Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/438

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
424
Haakon Haakonsſøn.

ſtemte nu nøje, hvor hans Skib ſkulde ſættes op, og bad ſine Folk overhoved at forſyne Skibene vel. Derpaa reed han ind til Skalpeid og derfra til Kirkevaag, hvor han efter Biſkoppens Indbydelſe tog ind hos ham med alle dem af ſit Følge, ſom han plejede at have ved ſit Bord. Kongen og Biſkoppen holdt begge, hver for ſig, Bord for ſine Mænd i Hallen, men Kongen holdt ſelv til ovenpaa, og ſpiſte for det meſte der. De Krigsfolk, han beholdt tilbage hos ſig, fordeelte han til Indqvartering i Gaardene rundt om paa Øerne, ſaaledes at disſe formeligt bleve optegnede, og efter denne Liſte visſe Ørers Land anviiſt enhver Lendermand eller Skibsſtyrer, til Underhold for ham ſelv og hele hans Skare. Andres Plytt ſkulde foreſtaa Kongens eget Bordhold og beverte Hirdmændene, Gjeſterne og Kjerteſvendene, foruden de Folk, han ſelv holdt. Alle disſe Beſtemmelſer bleve tagne til Følge, da Arbejdet med Skibenes Opfatning var til Ende, og enhver Høvding forføjede ſig til det ham anviſte Sted. De Lendermænd, der forbleve i Kirkevaag, vare Brynjulf Jonsſøn, Erling Alfsſøn, Ragnvald Urka, Erling i Bjarkø, Jon Dronning og Erlend Rand. De øvrige vare fordeelte hiſt og her paa Landet[1].

48. Kong Haakons ſidſte Sygdom og Død. Hans Perſonlighed, Charakteer, Fortjeneſter af Landet.


Men den Tid nærmede ſig nu ſterkt, da Kong Haakon ſkulde bortkaldes fra ſit virkſomme, daadrige, og for Norge velſignelſesrige Liv. Han var allerede i en fremrykket Alder, og havde om Sommeren haft mange Anſtrengelſer, Bekymringer og vaagne Nætter. Heller ikke nu kunde han unde ſig tilbørlig Ro, men blev hvert Øjeblik kaldet, ſnart af den ene, ſnart af den anden, der havde noget at tale med ham om. Tilſidſt maatte hans Legeme give efter for denne Overanſtrengelſe, og han blev alvorligt ſyg. Vi have ovenfor ſeet, at de menige Krigere, efter Viſen at dømme, tildeels ſynes at have ſat hans Sygdom i Forbindelſe med hans Sorg og Vaagen over Olaf Arnfinnsſøn. Det er ikke uſandſynligt, at han kan have taget ſig en falden Vens eller Frændes Tab meget nær, ſaaledes at det bidrog til at forværre hans Sygdom, og at maaſkee ogſaa den ſkotſke, ovenfor berørte Fortælling om at en fornem og mægtig Frænde af ham ſkulde være falden ved Largs ſigter hertil. Men Sagaen veed dog intet derom at berette. Allerede hiin Lørdag, da han reed ud til Medallandshavn, ſom det nys er fortalt, følte han

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 327.