Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/441

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
427
1263. Kong Haakons Død og Begravelſe.

Paa en Hirdſtevne beſtemtes der, at der hele Vinteren ſkulde holdes Vagt over Kongens midlertidige Grav. Imidlertid foreſtod Andres Plytt, efter ſom Kongen havde forordnet, Hofholdningen; i Julen holdt han og Biſkoppen det ſædvanlige Gilde, og Lønningerne blev fuldſtændigt udbetalte. Da den haardeſte Vintertid var forbi, og Vejret begyndte at blive roligere, blev det ſtore Kongeſkib, Chriſtſuden, ſat frem, i Haſt tiltaklet og lagt ind til Skalpeid for at føre Kongens Liig tilbage til Norge. Aſke-Onsdag den 15de Marts blev Kiſten tagen op, og ledſaget af Hirdmændene fort ud til Skalpeid, og bragt ombord paa Skibet. Befalingen over dette førte Biſkop Thorgils, Erling Alfsſøn og Andres Plytt; tillige indſkibedes alle de Hirdmænd, der havde fulgt Kongen fra Norge. Skibet lettede Anker den følgende Lørdag (8de Marts), men de fik haardt Vejr og Modvind, ſaa at de ikke kunde ſtyre lige ind til Bergen, men maatte ſøge Havn ſyd i Sitevaag paa Jederen[1]. Derfra ſendte de Brev til Kong Magnus, og underrettede ham om deres Ankomſt. Dog fik han vel ikke nu den aller førſte Efterretning om Faderens Død, ſkjønt rigtignok Kong Alexander i Skotland, der dog var Orknøerne ſaa nær, ej erfarede Dødsfaldet førend ſidſt i Januar. Da Vejret blev føjeligt, lagde de ud fra Sitevaag, og ankom til Laxevaag udenfor Bergen den 20de Marts. Dagen efter, St. Benedicti Mesſe, roede Kong Magnus, ledſaget af Biſkop Peter i Bergen, ud til Skibet, der nu blev ført ind til Bergen og lagt ved Kongsgaarden. Derpaa blev Liget bragt op i Sommerhallen, og Morgenen efter (den 22de) baaret ud til Chriſtkirken, ledſaget af Kong Magnus, begge Dronningerne, begge Biſkopperne og den øvrige Gejſtlighed, hele Hirden og Byens Folk. Liget blev jordet i Chriſtkirkens Chor, og Kong Magnus ſelv holdt en ſmuk Tale, hvori han med mange og fagre Ord takkede de Tilſtedeværende for deres Opmerkſomhed[2].

Men her var det visſelig ikke ſimpel Opmerkſomhed alene, der ytrede ſig, eller en tilvant Ceremoni, ſom iagttoges, thi alle følte ſmerteligt Kong Haakons Tab. Han var Nationens Yndling. Det maatte være alle klart, at han ved ſin overlegne Perſonlighed havde ſkaffet Norge Ro, Fred og Orden i Stedet for Borgerkrig og Lovløshed, og fra Afmagt og Ubetydelighed hævet det til at indtage en fremragende Plads blandt Nordeuropas Riger. Stod han maaſkee end i Klogſkab tilbage for ſin Farfader Sverre, i Krigskyndighed og Aandfuldhed for Harald Sigurds-

  1. Navnet udtales nu Selvaag; det ligger ſtrax nordenfor Gaarden Haa. Man kan her neppe tænke paa Silevaag i Søndhordland, ſiden der ſtaar „ſyd i Silevaag“.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 329, 330.