deles intet derved for ham var at vinde, men kun store Omkostninger at bestride, ved at holde sin Flaade saa meget længer samlet.
Denne hans Retsindighed bidrog vel ogsaa for en stor Deel ved Siden af hans Magt og Krigsry til at gjøre ham saa agtet, endog meget fjernt fra Norge. Ingen norsk Konge bar nydt en saadan Anseelse og været saa højagtet af sin Samtid, som han. Vi have seet, hvorledes Paverne, fornemmelig fra Innocentius den 3die af, viste ham større Opmerksomhed og Føjelighed end maaskee nogen anden Monarch i den katholske Christenhed. Den store Kejser Frederik den 2den var hans særdeles Ven; den franske Kong Ludvig, den spanske Kong Alfonso lod sig det, som vi have seet, være magtpaaliggende at forbinde sig med ham; den novgorodske Storfyrste søgte at kommet Svogerskab med ham; endog med Sultanen i Tunis traadte han i Forbindelse. Norges Navn var paa den Tid sikkert mere udbredt og bekjendt for fjerne Nationer, end det endog nu omstunder er, og det skyldtes vistnok ene og alene Haakons Personlighed.
Kong Haakon var fød om Sommeren l;04, altsaa havde han før sin Død fyldt sit 59de Aar, og gik i det 60de. Han opnaaede saaledes en højere Alder end nogen norsk Konge sør ham lige siden Harald Haarfagre. Siden Sommeren 1217, altsaa i 46 Aar, havde han baaret Kongenavn; og fra 1223 kan han siges at have regjeret som myndig Konge, men i tolv Aar herskede han kun over de to sydlige Lagdømmer, medens Skule Jarl raadede for Frostathingslagen og Haalogaland; i de fem følgende Aar var Forholdet svævende, indtil det omsider endte med aabenbar Fejde; først efter Skules Fald herskede Haakon alene, og i uforstyrret Ro. Men denne hans Eneherredømmes Tid, fra 1240 til 1263, var dog længere, end de fleste øvrige norske Kongers Regjeringstid, naar man ej regner deres Umyndigheds-Aar med. Denne længere Levetid skyldte vel Kong Haakon for en stor Deel sin ordentligere og sædeligere Levemaade. Thi de fleste tidligere Konger havde vistnok ført et Liv, der gjorde dem til Oldinger, medens de efter Aarene kun skulde være Ynglinger. Da Kong Haakon havde ladet sin ældste Søn, Haakon, give Kongenavn, kaldte man dem, for at adskille dem fra hinanden, Kong Haakon den gamle og Kong Haakon den unge. Men Tilnavnet „den gamle“ vedblev endog efter Kong Haakon den tinges Død, i det mindste betegnes Kong Haakon saaledes oftere i senere Skrifter, deels vel paa Grund af hans lange Regjeringstid, deels for at adskille ham fra hans Sønnesøn Kong Haakon Magnussøn, sædvanligen kaldet „den kronede“.
Haakon beskrives som en Mand af middels Højde, velvoxen, herdebred og smal i Livet, temmelig høj i Sædet, med store og smukke Øjne, i det hele taget af Statut og Væxt som hans Farfader Kong
