Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/439

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
425
1263. Kong Haakons ſidſte Sygdom i Kirkevaag.

ſig meget ſiig, og maatte ved Tilbagekomſten til Kirkevaag lægge ſig til Sengs. Dog tiltog ikke Sygdommen i Førſtningen ſynderlig heftigt. Da han havde ligget i tre Uger, følte han ſig noget lettere, og ſtod op; den førſte Dag kunde han gaa omkring i Værelſet, den anden (Søndagen den 2den December), kunde han gaa til Biſkoppens Kapell og høre Mesſe, og den tredie kunde han endog gaa over fra Biſkopsgaarden til Magnuskirken, og omkring St. Magnus’s Skriin. Den Dag tog han ogſaa et Karbad og lod ſig rage. Men den følgende Nat blev han betydeligt værre, og ſtod ikke mere op fra .Lejet. Da han merkede, at dette vilde blive hans Helſott, gjorde han alle de ved ſlig Lejlighed ſædvanlige Dispoſitioner; han lod ſkrive Breve til Kong Magnus om Rigsſtyrelſen ſaavel ſom om hvad der ſkulde gives til de Mænd og Indretninger, ſom han vilde underſtøtte; med andre Ord, han gjorde ſit Teſtamente. I dette, ſom vi nu ikke længer have, betænkte han viſtnok Gejſtligheden og gejſtlige Stiftelſer rigeligt, ſiden det udtrykkeligt berettes, at lign paa ſit Yderſte ſkjenkede 120 Maanedematers Bol til Allehelgenskirken i Bergen, ligeſom det vel ogſaa er ſandſynligt at de fleſte af de Dotationer til gejſtlige Indretninger, ſom vi ovenfor (S. 120—122) have omtalt, ere blevne givne paa hans Dødsleje, eller indførte i Teſtamentet. Det laa ham meget paa Hjerte, at hans Hirdmænd ſkulde faa deres Lønning ordentligt udbetalt paa den foreſtaaende Lønningsdag, Nytaarsdagen. Det lader endog til, at han beſtemte en Extra-Godtgjørelſe for enhver af dem, ſaaledes at hver Hirdmand i alt ſkulde have 1 Mk. brændt, og Gjeſterne, Kjerteſvendene og andre Tjeneſtemænd hver en halv Mark. For det Tilfælde, at der ikke ſkulde være rede Penge nok dertil, befalede han at man ſkulde tage det nødvendige af hans uforgyldte Sølvtøj, hvilket han til den Ende alt ſammen lod veje. For at adſprede ſig i Sygdommen lod han ſig forelæſe af Bøger, baade Nat og Dag, naar han ikke kunde ſove, førſt af latinſke Bøger, fornemmelig Bibelen; men ſiden, da det anſtrengte ham for meget at følge Meningen, valgte han norſke Bøger, førſt Helgenſagaer, og da Forraadet af dem var udlæſt, Norges Kongeſagaer lige fra Halfdan ſvarte, den ene efter den anden, efter Tidsfølgen[1]. Den 12te December, Dagen før Luciemesſe, fik han den ſidſte Olje, i Overvær af de tre Biſkopper, Abbed Thorleif og mange andre Gejſtlige. Før Salvingen kysſede de af hans Mænd, der vare tilſtede, ham til Afſked; han

  1. Det er højſt ſandſynligt, at disſe Kongeſagaer have været Snorre Sturlasſøns Redaction, thi før hans Tid havde man neppe nogen Halfdan ſvartes Saga, med mindre man vil antage, at den, der nu findes i Flatøbogen, er en ældre Redaction; men ſaa vidt man kan ſkjønne, er denne, ſaavel ſom den paafølgende Harald Haarfagres Saga, ſnarere en Omredaction af Snorres.