Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/446

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
432
Haakon Haakonsſøn.

Sverre. Han var, ſiges der, blid, naar han var i godt Lune, men barſk, naar han var vred, ualmindelig munter, livlig og raſk i ſine Bevægelſer. Mod fattige og trængende Folk var han altid venlig; hvor betynget hans Sind end kunde være, ſaa ſvarede han dog i det mindſte dem altid blidt, naar de henvendte ſig til ham. Naar han var ſammen med Fyrſter, vidſte han ypperligt at iagttage ſin Værdighed; paa Thing var han ſærdeles veltalende, og vidſte ſaa godt at rette ſin Omgang efter Omſtændighederne, at forſtandige Mænd, der kom ſom Geſandter til ham fra andre Fyrſter, ſagde at de ikke havde ſeet nogen Fyrſte, der bedre forſtod paa een Gang baade at være Kammerat, Konge og Herre[1]. Hans Dannelſe maa have været ſtørre end de fleſte Fyrſters paa hans Tid, thi han havde i ſin Barndom modtaget en fuldkommen Klerke-Lærdom, og at denne maa have været temmelig grundig, viſer, hvad der nys er berettet, at han paa ſit ſidſte Sygeleje kunde lade ſig forelæſe af latinſke Bøger. Rigtignok blev det ham i Slutningen vanſkeligt at følge med Meningen, men det var dog meget, at han endnu i ſit 60de Aar kunde erindre det meſte af den boglige Lærdom, han havde modtaget i ſine Børneaar. Hvilket literært Liv der maa have været ført ved hans Hof, og hvor meget han ſelv opmuntrede, ja endog fremkaldte literære Foretagender, have vi allerede i det foregaaende viiſt.

Kong Haakon fandt ogſaa en Hiſtorieſkriver for ſine egne Bedrifter, der var disſe Bedrifter værdig. Denne Hiſtorieſkriver var, ſaa forunderligt det end kan ſynes, hverken mere eller mindre end den ivrige islandſke Uafhængighedsmand Sturla Thordsſøn. Beretningen om hvorledes det gik til, at han for en Tid kom bort fra Island og blev en Kongetjener i Norge, er højſt merkelig og oplyſende om Datidens Forhold. Sturla havde, ſom ovenfor berettet, maattet afſtaa det nys erholdte Herredømme over Borgarfjorden til Ravn Oddsſøn, men var ikke lidet ærgerlig derover. Hans ene Søn Snorre, der nu var bleven voxen, en højſt voldſom, uſtyrlig ung Mand, flyttede juſt paa den Tid til Borgarfjorden, maaſkee netop for at ulejlige Ravn, der havde opſlaaet ſin Bopæl paa Stavaholt; det varede ikke længe, førend Snorres og hans mange Kammeraters Voldſomhed blev ſaa ſtor og utaalelig, at Ravn ſaa godt ſom jagede dem bort. Herover blev Sturla ſelv forbitret, og da Snorre tilligemed en heel Deel flere fik et Tog i Stand, for at overfalde Ravn, fulgte han ogſaa ſelv med, ſkjønt han rigtignok havde fraraadet det, og ſpaaet at det vilde ende værſt for dem ſelv. Hans Spaadom gik ogſaa i Opfyldelſe. Ej alene mislykkedes ganſke Toget mod Ravn, men denne gjorde ſelv med overlegen Styrke et Tog til Veſtfjordene, fik Snorre i

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 332.