Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/432

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
418
Haakon Haakonsſøn.

Krigere; der vilde og have opſtaaet en Sorg og Forfærdelſe i Norge, hvorom hverken Sagaen, Annalerne eller Sagnet havde tiet. Skoterne vare drevne paa Flugten af en Haandfuld Nordmænd, og Kong Haakon havde egentlig udrettet hvad han vilde. Om Stormen og Ødelæggelſen ikke var indtruffen, vilde han dog ſikkert alligevel med det førſte have trukket ſig tilbage, ſiden Vinteren var for Døren; Stormen havde kun den Virkning, at dette maatte ſkee noget før, fordi hans Skibe trængte til Udbedring, og at hans Held ikke blev ſaa fuldkomment ſom det ellers vilde have været, om han i godt Vejr kunde have landet med ſin hele Hær, overvældet den ſkotſke Konge og tvunget ham til at ſlutte en ydmygende Fred, eller om han i det mindſte kunde have herjet Egnen, vundet rigt Bytte, og ſkaffet ſig et nyt Forraad af Levnetsmidler, ſom han nu tiltrængte, og hvorved han maaſkee havde været i Stand til at forlænge ſit Ophold der. Hans Tab var heller ikke ſtørre, end at han kunde tænke paa umiddelbart derfra at drage over til Irland. Thi medens han endnu laa i Lamlaſh Havn, kom Sigurd Syderøing med Følge tilbage fra Irland, og overbragte ham det Tilbud fra Irerne, at de vilde underholde hele hans Hær den foreſtaaende Vinter, hvis han vilde komme og befrie dem fra deres engelſke Herrer. Han havde ſtor Lyſt dertil, men hele Hæren vilde nødigt, og da Vinden var ugunſtig, og man leed Mangel paa Levnetsmidler, holdt han et Thing, hvori han bekjendtgjorde at han vilde vende tilbage til de nordligere Øer, og gav endog flere Tilladelſe til at ſejle hjem til Norge[1]. Men han kunde ikke et Øjeblik have hengivet ſig til en ſaadan Tanke, ſom den, at drage til Irland og binde an med de Engelſke, hvis han, ſom Fordun ſiger, havde miſtet Folk i Tuſendviis. Det ſynes heraf endog næſten ſom om det ſnarere var Mangel paa Proviant, end den Skade, Stormen havde tilføjet ham, der nødte ham til at drage bort. Man kan godt forſtaa, hvorledes Skoterne, der fra Højden af vare Vidner til den Virkning, Stormen udøvede paa den norſke Flaade, og den Forvirring, der opſtod, kunde foreſtille ſig Skaden ſtørre end den virkelig var; det tør nok til enkelte Tider have ſeet ud, ſom om der ikke vilde blive et eneſte Skib heelt tilbage; og Nordmændenes Tilbagetog faa Dage efter, uagtet de havde ſejret, beſtyrkede dem maaſkee i den Tro, at Skibene havde lidt langt ſtørre Skade, end det virkelig var Tilfældet. Kong Haakon ſkal ifølge en ſkotſk Beretning[2] ſelv have ſagt, at det ej var menneſkelig Magt, men Guds Haand, der drev ham bort. Men ogſaa dette tyder ſnarere hen paa, at han ſkulde have overvundet Skoterne, end omvendt,

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 326.
  2. Den melroſiſke Krønike.