deels dræbte, blandt dem Kongens Hirdmand Haakon af Stein. Endelig, da de Flygtende vare komne bag om et af de opdrevne Langskibe, forefandt de en anden Flok af deres Egne, med hvilke de nu forenede sig og søgte at holde Stand, idet de sluttede sig om Anførerne Agmund Krøkedans, Andres Nikolassøn, Thorlaug Bose og Paal Sure. Her blev der en meget haard Kamp, thi der var nu vel ti Skoter for een Nordmand. Den tapreste af Skoterne var en ung, højbyrdig Ridder i glimrende Rustning, ved Navn Peter af Curry[1]. Han reed kjekt lige ind imod Nordmændenes Fylking, tvers igjennem den og tilbage igjen til sine egne Mænd; dette synes han at have gjentaget flere Gange, indtil Andres Nikolassøn mødte ham, og gav ham et vældigt Hug i Laaret, saa at han styrtede ned af Hesten, og døde strax efter. Nordmændene toge hans smukke Vaabenbelte; han havde ogsaa en forgyldt Hjelm, besat med Ædelstene, og et prægtigt Harnisk, men det lader ikke til, at Nordmændene fik Tid til at tage disse. Kampen rasede fremdeles med Heftighed, og der faldt Folk paa begge Sider, især blandt Skoterne, som dog, formedelst deres større Antal, en Tidlang havde Overhaand. Kong Haakon vilde gjerne have sendt sine Mænd Hjelp, hvis Stormen ikke havde hindret det, dog lykkedes det Ragnvald Urka og Eilif af Naustdal at komme til Land med endeel friske Tropper, saavel som dem, der tidligere havde flygtet ud i Baadene. Ragnvald veeg imidlertid strax tilbage til Skibene, men Eilif fornyede Kampen med den største Tapperhed, saa at ogsaa de øvrige Nordmænd, der hidtil havde ligget under for Overmagten, fattede nyt Mod, og Skoterne efterhaanden bleve drevne tilbage, først op paa Højen, siden videre, indtil de endelig ganske toge Flugten, og søgte op i Fjeldene, idet enhver søgte at frelse sig som han bedst kunde. De gjorde heller ikke, som det synes, noget yderligere Forsøg paa at hevne Nederlaget og erobre de strandede Skibe, uagtet Nordmændene efter Kampen begave sig ud til Flaaden, som de kun med Vanskelighed naaede formedelst Stormen. Morgenen efter sendte Kongen Folk i Land for at hente de Faldnes Liig, hvilket ligeledes synes at have skeet uden at Nordmændene i mindste Maade forstyrredes. Det lader til at den slagne skotske Hær ganske havde forladt Egnen. Sandsynligviis var der nu kommen Efterretning om den anden norske Afdelings Landgang i Lennox og Alans Hærferd hen ad Stirling til, hvilket vel kunde bevirke, at Anførerne fandt det nødvendigt, snarest muligt at komme de haardt hjemsøgte Egne til Hjelp[2], og saaledes ilede derhen over Paisley og Glasgow.
