Paa en Hirdstevne bestemtes der, at der hele Vinteren skulde holdes Vagt over Kongens midlertidige Grav. Imidlertid forestod Andres Plytt, efter som Kongen havde forordnet, Hofholdningen; i Julen holdt han og Biskoppen det sædvanlige Gilde, og Lønningerne blev fuldstændigt udbetalte. Da den haardeste Vintertid var forbi, og Vejret begyndte at blive roligere, blev det store Kongeskib, Christsuden, sat frem, i Hast tiltaklet og lagt ind til Skalpeid for at føre Kongens Liig tilbage til Norge. Aske-Onsdag den 15de Marts blev Kisten tagen op, og ledsaget af Hirdmændene fort ud til Skalpeid, og bragt ombord paa Skibet. Befalingen over dette førte Biskop Thorgils, Erling Alfssøn og Andres Plytt; tillige indskibedes alle de Hirdmænd, der havde fulgt Kongen fra Norge. Skibet lettede Anker den følgende Lørdag (8de Marts), men de fik haardt Vejr og Modvind, saa at de ikke kunde styre lige ind til Bergen, men maatte søge Havn syd i Sitevaag paa Jederen[1]. Derfra sendte de Brev til Kong Magnus, og underrettede ham om deres Ankomst. Dog fik han vel ikke nu den aller første Efterretning om Faderens Død, skjønt rigtignok Kong Alexander i Skotland, der dog var Orknøerne saa nær, ej erfarede Dødsfaldet førend sidst i Januar. Da Vejret blev føjeligt, lagde de ud fra Sitevaag, og ankom til Laxevaag udenfor Bergen den 20de Marts. Dagen efter, St. Benedicti Messe, roede Kong Magnus, ledsaget af Biskop Peter i Bergen, ud til Skibet, der nu blev ført ind til Bergen og lagt ved Kongsgaarden. Derpaa blev Liget bragt op i Sommerhallen, og Morgenen efter (den 22de) baaret ud til Christkirken, ledsaget af Kong Magnus, begge Dronningerne, begge Biskopperne og den øvrige Gejstlighed, hele Hirden og Byens Folk. Liget blev jordet i Christkirkens Chor, og Kong Magnus selv holdt en smuk Tale, hvori han med mange og fagre Ord takkede de Tilstedeværende for deres Opmerksomhed[2].
Men her var det visselig ikke simpel Opmerksomhed alene, der ytrede sig, eller en tilvant Ceremoni, som iagttoges, thi alle følte smerteligt Kong Haakons Tab. Han var Nationens Yndling. Det maatte være alle klart, at han ved sin overlegne Personlighed havde skaffet Norge Ro, Fred og Orden i Stedet for Borgerkrig og Lovløshed, og fra Afmagt og Ubetydelighed hævet det til at indtage en fremragende Plads blandt Nordeuropas Riger. Stod han maaskee end i Klogskab tilbage for sin Farfader Sverre, i Krigskyndighed og Aandfuldhed for Harald Sigurds-
