Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/449

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
435
1263. Sturla Thordsſøn kommer til Kong Magnus.

tror beſtemt at denne Islænding er en brav Mand, og ſlet ikke ſaa brødefuld ſom man har ſkildret ham.“ Kongen ſvarede intet. Dagen efter var Vinden ugunſtig, ſaa at man maatte ligge ſtille. Da Spiſetid kom og man ſad og drak, lod Kongen bringe Sturla Sendinger fra ſit eget Bord. Herover bleve hans madlyſtne Bordfæller ſærdeles glade, og ſagde at hvis dette gik oftere paa, vilde de have ſtørre Nytte af ham end de havde tænkt. Da Maaltidet var til Ende, lod Dronningen Sturla bede at komme til hende og bringe Æventyret om Troldkonen med. Hun troede vel altſaa, at han havde det optegnet og læſte det op af Bogen. Sturla gik ſtrax agter til Løftingen og hilſede Kongeparret; Kongen gjengjeldte ikke ſynderlig venligt hans Hilſen, Dronningen derimod meget blidt og belevent. Hun bad ham nu fortælle Æventyret, og han begyndte ſtrax. Han holdt temmelig længe paa dermed, og forkortede ſaaledes flere Timer, der ellers nok vilde have været heel kedſommelige for det høje Herſkab. Da han var færdig, takkede Dronningen og mange andre ham, og ytrede at han maatte være en viis og vel forfaren Mand. Kongen ſvarede intet, men ſmilede dog, og da Sturla deraf troede at ſpore en Forandring til det Bedre i Kongens Stemning mod ham, tog han Mod til ſig, og ſpurgte om han vilde høre to Kvæder, han havde digtet, det ene om ham, det andet om hans Fader. „Lad ham kvæde“, ſagde Dronningen, thi han ſkal jo være ſaadan en ypperlig Skald; Kvædet maa derfor viſt være udmerket“. Kongen ſagde da at han for det førſte kunde kvæde det, han havde digtet om ham ſelv. Sturla kvad det til Enden. Dronningen ſagde ſtrax: „jeg holder for at dette Kvæde er godt digtet“. „Men kan du da virkelig opfatte Meningen“, ſpurgte Kongen. „Jeg vilde gjerne at I ſkulde tro det, Herre“, ſagde Dronningen halv undvigende. „Ja jeg vidſte forat Sturla forſtod ſig godt paa at digte“, ſagde Kongen. Stort kunde Dronningen viſt ikke forſtaa af den indviklede Drottkvæde-Poeſi, ſom hun maaſkee nu borte for førſte Gang i ſit Liv, men Sturla har vel fremſagt Kvædet med en ſmuk, klangfuld Stemme, og ſaa meget kunde hun vel ſkjønne, at der forekom ſmukke Ord til hende og om hendes Fader, den hellige Kong Erik[1]. Sturla hilſede nu Kongen og Dronningen, og gik atter forud til ſit Rum. Om Aftenen, da Kongen ſkulde gaa til Sengs, lod han Sturla kalde. Da Sturla kom, og ſpurgte hvad Kongen vilde ham, tog denne et ſtort Sølvbægere, fuldt med Viin, drak lidt deraf, og gav det ſiden til Sturla med de Ord: „Viin ſkal man til Ven drikke“[2]. Gud være lovet, at det nu er ſaa-

  1. Verſene, hvori disſe Ord forekomme, ſtaa i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 310.
  2. Dette er et Ordſpil, der kun fremtræder tydeligt i det ældre Sprog, hvor Ordene