Sverre. Han var, siges der, blid, naar han var i godt Lune, men barsk, naar han var vred, ualmindelig munter, livlig og rask i sine Bevægelser. Mod fattige og trængende Folk var han altid venlig; hvor betynget hans Sind end kunde være, saa svarede han dog i det mindste dem altid blidt, naar de henvendte sig til ham. Naar han var sammen med Fyrster, vidste han ypperligt at iagttage sin Værdighed; paa Thing var han særdeles veltalende, og vidste saa godt at rette sin Omgang efter Omstændighederne, at forstandige Mænd, der kom som Gesandter til ham fra andre Fyrster, sagde at de ikke havde seet nogen Fyrste, der bedre forstod paa een Gang baade at være Kammerat, Konge og Herre[1]. Hans Dannelse maa have været større end de fleste Fyrsters paa hans Tid, thi han havde i sin Barndom modtaget en fuldkommen Klerke-Lærdom, og at denne maa have været temmelig grundig, viser, hvad der nys er berettet, at han paa sit sidste Sygeleje kunde lade sig forelæse af latinske Bøger. Rigtignok blev det ham i Slutningen vanskeligt at følge med Meningen, men det var dog meget, at han endnu i sit 60de Aar kunde erindre det meste af den boglige Lærdom, han havde modtaget i sine Børneaar. Hvilket literært Liv der maa have været ført ved hans Hof, og hvor meget han selv opmuntrede, ja endog fremkaldte literære Foretagender, have vi allerede i det foregaaende viist.
Kong Haakon fandt ogsaa en Historieskriver for sine egne Bedrifter, der var disse Bedrifter værdig. Denne Historieskriver var, saa forunderligt det end kan synes, hverken mere eller mindre end den ivrige islandske Uafhængighedsmand Sturla Thordssøn. Beretningen om hvorledes det gik til, at han for en Tid kom bort fra Island og blev en Kongetjener i Norge, er højst merkelig og oplysende om Datidens Forhold. Sturla havde, som ovenfor berettet, maattet afstaa det nys erholdte Herredømme over Borgarfjorden til Ravn Oddssøn, men var ikke lidet ærgerlig derover. Hans ene Søn Snorre, der nu var bleven voxen, en højst voldsom, ustyrlig ung Mand, flyttede just paa den Tid til Borgarfjorden, maaskee netop for at ulejlige Ravn, der havde opslaaet sin Bopæl paa Stavaholt; det varede ikke længe, førend Snorres og hans mange Kammeraters Voldsomhed blev saa stor og utaalelig, at Ravn saa godt som jagede dem bort. Herover blev Sturla selv forbitret, og da Snorre tilligemed en heel Deel flere fik et Tog i Stand, for at overfalde Ravn, fulgte han ogsaa selv med, skjønt han rigtignok havde fraraadet det, og spaaet at det vilde ende værst for dem selv. Hans Spaadom gik ogsaa i Opfyldelse. Ej alene mislykkedes ganske Toget mod Ravn, men denne gjorde selv med overlegen Styrke et Tog til Vestfjordene, fik Snorre i
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 332.
