Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/448

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
434
Haakon Haakonssøn.

Kongen, „at jeg ikke lader ham dræbe, men i min Tjeneste kommer han ikke“. Gaut maatte saaledes gaa hjem med Sturla, uden at have udrettet stort, og ytrede sin Forundring over at han kunde være bleven saa forfærdeligt svertet hos Kongen, imidlertid trøstede han ham med at det endda var noget, at Kongen lod ham beholde Livet. Sturla ytrede at det sikkert maatte være Ravn, der havde svertet ham idet vil da sige gjennem sine Udsendinger), og fremstillet ham som den, der var Sjælen i den hele Opposition paa Island. Gaut lod det dog ikke blive ved det første Forsøg, men gik Dagen efter alene ned til Kongsgaarden, og fik Kongen endelig overtalt til at tage Sturla med blandt Besætningen paa sit Skib, hvormed han netop skulde drage sydover. Sturla sagde at han just ikke længedes efter at komme fra Gaut, men maatte naturligviis føje sig efter Kongens Vilje. Han blev indført paa Mandskabslisten, og begav sig ombord den Dag, da Skibet skulde afgaa. Han kom temmelig tidligt, medbringende sin Vadsæk og Kiste; der var kun faa andre komne, og han sad en Tidlang for sig selv fremme paa Dækket. Endelig kom Kongen og Dronningen med deres hele Følge. Sturla stod op, bukkede og bød ham velkommen, men Kongen svarede intet og skred agter til Løftingen. De sejlede hele Dagen; om Aftenen, da man lagde i Havn og alle toge deres Madsække frem, var der ingen, som indbød Sturla til at spise med sig. Han sad en Stund, ene og forladt, da en af Kongens Tjenere kom til, og spurgte om han ikke havde Mad eller Drikke med. Sturla sagde Nej. Da gik Tjeneren agter til Kongen, hviskede til ham, og kom tilbage med den Befaling fra Kongen, at Sturla skulde være Spisekammerat med tvende Hirdmænd, Thorarin og Erlend, der havde de besynderlige Tilnavn, hiin af „Mund“, denne af „Mage“ (Mave), hvilket synes at vise, at de vare berygtede som Fraadsere. Formodentlig skulde det være for Løjers Skyld, at Kongen netop anviste Sturla paa at dele deres Mundforraad. De tog heller ikke synderlig venligt imod den uventede Bordfælle. Da man skulde gaa til Sengs, spurgte Stavnboen om der ikke var Nogen, der kunde fortælle en fornøjelig Historie. De fleste taug; da sagde han: „men du, Sturla Islænding, vil ikke du fortælle os noget?“ „Jo gjerne,“ svarede Sturla, og fortalte nu den saakaldte „Huldarsaga“ bedre og omstændeligere end man nogensinde før havde hørt den fortælle. Alle trængte sig derfor om ham, for ikke at tabe et Ord. Dronningen, som fra Løftingen blev denne Trængsel var, spurgte hvad den skulde betyde. Der blev svaret at alle vilde høre det Æventyr, Islændingen fortalte; hun spurgte hvad det var for et: „den handler, sagde man, om en stor Troldkone, den er særdeles fornøjelig, og dertil fortæller han den udmerket godt.“ Kongen bad hende ikke at agte paa dette, men sove. Hun svarede: „jeg