Kongen lod alle de Faldne føre til Kirke og begrave, sandsynligviis paa Bute. Hvor mange de i alt vare, vides ikke. Kun de fornemste af dem nævnes, foruden Haakon af Stein, nemlig en anden Hirdmand, ved Navn Thorgils Gloppa, Karlshoved, en anseet Bonde fra det Throndhjemske, Hallkell, en riig Bonde fra Fjordene, og tre Kjertesvende, der heed Thorstein Baat, Jon Ballhoved og Hallvard Bunjard. Skoterne havde taget deres Landsmænds Liig, efter som de faldt, og bragt dem ind i Skoven, saa at man ikke kunde see, hvor mange der vare faldne. Den følgende Dag (Thorsdag den 4de October), lod Kongen lette Anker paa sit eget Skib og lagde ud under Øen. Samme Dag kom den Afdeling tilbage, der havde herjet om Skibefjorden og Loch Lomond, og ligeledes lidt stor Skade af Stormen som ovenfor berettet. Dagen efter (Fredag) var Vejret godt, og Kongen lod derfor en Deel Gjester ro i Land og sætte Ild paa de strandede Skibe. Samme Dag lettede han Anker med hele Flaaden, og lagde atter ud til Lamlash
for at saa Tilladelse til at begrave de Døde i Fred. Men dette grunder sig paa den Fejltagelse, at Skoterne skulde have sejret og været Herrer over Valpladsen, medens det derimod af den paalidelige og aldrig overdrivende Sagas Beretning sees, at de tilsidst ej alene bleve slagne, men endog adspredte sig i vild Flugt. Han ytrer derfor og selv siden sin Forundring over, at Skoterne ikke strax ødelagde Skibene, og ikke siden modsatte sig Kong Haakons Mænd, da de landede i dette gjemt, og det uagtet han ved en fejlagtig Beregning af Dagen faar dette til at skee den 12te Octbr., i Stedet for den 5te. Sagen er simpelt hen den, at den skotske Hær ikke længer var der; den var enten adsplittet, eller havde trukket sig tilbage længer ind i Landet, af den ovenfor anførte Grund. At Ligene af de faldne Nordmænd neppe, som Dillon antager, bleve begravne ved Largs Kirke, sees deels af den melrosiske Krønike, der udtrykkeligt siger at Kongen lod fine Saarede og Faldne bringe ombord, deels af Sagaens Ord, der udtrykkelig antyde en Afhentning. „Om Morgenen fore de i Land efter de Mænds Liig, som faldne vare o. s. v.“ De Gravhøje og Gravmindesmerker, der i betydelig Mængde findes ved Largs, synes efter Beskrivelsen snarere at tilhøre det fjerne Hedenold, end Midten af det 13de Aarhundrede. Overhoved have de fleste skotske Antiqvarer og Historikere med Hensyn til Slaget ved Largs aldeles, som det lader, staaet i den Formening, at Kong Haakon var en hedensk Viking, og Toget selv „det sidste Vikingetog“. De tale om „simple Obelisker, Steenkister, Grav-Urner“, fundne ved Largs, som Levninger fra dette Slag (Ann. for nord. Oldk. og Historie 1846, S. 341, Not) Dr. Wilson siger derfor i sin skotske Archæologi S. 525: „en Gjennemlæsning af gamle og nye statistiske Indberetninger fra de forskjellige Kirkesogn ved Kysterne af Ayrshire og Argyllshire er tilstrækkelig til at vise, at Kong Haakons Slag har været en saa ufejlbar Kilde til at forklare Opdagelsen af Steenkister, Gravhøje, Dysser og Gravlevninger af hvilket som helst Slags, som om det skulde være et aldeles beviist Factum, at ingen lige fra Noahs Dage til vor Tid var død paa den Kant, uden i Slaget ved Largs“!
