Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/432

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
418
Haakon Haakonssøn.

Krigere; der vilde og have opstaaet en Sorg og Forfærdelse i Norge, hvorom hverken Sagaen, Annalerne eller Sagnet havde tiet. Skoterne vare drevne paa Flugten af en Haandfuld Nordmænd, og Kong Haakon havde egentlig udrettet hvad han vilde. Om Stormen og Ødelæggelsen ikke var indtruffen, vilde han dog sikkert alligevel med det første have trukket sig tilbage, siden Vinteren var for Døren; Stormen havde kun den Virkning, at dette maatte skee noget før, fordi hans Skibe trængte til Udbedring, og at hans Held ikke blev saa fuldkomment som det ellers vilde have været, om han i godt Vejr kunde have landet med sin hele Hær, overvældet den skotske Konge og tvunget ham til at slutte en ydmygende Fred, eller om han i det mindste kunde have herjet Egnen, vundet rigt Bytte, og skaffet sig et nyt Forraad af Levnetsmidler, som han nu tiltrængte, og hvorved han maaskee havde været i Stand til at forlænge sit Ophold der. Hans Tab var heller ikke større, end at han kunde tænke paa umiddelbart derfra at drage over til Irland. Thi medens han endnu laa i Lamlash Havn, kom Sigurd Syderøing med Følge tilbage fra Irland, og overbragte ham det Tilbud fra Irerne, at de vilde underholde hele hans Hær den forestaaende Vinter, hvis han vilde komme og befrie dem fra deres engelske Herrer. Han havde stor Lyst dertil, men hele Hæren vilde nødigt, og da Vinden var ugunstig, og man leed Mangel paa Levnetsmidler, holdt han et Thing, hvori han bekjendtgjorde at han vilde vende tilbage til de nordligere Øer, og gav endog flere Tilladelse til at sejle hjem til Norge[1]. Men han kunde ikke et Øjeblik have hengivet sig til en saadan Tanke, som den, at drage til Irland og binde an med de Engelske, hvis han, som Fordun siger, havde mistet Folk i Tusendviis. Det synes heraf endog næsten som om det snarere var Mangel paa Proviant, end den Skade, Stormen havde tilføjet ham, der nødte ham til at drage bort. Man kan godt forstaa, hvorledes Skoterne, der fra Højden af vare Vidner til den Virkning, Stormen udøvede paa den norske Flaade, og den Forvirring, der opstod, kunde forestille sig Skaden større end den virkelig var; det tør nok til enkelte Tider have seet ud, som om der ikke vilde blive et eneste Skib heelt tilbage; og Nordmændenes Tilbagetog faa Dage efter, uagtet de havde sejret, bestyrkede dem maaskee i den Tro, at Skibene havde lidt langt større Skade, end det virkelig var Tilfældet. Kong Haakon skal ifølge en skotsk Beretning[2] selv have sagt, at det ej var menneskelig Magt, men Guds Haand, der drev ham bort. Men ogsaa dette tyder snarere hen paa, at han skulde have overvundet Skoterne, end omvendt,

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 326.
  2. Den melrosiske Krønike.