Kong Alexander selv var med. Hvor vidt det virkelig forholdt sig saa, erfares ikke af de skotske Beretninger, kun erfarer man saa meget, at den egentlige Befalingsmand over Skoternes Hær var Alexander af Dundonald, Skotlands Stewart, Farfader til den Walter Stewart eller Stuart, som ved at egte en Datter af Kong Robert Bruce blev Stamfader til den stuartske Konge-Æt[1]. Man beregnede at Skoterne havde henved 600 Ryttere, hvis Heste vare forsynede med Brynjer, flere af dem vare endog spanske Stridsheste, heelt bepandsrede[2]; derforuden havde de en stor Mængde Fodfolk, vel bevæbnede, fornemmelig med Buer og Sparther (irske Hugspyd). Nordmændenes Antal kunde i det hele taget udgjøre 1000 Mand, af hvilke 240, under Agmund Krøkedans, havde besat en nær liggende Højde[3], de øvrige stode nede paa den sandige Strandbred. Kong Haakon tænkte selv at anføre sine Folk, men de vilde ikke paa nogen Maade vide ham udsat for en saadan Fare, og han forføjede sig derfor tilbage til Skibene under Øen. Skoterne, der rimeligviis kom ned ad Landevejen, vendte sig først mod den Højde, hvor Agmund Krøkedans stod. Andres Nikolassøn, der frygtede for at den lille Hob kunde blive omringet, ilede op paa Højen til Agmund og raadede ham at drage sig ned til de øvrige, men i god Orden og uden at lade sine Folk sprede sig hid og did som Flygtende. Agmund fulgte hans Raad. Nordmændene trak sig baglængs ned fra Højden, og værgede sig saa godt de kunde med sine Skjolde mod Skoterne, der satte haardt ind paa dem med Steenkast; men jo længere de kom ned af Bakken, desto større Fart fik de, saa at de, der stode nede paa Fjæren, troede at de flygtede. Derved opstod en pludselig Skræk blandt disse; de stimlede til.Baadene for at komme afsted jo før jo heller, endog Lendermanden Andres Pott sprang i Hast over to Baade ud i den tredje og satte fra Land. De andre raabte til dem, at de dog endelig maatte vende tilbage igjen, men kun faa adløde dette Raab, og Baadene bleve saa overfyldte, at de fleste af dem sank, og flere Folk druknede. De, som ikke kom ud i Baadene, flygtede sydover langs Stranden; nogle løb op i Koggen. Skoterne indhentede dem, og nedlagde enkelte hist og her. Flere Gange raabte Anføreren dem tilbage og vilde bringe dem i Orden, men forgjeves; de som vendte om, bleve ogsaa til-
- ↑ Fordun, X. 16.
- ↑ Saaledes bør visselig spænskum essum öllum fordyktum oversættes. Ess, Ers, er de danske Kæmpevisers „Ørs“, Stridshest.
- ↑ Denne Højde, siger Dillon i sin Afhandling, kan ikke være nogen anden end Højden ved Haily, hvor Vejen fra Kilbirnie forener sig med Strandvejen: Slaget nede paa Sanden maa have staaet mellem „Crescent“ og „Brisbane Place“, strax søndenfor Gogo Burn, hvorfra Nordmændene efter Sagnet skulle have været drevne sydover til Kelburn og Keppingburn.
