Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/428

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
414
Haakon Haakonsſøn.

Kong Alexander ſelv var med. Hvor vidt det virkelig forholdt ſig ſaa, erfares ikke af de ſkotſke Beretninger, kun erfarer man ſaa meget, at den egentlige Befalingsmand over Skoternes Hær var Alexander af Dundonald, Skotlands Stewart, Farfader til den Walter Stewart eller Stuart, ſom ved at egte en Datter af Kong Robert Bruce blev Stamfader til den ſtuartſke Konge-Æt[1]. Man beregnede at Skoterne havde henved 600 Ryttere, hvis Heſte vare forſynede med Brynjer, flere af dem vare endog ſpanſke Stridsheſte, heelt bepandſrede[2]; derforuden havde de en ſtor Mængde Fodfolk, vel bevæbnede, fornemmelig med Buer og Sparther (irſke Hugſpyd). Nordmændenes Antal kunde i det hele taget udgjøre 1000 Mand, af hvilke 240, under Agmund Krøkedans, havde beſat en nær liggende Højde[3], de øvrige ſtode nede paa den ſandige Strandbred. Kong Haakon tænkte ſelv at anføre ſine Folk, men de vilde ikke paa nogen Maade vide ham udſat for en ſaadan Fare, og han forføjede ſig derfor tilbage til Skibene under Øen. Skoterne, der rimeligviis kom ned ad Landevejen, vendte ſig førſt mod den Højde, hvor Agmund Krøkedans ſtod. Andres Nikolasſøn, der frygtede for at den lille Hob kunde blive omringet, ilede op paa Højen til Agmund og raadede ham at drage ſig ned til de øvrige, men i god Orden og uden at lade ſine Folk ſprede ſig hid og did ſom Flygtende. Agmund fulgte hans Raad. Nordmændene trak ſig baglængs ned fra Højden, og værgede ſig ſaa godt de kunde med ſine Skjolde mod Skoterne, der ſatte haardt ind paa dem med Steenkaſt; men jo længere de kom ned af Bakken, deſto ſtørre Fart fik de, ſaa at de, der ſtode nede paa Fjæren, troede at de flygtede. Derved opſtod en pludſelig Skræk blandt disſe; de ſtimlede til.Baadene for at komme afſted jo før jo heller, endog Lendermanden Andres Pott ſprang i Haſt over to Baade ud i den tredje og ſatte fra Land. De andre raabte til dem, at de dog endelig maatte vende tilbage igjen, men kun faa adløde dette Raab, og Baadene bleve ſaa overfyldte, at de fleſte af dem ſank, og flere Folk druknede. De, ſom ikke kom ud i Baadene, flygtede ſydover langs Stranden; nogle løb op i Koggen. Skoterne indhentede dem, og nedlagde enkelte hiſt og her. Flere Gange raabte Anføreren dem tilbage og vilde bringe dem i Orden, men forgjeves; de ſom vendte om, bleve ogſaa til-

  1. Fordun, X. 16.
  2. Saaledes bør visſelig spænskum essum öllum fordyktum overſættes. Ess, Ers, er de danſke Kæmpeviſers „Ørs“, Stridsheſt.
  3. Denne Højde, ſiger Dillon i ſin Afhandling, kan ikke være nogen anden end Højden ved Haily, hvor Vejen fra Kilbirnie forener ſig med Strandvejen: Slaget nede paa Sanden maa have ſtaaet mellem „Creſcent“ og „Brisbane Place“, ſtrax ſøndenfor Gogo Burn, hvorfra Nordmændene efter Sagnet ſkulle have været drevne ſydover til Kelburn og Keppingburn.