Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/431

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
417
1263. Nordmændenes ærefulde Kamp ved Largs.

Havn, hvorfra han ſiden lod den paa Toget til Lennox afdøde Ivar Holms Liig bringe ind til Bute og begrave der[1].

Saadan var Sammenhængen med det bekjendte Slag ved Largs, hvilket vel var overordentlig ærefuldt for Nordmændene, der havde ſejret mod en mangedobbelt Overmagt, men dog hverken var af den Vigtighed og Betydning, eller havde det Udfald, ſom de fleſte ſkotſke Hiſtorieſkrivere have tillagt det. Sagaens Beretning derom indeholder faa mange indre Beviſer paa Nøjagtighed og Sanddruhed, at vi fuldkommen kunne ſtole paa den; den grunder ſig paa Øjevidners og Deeltageres Vidnesbyrd, medens derimod de ſkotſke Fortællinger alle ere optegnede i en ſildigere Tid, og kun ſtøtte ſig til ufuldſtændige Annal-Notiſer, ud fyldte med løſe Sagn. Det var i det mindſte fra norſk Side intet Hovedſlag, kun en Trefning mellem en enkelt Afdeling, og den ſkotſke Hær. Kongen havde viſtnok lidt ſtor Skade af Stormen, ſaaledes at hans Folk endog, ſom vi have ſeet, troede at der var Trolddom med i Spillet, og Skoterne derimod gave deres Skytshelgeninde, den hellige Dronning Margrete, Æren for at være kommen dem til Hjelp[2]. Men hvor ſtor Skaden end var, ſaa kunde den dog i ſig ſelv ikke have ſaa meget at betyde; thi i det højeſte vare kun fire Skibe ganſke tilintetgjorte, de øvrige havde maaſkee lidt meget, men vare dog frelſte, og kun en liden Deel af Mandſkabet var dræbt eller omkommet. Det kan umuligt forholde ſig ſaaledes, ſom Fordun ſiger, „at Skibene ſtødte mod hinanden, eller mod Landet og paa Skær, ſaa at Folk i Tuſendviis ſtyrtede i Havet og opdyngedes af de ſalte Bølger, medens de, ſom uſkadte kom i Land, ſtrax bleve angrebne af de Skotſke, overmandede, drevne paa Flugten, og ud i Havet, hvor de druknede, blandt hvilke Tuſender af Dræbte der ogſaa var en fornem Nordmand, Kong Haakons Frænde, en mægtig og tapper Mand, hvis Tab Kongen begræd“[3]. Hvis noget ſaadant havde hændt, da vilde nok Sagaen have talt ganſke anderledes derom. Den vilde have beklaget Tabet af ſaa mange

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 324—326. Fordun, X. 15, 16. Han angiver her fremdeles urigtig Dagen, nemlig Mariemesſe ſidere, 8de Sept„ ſamme Dag, Haakon lagde ſig under Kumrø; den melroſiſke Krønike har derimod rigtigt 3die Dag efter Michelsmesſe.
  2. Se Fordun, l. c. Fordun anfører endog en Drøm, ſom den ſkotſke Ridder John Wemys ſkal have haft, nemlig at den hellige Dronning Margrete aabenbarede ſig for ham med ſin Mand og ſine Sønner, ſigende at hun ilede til Largs for at forſvare Riget, der af Gud var hende anbefalet.
  3. Maaſkee her ſigtes til Viſens „Olaf Arnfinnsſøn“, ſe nedenfor S. 420, 424. Stuart-Ætten roſte ſig af, at Alexander Stuart i Slaget ved Largs med egen Haand ſkulde have dræbt „Elsfrid“, Kong Haakons Frænde og fornemſte Anfører, ſe Wharton, Angl. sacr. I. 687.