Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/429

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
415
1263. Trefning ved Largs. Skoterne flygte.

deels dræbte, blandt dem Kongens Hirdmand Haakon af Stein. Endelig, da de Flygtende vare komne bag om et af de opdrevne Langſkibe, forefandt de en anden Flok af deres Egne, med hvilke de nu forenede ſig og ſøgte at holde Stand, idet de ſluttede ſig om Anførerne Agmund Krøkedans, Andres Nikolasſøn, Thorlaug Boſe og Paal Sure. Her blev der en meget haard Kamp, thi der var nu vel ti Skoter for een Nordmand. Den tapreſte af Skoterne var en ung, højbyrdig Ridder i glimrende Ruſtning, ved Navn Peter af Curry[1]. Han reed kjekt lige ind imod Nordmændenes Fylking, tvers igjennem den og tilbage igjen til ſine egne Mænd; dette ſynes han at have gjentaget flere Gange, indtil Andres Nikolasſøn mødte ham, og gav ham et vældigt Hug i Laaret, ſaa at han ſtyrtede ned af Heſten, og døde ſtrax efter. Nordmændene toge hans ſmukke Vaabenbelte; han havde ogſaa en forgyldt Hjelm, beſat med Ædelſtene, og et prægtigt Harniſk, men det lader ikke til, at Nordmændene fik Tid til at tage disſe. Kampen raſede fremdeles med Heftighed, og der faldt Folk paa begge Sider, iſær blandt Skoterne, ſom dog, formedelſt deres ſtørre Antal, en Tidlang havde Overhaand. Kong Haakon vilde gjerne have ſendt ſine Mænd Hjelp, hvis Stormen ikke havde hindret det, dog lykkedes det Ragnvald Urka og Eilif af Nauſtdal at komme til Land med endeel friſke Tropper, ſaavel ſom dem, der tidligere havde flygtet ud i Baadene. Ragnvald veeg imidlertid ſtrax tilbage til Skibene, men Eilif fornyede Kampen med den ſtørſte Tapperhed, ſaa at ogſaa de øvrige Nordmænd, der hidtil havde ligget under for Overmagten, fattede nyt Mod, og Skoterne efterhaanden bleve drevne tilbage, førſt op paa Højen, ſiden videre, indtil de endelig ganſke toge Flugten, og ſøgte op i Fjeldene, idet enhver ſøgte at frelſe ſig ſom han bedſt kunde. De gjorde heller ikke, ſom det ſynes, noget yderligere Forſøg paa at hevne Nederlaget og erobre de ſtrandede Skibe, uagtet Nordmændene efter Kampen begave ſig ud til Flaaden, ſom de kun med Vanſkelighed naaede formedelſt Stormen. Morgenen efter ſendte Kongen Folk i Land for at hente de Faldnes Liig, hvilket ligeledes ſynes at have ſkeet uden at Nordmændene i mindſte Maade forſtyrredes. Det lader til at den ſlagne ſkotſke Hær ganſke havde forladt Egnen. Sandſynligviis var der nu kommen Efterretning om den anden norſke Afdelings Landgang i Lennox og Alans Hærferd hen ad Stirling til, hvilket vel kunde bevirke, at Anførerne fandt det nødvendigt, ſnareſt muligt at komme de haardt hjemſøgte Egne til Hjelp[2], og ſaaledes ilede derhen over Paisley og Glasgow.

  1. Saaledes Fordun. Sagaen kalder ham Perus, hvilket er en Fordrejelſe af den franſke Form Piers. Wyntoun kalder ham „Perrys“.
  2. Dillon antager, at Nordmændene maa have ſluttet en Convention med Skoterne,