Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/448

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
434
Haakon Haakonsſøn.

Kongen, „at jeg ikke lader ham dræbe, men i min Tjeneſte kommer han ikke“. Gaut maatte ſaaledes gaa hjem med Sturla, uden at have udrettet ſtort, og ytrede ſin Forundring over at han kunde være bleven ſaa forfærdeligt ſvertet hos Kongen, imidlertid trøſtede han ham med at det endda var noget, at Kongen lod ham beholde Livet. Sturla ytrede at det ſikkert maatte være Ravn, der havde ſvertet ham idet vil da ſige gjennem ſine Udſendinger), og fremſtillet ham ſom den, der var Sjælen i den hele Oppoſition paa Island. Gaut lod det dog ikke blive ved det førſte Forſøg, men gik Dagen efter alene ned til Kongsgaarden, og fik Kongen endelig overtalt til at tage Sturla med blandt Beſætningen paa ſit Skib, hvormed han netop ſkulde drage ſydover. Sturla ſagde at han juſt ikke længedes efter at komme fra Gaut, men maatte naturligviis føje ſig efter Kongens Vilje. Han blev indført paa Mandſkabsliſten, og begav ſig ombord den Dag, da Skibet ſkulde afgaa. Han kom temmelig tidligt, medbringende ſin Vadſæk og Kiſte; der var kun faa andre komne, og han ſad en Tidlang for ſig ſelv fremme paa Dækket. Endelig kom Kongen og Dronningen med deres hele Følge. Sturla ſtod op, bukkede og bød ham velkommen, men Kongen ſvarede intet og ſkred agter til Løftingen. De ſejlede hele Dagen; om Aftenen, da man lagde i Havn og alle toge deres Madſække frem, var der ingen, ſom indbød Sturla til at ſpiſe med ſig. Han ſad en Stund, ene og forladt, da en af Kongens Tjenere kom til, og ſpurgte om han ikke havde Mad eller Drikke med. Sturla ſagde Nej. Da gik Tjeneren agter til Kongen, hviſkede til ham, og kom tilbage med den Befaling fra Kongen, at Sturla ſkulde være Spiſekammerat med tvende Hirdmænd, Thorarin og Erlend, der havde de beſynderlige Tilnavn, hiin af „Mund“, denne af „Mage“ (Mave), hvilket ſynes at viſe, at de vare berygtede ſom Fraadſere. Formodentlig ſkulde det være for Løjers Skyld, at Kongen netop anviſte Sturla paa at dele deres Mundforraad. De tog heller ikke ſynderlig venligt imod den uventede Bordfælle. Da man ſkulde gaa til Sengs, ſpurgte Stavnboen om der ikke var Nogen, der kunde fortælle en fornøjelig Hiſtorie. De fleſte taug; da ſagde han: „men du, Sturla Islænding, vil ikke du fortælle os noget?“ „Jo gjerne,“ ſvarede Sturla, og fortalte nu den ſaakaldte „Huldarſaga“ bedre og omſtændeligere end man nogenſinde før havde hørt den fortælle. Alle trængte ſig derfor om ham, for ikke at tabe et Ord. Dronningen, ſom fra Løftingen blev denne Trængſel var, ſpurgte hvad den ſkulde betyde. Der blev ſvaret at alle vilde høre det Æventyr, Islændingen fortalte; hun ſpurgte hvad det var for et: „den handler, ſagde man, om en ſtor Troldkone, den er ſærdeles fornøjelig, og dertil fortæller han den udmerket godt.“ Kongen bad hende ikke at agte paa dette, men ſove. Hun ſvarede: „jeg