravn. „Jeg veed, Herre“, saaledes sluttede Sturla sin Beretning, „at jeg har været svertet og beløjet hos eders Fader og eder selv af mine Uvenner; nu trænger jeg som alle andre til Guds Miskund og eders Hjelp, Herre, og jeg anbefaler saaledes min hele Sag ganske til eders Naade“. Kongen sagde venligt: „nu har jeg hørt dine Kvad, Sturla, og mener at du er en ypperlig Skald; det vil jeg nu lønne, idet jeg byder dig at være hos mig i al Venskabelighed og god Fred; naar min Fader kommer hjem, faar du afgjøre dit Udestaaende med ham, men jeg skal lægge et godt Ord ind for dig“. Dronningen takkede Kongen meget for denne Godhed, og sagde at Sturla vist var fuldkommen fortjent dertil. Kongen anviste da Sturla særdeles anstændige Lærepenge, og da især Dronningen fremdeles viste sig meget naadig imod ham, fulgte de øvrige Hoffolk Exemplet, saa at Sturla snart var særdeles afgjort. Det varede ikke heller lamme„ førend Kongen fattede stor Hengivenhed for ham, og ofte raadførte sig med ham, vistnok især om de islandske Anliggender. Og faa snart Efterretningen indløb om Kong Haakons Død, gav Magnus ham det Hverv, at udarbejde hans Faders Saga. Denne, heder det, udarbejdede han efter Kong Magnus’s egen Anviisning, og saaledes som de forstandigste Mænd sagde ham fore. I Sagaen selv siges der (Cap. 275), at den blev skreven, da Magnus havde
- ↑ Det er dette Vers, hvis Indhold vi ovenfor tildeels have anført, S. 382. At det Kvad, hvorom her handles, netop er dette, sees af hvad vi ogsaa nedenfor nærmere paapege, at Digteren her henvender sig umiddelbart til Kong Haakon, hvilken han altsaa maa have troet at finde i Live da han digtede Kvadet.
vín (Viin) og vinr (Ven) ligne hinanden. Kongens Ord lød, „vín skal til vinar drekka“.
