„De vaagede over Olaf Arnfinnssøn
og vel udi Nætter to,
Men det var Helled Haakon Konning,
sin Bane monne han der faa“.
„Og det var Olaf Arnfinnssøn
Han gav der op sin Aand.
Det var Helled Haakon Konning,
Holdt hannem Voxlys i Haand“.
Man seer her tydeligt, at der sigtes til Begivenheder efter Krigstoget, og at Olaf Arnfinnssøns Død maa være indtruffen ikke længe for Kongens egen; der peges endog hen paa, at Kongen skulde have paadraget sig sin egen Dødssygdom ved at vaage over Olaf; derhos spørger han, hvorledes det gaar med hans Haand, hvoraf man maa slutte at Olaf var bleven saaret paa Toget. Visens Omkvæd lyder ogsaa „og faar er min Haand af den Brynje“. Kongen blev netop „to Nætter“ liggende i Goafjord, nemlig fra Ankomsten, Lørdag den 27de October, til Mandagen den 29de. At der her nævnes „Lindesnes“, maa alene tilskrives enten Viseforfatterens Ukyndighed, eller, hvad der er rimeligere, senere Forvanskninger; der kan meget godt oprindelig have staaet „Dyrnes“. Hvo denne Olaf Arnfinnssøn var, vides for øvrigt ikke, thi Sagaen omtaler ham ej; man seer kun, at han maa have været Kongens Yndling, maaskee en af hans Frænder, hvis Stilling ikke for øvrigt var saa fremtrædende, at der i en slet og ret historisk Beretning kunde være Anledning til at omtale ham, men som derimod ligefuldt kan have spillet en betydelig Rolle i de Meniges Øjne, blandt hvilke Visen maa antages at være bleven til, saamegetmere som man seer, at hans Sygdom og Død betragtedes som et ulykkeligt Forvarsel, og sattes i umiddelbar Forbindelse med Kongens egen, ikke længe efter paafulgte, dødelige Afgang. Han maa have staaet i Ry for Kjekhed og Raskhed, siden Kongen gjorde saa meget af ham; det heder tidligere, at da Kongen før Udrejsen fra Norge faa ud „over alle de Led“, og ikke opdagede Olaf, spurgte han hvor han var, og hvorfor han ej fulgte med; hvortil „den liden Smaadreng“ svarede: „Olaf han kommer udi samme Stund, I lader vore Fæste løs slaa“. Det er meget muligt, at hele denne lille Episode ikke engang er bleven bekjendt paa hele Flaaden, men har indskrænket sig til nogle faa Skibe. Tvivles kan dog neppe paa, at det er en virkelig Begivenhed, der i det mindste senere betragtedes som varslende. Under de to Dages Ophold i Goafjord indtraf ogsaa en anden Ubehagelighed. Kongen havde om Søndagen den 28de, der tillige var Simons og Judæ Dag, hørt Messe, da
