tror bestemt at denne Islænding er en brav Mand, og slet ikke saa brødefuld som man har skildret ham.“ Kongen svarede intet. Dagen efter var Vinden ugunstig, saa at man maatte ligge stille. Da Spisetid kom og man sad og drak, lod Kongen bringe Sturla Sendinger fra sit eget Bord. Herover bleve hans madlystne Bordfæller særdeles glade, og sagde at hvis dette gik oftere paa, vilde de have større Nytte af ham end de havde tænkt. Da Maaltidet var til Ende, lod Dronningen Sturla bede at komme til hende og bringe Æventyret om Troldkonen med. Hun troede vel altsaa, at han havde det optegnet og læste det op af Bogen. Sturla gik strax agter til Løftingen og hilsede Kongeparret; Kongen gjengjeldte ikke synderlig venligt hans Hilsen, Dronningen derimod meget blidt og belevent. Hun bad ham nu fortælle Æventyret, og han begyndte strax. Han holdt temmelig længe paa dermed, og forkortede saaledes flere Timer, der ellers nok vilde have været heel kedsommelige for det høje Herskab. Da han var færdig, takkede Dronningen og mange andre ham, og ytrede at han maatte være en viis og vel forfaren Mand. Kongen svarede intet, men smilede dog, og da Sturla deraf troede at spore en Forandring til det Bedre i Kongens Stemning mod ham, tog han Mod til sig, og spurgte om han vilde høre to Kvæder, han havde digtet, det ene om ham, det andet om hans Fader. „Lad ham kvæde“, sagde Dronningen, thi han skal jo være saadan en ypperlig Skald; Kvædet maa derfor vist være udmerket“. Kongen sagde da at han for det første kunde kvæde det, han havde digtet om ham selv. Sturla kvad det til Enden. Dronningen sagde strax: „jeg holder for at dette Kvæde er godt digtet“. „Men kan du da virkelig opfatte Meningen“, spurgte Kongen. „Jeg vilde gjerne at I skulde tro det, Herre“, sagde Dronningen halv undvigende. „Ja jeg vidste forat Sturla forstod sig godt paa at digte“, sagde Kongen. Stort kunde Dronningen vist ikke forstaa af den indviklede Drottkvæde-Poesi, som hun maaskee nu borte for første Gang i sit Liv, men Sturla har vel fremsagt Kvædet med en smuk, klangfuld Stemme, og saa meget kunde hun vel skjønne, at der forekom smukke Ord til hende og om hendes Fader, den hellige Kong Erik[1]. Sturla hilsede nu Kongen og Dronningen, og gik atter forud til sit Rum. Om Aftenen, da Kongen skulde gaa til Sengs, lod han Sturla kalde. Da Sturla kom, og spurgte hvad Kongen vilde ham, tog denne et stort Sølvbægere, fuldt med Viin, drak lidt deraf, og gav det siden til Sturla med de Ord: „Viin skal man til Ven drikke“[2]. Gud være lovet, at det nu er saa-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/449
Denne siden er korrekturlest
435
1263. Sturla Thordssøn kommer til Kong Magnus.
