Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/445

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
431
1263. Kong Haakons Perſonlighed.

deles intet derved for ham var at vinde, men kun ſtore Omkoſtninger at beſtride, ved at holde ſin Flaade ſaa meget længer ſamlet.

Denne hans Retſindighed bidrog vel ogſaa for en ſtor Deel ved Siden af hans Magt og Krigsry til at gjøre ham ſaa agtet, endog meget fjernt fra Norge. Ingen norſk Konge bar nydt en ſaadan Anſeelſe og været ſaa højagtet af ſin Samtid, ſom han. Vi have ſeet, hvorledes Paverne, fornemmelig fra Innocentius den 3die af, viſte ham ſtørre Opmerkſomhed og Føjelighed end maaſkee nogen anden Monarch i den katholſke Chriſtenhed. Den ſtore Kejſer Frederik den 2den var hans ſærdeles Ven; den franſke Kong Ludvig, den ſpanſke Kong Alfonſo lod ſig det, ſom vi have ſeet, være magtpaaliggende at forbinde ſig med ham; den novgorodſke Storfyrſte ſøgte at kommet Svogerſkab med ham; endog med Sultanen i Tunis traadte han i Forbindelſe. Norges Navn var paa den Tid ſikkert mere udbredt og bekjendt for fjerne Nationer, end det endog nu omſtunder er, og det ſkyldtes viſtnok ene og alene Haakons Perſonlighed.

Kong Haakon var fød om Sommeren l;04, altſaa havde han før ſin Død fyldt ſit 59de Aar, og gik i det 60de. Han opnaaede ſaaledes en højere Alder end nogen norſk Konge ſør ham lige ſiden Harald Haarfagre. Siden Sommeren 1217, altſaa i 46 Aar, havde han baaret Kongenavn; og fra 1223 kan han ſiges at have regjeret ſom myndig Konge, men i tolv Aar herſkede han kun over de to ſydlige Lagdømmer, medens Skule Jarl raadede for Froſtathingslagen og Haalogaland; i de fem følgende Aar var Forholdet ſvævende, indtil det omſider endte med aabenbar Fejde; førſt efter Skules Fald herſkede Haakon alene, og i uforſtyrret Ro. Men denne hans Eneherredømmes Tid, fra 1240 til 1263, var dog længere, end de fleſte øvrige norſke Kongers Regjeringstid, naar man ej regner deres Umyndigheds-Aar med. Denne længere Levetid ſkyldte vel Kong Haakon for en ſtor Deel ſin ordentligere og ſædeligere Levemaade. Thi de fleſte tidligere Konger havde viſtnok ført et Liv, der gjorde dem til Oldinger, medens de efter Aarene kun ſkulde være Ynglinger. Da Kong Haakon havde ladet ſin ældſte Søn, Haakon, give Kongenavn, kaldte man dem, for at adſkille dem fra hinanden, Kong Haakon den gamle og Kong Haakon den unge. Men Tilnavnet „den gamle“ vedblev endog efter Kong Haakon den tinges Død, i det mindſte betegnes Kong Haakon ſaaledes oftere i ſenere Skrifter, deels vel paa Grund af hans lange Regjeringstid, deels for at adſkille ham fra hans Sønneſøn Kong Haakon Magnusſøn, ſædvanligen kaldet „den kronede“.

Haakon beſkrives ſom en Mand af middels Højde, velvoxen, herdebred og ſmal i Livet, temmelig høj i Sædet, med ſtore og ſmukke Øjne, i det hele taget af Statut og Væxt ſom hans Farfader Kong