Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/447

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
433
1263. Sturla Thordsſøn kommer til Kong Magnus.

ſin Magt, og bragte Sturla i ſaadan Knibe, at han maatte forpligte ſig til, ſamme Sommer at forlade Landet. Det ſkede ogſaa, ſkjønt Sturla var meget ængſtlig for, hvorledes Kong Haakon vilde modtage ham. Det var ham en ſtor Trøſt, da han paa ſin Rejſe til Ørebakke, hvor han ſkulde indſkibe ſig, mødte ſin Svoger Thord og af denne fik at vide, at Kong Haakon var dragen til Skotland, og at Kong Magnus nu tilligemed Dronningen og Gaut paa Mel ſtode for Styrelſen. Han haabede nok, at han ſkulde vinde deres Gunſt. Paa Ørebakke traf han Gisſur Jarl, men fik heller ikke hos ham nogen Trøſt; tvert imod var Gisſur uvenlig imod ham, maaſkee fordi han ikke havde været ivrig nok til at ſtaa ham vi mod Hallvard Guldſko. Faa Omvexlinger i Skjebne vare pludſeligere og ſtørre end den, der nu var ſkeet med Sturla. For ikke mange Maaneder tilbage havde han været en mægtig Høvding, hvis Vink mange lyſtrede; nu havde han intet tilbage af ſin Magt, neppe engang de nødvendige Penge til Underhold, var forjagen fra det Land, blandt hvis Herſkere han nys havde været regnet, og ſkulde næſten ſom en Lykkeridder ſøge ſit Underhold i et andet Land, hvor han neppe nogenſinde før havde været, hvor han ſaaledes maatte føle ſig fremmed og forladt, og hvis Konge desuden var ſterkt forudindtagen imod ham. Sturla havde en hurtig Overrejſe, og landede ved Bergen, hvor Kong Magnus endnu var. Han gjorde ſtrax ſin Opvartning hos Gaut paa Mel, der hidtil havde viiſt ſig ſom de fleſte Sturlungers Ven og Patron. Som ſaadan viſte han ſig ogſaa mod Sturla, thi ſaa ſnart han havde hørt hvo han var, ſagde han, at hans Huus og Bord ſtod ham, ſom de andre Sturlunger, aabent; og dette tog man paa den Tid i den udſtrakte Betydning, at den Indbudne ſkulde flytte ind og være ſtadig Gjeſt. Sturla lod ſig det ikke ſige to Gange, men flyttede til Gaut, hvem han nu paa det fuldſtændigſte underrettede om Aarſagen til ſin Ankomſt. Gaut fortalte ham igjen, hvor han var bleven ſvertet hos Kongerne, iſær hos Haakon, men lovede dog, ſom man ſeer, at gjøre ſit Bedſte for at ſkaffe ham den unge Konges Naade. Kort efter tog han ham med ſig til Kongen. Da de kom ind, og begge hilſede, gjengjeldte Kongen Gauts, men ikke Sturlas Hilſen, derimod ſpurgte han Gaut, hvad det var for en Mand, han havde med ſig. Gaut ſvarede: „det er Skalden Sturla Thordsſøn, der nu er kommen for at ſøge eders Naade, og ſom jeg, Herre, volder for en forſtandig Mand“. „Han vilde vel neppe være kommen hid, om han havde raadet ſig ſelv“, ſagde Kongen, „men han faar prøve ſin Lykke, naar min Fader kommer hjem“. „Saa vidt jeg veed“, ſvarede Gaut, „har han et Kvæde at føre baade eder og eders Fader“. „Det forſtaar ſig“, ſagde