Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/430

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
416
Haakon Haakonsſøn.

Kongen lod alle de Faldne føre til Kirke og begrave, ſandſynligviis paa Bute. Hvor mange de i alt vare, vides ikke. Kun de fornemſte af dem nævnes, foruden Haakon af Stein, nemlig en anden Hirdmand, ved Navn Thorgils Gloppa, Karlshoved, en anſeet Bonde fra det Throndhjemſke, Hallkell, en riig Bonde fra Fjordene, og tre Kjerteſvende, der heed Thorſtein Baat, Jon Ballhoved og Hallvard Bunjard. Skoterne havde taget deres Landsmænds Liig, efter ſom de faldt, og bragt dem ind i Skoven, ſaa at man ikke kunde ſee, hvor mange der vare faldne. Den følgende Dag (Thorsdag den 4de October), lod Kongen lette Anker paa ſit eget Skib og lagde ud under Øen. Samme Dag kom den Afdeling tilbage, der havde herjet om Skibefjorden og Loch Lomond, og ligeledes lidt ſtor Skade af Stormen ſom ovenfor berettet. Dagen efter (Fredag) var Vejret godt, og Kongen lod derfor en Deel Gjeſter ro i Land og ſætte Ild paa de ſtrandede Skibe. Samme Dag lettede han Anker med hele Flaaden, og lagde atter ud til Lamlaſh

    for at ſaa Tilladelſe til at begrave de Døde i Fred. Men dette grunder ſig paa den Fejltagelſe, at Skoterne ſkulde have ſejret og været Herrer over Valpladſen, medens det derimod af den paalidelige og aldrig overdrivende Sagas Beretning ſees, at de tilſidſt ej alene bleve ſlagne, men endog adſpredte ſig i vild Flugt. Han ytrer derfor og ſelv ſiden ſin Forundring over, at Skoterne ikke ſtrax ødelagde Skibene, og ikke ſiden modſatte ſig Kong Haakons Mænd, da de landede i dette gjemt, og det uagtet han ved en fejlagtig Beregning af Dagen faar dette til at ſkee den 12te Octbr., i Stedet for den 5te. Sagen er ſimpelt hen den, at den ſkotſke Hær ikke længer var der; den var enten adſplittet, eller havde trukket ſig tilbage længer ind i Landet, af den ovenfor anførte Grund. At Ligene af de faldne Nordmænd neppe, ſom Dillon antager, bleve begravne ved Largs Kirke, ſees deels af den melroſiſke Krønike, der udtrykkeligt ſiger at Kongen lod fine Saarede og Faldne bringe ombord, deels af Sagaens Ord, der udtrykkelig antyde en Afhentning. „Om Morgenen fore de i Land efter de Mænds Liig, ſom faldne vare o. ſ. v.“ De Gravhøje og Gravmindesmerker, der i betydelig Mængde findes ved Largs, ſynes efter Beſkrivelſen ſnarere at tilhøre det fjerne Hedenold, end Midten af det 13de Aarhundrede. Overhoved have de fleſte ſkotſke Antiqvarer og Hiſtorikere med Henſyn til Slaget ved Largs aldeles, ſom det lader, ſtaaet i den Formening, at Kong Haakon var en hedenſk Viking, og Toget ſelv „det ſidſte Vikingetog“. De tale om „ſimple Obeliſker, Steenkiſter, Grav-Urner“, fundne ved Largs, ſom Levninger fra dette Slag (Ann. for nord. Oldk. og Hiſtorie 1846, S. 341, Not) Dr. Wilſon ſiger derfor i ſin ſkotſke Archæologi S. 525: „en Gjennemlæsning af gamle og nye ſtatiſtiſke Indberetninger fra de forſkjellige Kirkeſogn ved Kyſterne af Ayrſhire og Argyllſhire er tilſtrækkelig til at viſe, at Kong Haakons Slag har været en ſaa ufejlbar Kilde til at forklare Opdagelſen af Steenkiſter, Gravhøje, Dysſer og Gravlevninger af hvilket ſom helſt Slags, ſom om det ſkulde være et aldeles beviiſt Factum, at ingen lige fra Noahs Dage til vor Tid var død paa den Kant, uden i Slaget ved Largs“!