Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/442

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
428
Haakon Haakonsſøn.

ſøn, i glimrende Perſonlighed for Olaf Tryggvesſøn, i ſværmerſk Iver for Olaf den hellige, ſaa havde han dog ſaa meget af alle fire Kongers meſt udmerkede Egenſkaber, at han idet hele overtraf dem alle. Sikkert og roligt, med klart Blik, velmenende og urokkelig Retſkaffenhed gik han frem og arbejdede ufortrødent til ſit eneſte Maal, Folkets Lykke og Velvære, og ſelv naar han arbejdede paa Kongemagtens Udvidelſe, var dette aabenbart ikke af egoiſtiſke Grunde, men deels fordi Tidsaanden medførte det, deels fordi det efter hans Anſkuelſe, erhvervet i den politiſke Skole, hvori han var opdragen, var den ſikreſte Maade til at ſkaffe Folket Ro og hindre Undertrykkelſer. „Sjelden har det baadet den ringe Mand, at der var flere Herſkere paa een Gang“, heder det i Hirdſkraaen[1], der, udgiven af hans Søn, visſelig afſpejler hans, eller man kan ſige hans hele Æts, Grundſætninger. Efter denne Grundſætning handlede Haakon, og havde baade Klogſkab, Kraft og Udholdenhed, man kan vel ogſaa ſige Lykke nok til at naa Maalet, men derhos ogſaa tilſtrækkelig Leve-Alder til, efter at Maalet var naaet, at ſee ſit Verk trives og befæſtes, den af ham fremkaldte Tilſtand bære Frugter, Tolket fele ſig lykkeligt og tilfreds, og Riget tiltage i Magt og Anſeelſe. Deri var han heldigere end Olaf den hellige, med hvem han for Reſten af alle de nys nævnte Konger har meſt tilfælles; Olaf ſaa ikke ſit eget Verks Frugter, men bortrykkedes, førend det endnu ganſke var til Ende; Haakon ſaa en heel ny Generation opvoxe og naa Manddoms-Alderen, efter at den nye Tingenes Orden, der ſkyldtes ham, var begyndt. Men han foor viſtnok ogſaa frem med ſtørre Lempe, og havde ikke ſaa vanſkelige Elementer at kæmpe imod, ingen ſaa ubekvem Materie at ſkabe af, ſom Olaf den hellige.

Vi have allerede ſeet mange Exempler paa den Ærbødighed og Hengivenhed, ſom Kong Haakon altid nærede for Kirken, uden dog nogenſinde at tilſideſætte ſin kongelige Værdighed og ſin retmæsſige Myndighed, om hvilken han tvert imod med ſtørſte Omhyggelighed, næſten endog med Skinſyge, ſøgte at værne. Men denne Skinſyge eller Ængſtlighed vidner deſto mere om, hvor oprigtig hiin Ærbødighed og Hengivenhed maa have været, ſiden den desuagtet gjennem alle Storme kunne vedvare urokket. Hans Saga har derfor viſt ganſke Ret, naar den ſiger, at ingen Konge i Norge før ham, med Undtagelſe af Olaf den hellige, lagde mere Vind paa at ſtyrke Chriſtendommen i Norge end Haakon. Men i Betragtning ſaavel af den Tidsalder, hvori Haakon levede, ſom af den Omſtændighed, at Kirkens Anliggender ikke ſaaledes for ham vare eller kunde være eet og alt, ſom for Olaf den hellige,

  1. Hirdſkraaen, Cap. 14. Norges gl. Love, II. S. 403.