Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/435

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
421
1263. Den norſke Flaade i Goafjord.


„De vaagede over Olaf Arnfinnsſøn
og vel udi Nætter to,
Men det var Helled Haakon Konning,
ſin Bane monne han der faa“.

„Og det var Olaf Arnfinnsſøn
Han gav der op ſin Aand.
Det var Helled Haakon Konning,
Holdt hannem Voxlys i Haand“.

Man ſeer her tydeligt, at der ſigtes til Begivenheder efter Krigstoget, og at Olaf Arnfinnsſøns Død maa være indtruffen ikke længe for Kongens egen; der peges endog hen paa, at Kongen ſkulde have paadraget ſig ſin egen Dødsſygdom ved at vaage over Olaf; derhos ſpørger han, hvorledes det gaar med hans Haand, hvoraf man maa ſlutte at Olaf var bleven ſaaret paa Toget. Viſens Omkvæd lyder ogſaa „og faar er min Haand af den Brynje“. Kongen blev netop „to Nætter“ liggende i Goafjord, nemlig fra Ankomſten, Lørdag den 27de October, til Mandagen den 29de. At der her nævnes „Lindesnes“, maa alene tilſkrives enten Viſeforfatterens Ukyndighed, eller, hvad der er rimeligere, ſenere Forvanſkninger; der kan meget godt oprindelig have ſtaaet „Dyrnes“. Hvo denne Olaf Arnfinnsſøn var, vides for øvrigt ikke, thi Sagaen omtaler ham ej; man ſeer kun, at han maa have været Kongens Yndling, maaſkee en af hans Frænder, hvis Stilling ikke for øvrigt var ſaa fremtrædende, at der i en ſlet og ret hiſtoriſk Beretning kunde være Anledning til at omtale ham, men ſom derimod ligefuldt kan have ſpillet en betydelig Rolle i de Meniges Øjne, blandt hvilke Viſen maa antages at være bleven til, ſaamegetmere ſom man ſeer, at hans Sygdom og Død betragtedes ſom et ulykkeligt Forvarſel, og ſattes i umiddelbar Forbindelſe med Kongens egen, ikke længe efter paafulgte, dødelige Afgang. Han maa have ſtaaet i Ry for Kjekhed og Raſkhed, ſiden Kongen gjorde ſaa meget af ham; det heder tidligere, at da Kongen før Udrejſen fra Norge faa ud „over alle de Led“, og ikke opdagede Olaf, ſpurgte han hvor han var, og hvorfor han ej fulgte med; hvortil „den liden Smaadreng“ ſvarede: „Olaf han kommer udi ſamme Stund, I lader vore Fæſte løs ſlaa“. Det er meget muligt, at hele denne lille Epiſode ikke engang er bleven bekjendt paa hele Flaaden, men har indſkrænket ſig til nogle faa Skibe. Tvivles kan dog neppe paa, at det er en virkelig Begivenhed, der i det mindſte ſenere betragtedes ſom varſlende. Under de to Dages Ophold i Goafjord indtraf ogſaa en anden Ubehagelighed. Kongen havde om Søndagen den 28de, der tillige var Simons og Judæ Dag, hørt Mesſe, da