Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/444

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
430
Haakon Haakonsſøn.

ninger vare tillige Statsfængſler for Ugjerningsmænd, og den Omſtændighed, at der nu virkelig havdes Fængſler, kunde igjen gjøre en ſtørre Humanitet i Straffelovgivningen mulig, idet man ej længer ved Dødsſtraf og gruſomme Lemlæſtelſer behøvede at ſikre ſig mod Forbryderne. Vi have ovenfor nævnt, hvilke disſe Befæſtninger vare. Hertil kan man maaſkee føje Vargøhuus, ſiden det nævnes i hiin Folkeviſe ſom exiſterende ſør Kong Haakons Død. Det var ogſaa, under de ovenfor ſkildrede Grændſeſtridigheder og andre Sammenſtød med Rusſerne, nødvendigt at have et faſt Punkt der nordpaa, hvorfra Sysſelmanden og Grændſevogterne kunde holde Øje med hvad der ſkede, og være paa rede Haand, naar deres Nærværelſe udfordredes. Vi ſee heri den ſamme Iver for at vedligeholde Kronens Beſiddelſe ubeſkaarne, der ogſaa aabenbarede ſig i Kong Haakons Forhandlinger med Skotland og ſidſte Tog til de veſtlige Farvande. Beſiddelſerne ved Skotlands Veſtkyſt vare neppe ſaa meget værd; men det anſaaes for en Æresſag at forſvare hvad berømmelige Forfædre havde vundet, og han havde neppe kunnet udruſte en ſaa ſtor Flaade og Hær, hvis ikke Foretagendet havde været populært.

Man kan viſtnok ikke ſige Kong Haakon fri for den Lyſt, de fleſte talentfulde Fyrſter have deelt med ham, Lyſten til at udvide deres Magt og Beſiddelſer; men hos Haakon fremtraadte den visſelig paa den mildeſte og tilgiveligſte Maade. Thi ſelv hvor denne Tragten ſynes meſt ubeføjet, ſom f. Ex. med Henſyn til Island, ſaa viſer der ſig dog tydeligt ved Siden af den blotte Lyſt til at lægge et heelt Land til ſit Rige ogſaa en umiskjendelig Stræben efter at gjøre Ende paa de Voldſomheder, der herſkede paa Øen, og ſkaffe den Fred og Ro. Vi ſee tillige at han ſtundom kunde hengive ſig vel meget til Heftighed, og give ſin Vrede Rum, navnlig da han i ſin Overilelſe bød Gisſur Thorvaldsſøn at dræbe Snorre Sturlasſøn; men disſe Pletter bliver dog ſmaa eller falde næſten reent bort i Sammenligning med det hele Billede af Maadehold, Retſindighed og Velvilje, ſom hans Ferd ligefra Ungdommen til hans ſidſte Dage giver os. Allerede ſom Barn have vi ſeet, hvorledes han intet vilde høre om at ſtille ſig i Spidſen for en Oprørsflok mod Kong Inge, uagtet han meget godt vidſte, at dennes Adkomſt til Kronen ikke kunde maale ſig med hans. Hans Ferd imod den danſke Konge og Enkedronning under hans ſidſte Regjeringsaar viſer en lignende Samvittighedsfuldhed og ſtreng Pligtfølelſe. Det havde f. Ex. i 1259 ſtaaet ham, ligeſom Byrge Jarl, frit for at anſee ſig løſt fra ſin Forpligtelſe til at komme det danſke Hof til Hjelp, da Kong Chriſtopher var død, men Haakon troede, at hans Nærværelſe ikke des mindre kunde gjøre Nytte, og han indfandt ſig ved Kjøbenhavn, ſkjønt der al-