Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/427

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
413
1263. Heftig Storm. Trefning ved Largs.

ſom et Proviantſkib, paa Land. Stormen tiltog fremdeles, ſaa at Kongens Skib drev for fem Ankere, og han ſelv fandt det raadeligſt at forlade det. Han lod ſig ro over til Øen i en Baad med ſine Preſter og Klerke, og ſynge Mesſe for ſig, ſiden ingen menneſkelig Magt lod til at kunne hjelpe. De fleſte troede endog, at der var Trolddom med i Spillet, og at Skoterne havde ladet dem hexe Uvejret paa. Kongeſkibet drev fremdeles, og ſtandſede ikke, førend det aattende Anker var udkaſtet. Ogſaa de øvrige Skibe begyndte at drive; flere maatte kappe Maſterne eller drive ſom Vrag, fem af dem dreve ind mod Kyſten, tre ſaaledes at de ſtode ganſke faſt. Beſætningen paa disſe befandt ſig nu i en højſt mislig Stilling. Thi den ſkotſke Hovedhær var ikke langt borte. Ifølge et Sagn der i Egnen, ſom ſynes at være fuldkommen troværdigt, havde den nu lejret ſig paa et Sted, kaldet Camphill, ved Landevejen, der fører fra Kilbirnie til Largs[1]. Fra den lave Strand ved Largs hæver Landet ſig temmelig brat, og end længer mod Øſt ere ſtørre Højder, fra hvilke Skoterne udmerket godt kunde iagttage alle den norſke Flaades Bevægelſer. Saa ſnart de bleve var, at Skibene dreve mod Land og kom paa Grund, ſendte de endeel lettere Tropper ned mod Stranden, for at bemægtige ſig de ſtrandede Skive. Skoterne begyndte at ſkyde paa disſe. Nordmændene, der vare ombord, forſvarede ſig, faa godt de kunde; endeel af dem gik op i den ſtore Kogg og værgede ſig derfra. Skoterne ſøgte ſnart til, ſnart fra. Der faldt kun faa, men mange bleve ſaarede. Da Kong Haakon fra Øen ſaa ſine Mænds Nød, og Stormen tillige lagde ſig noget, ſendte han dem nogen Undſætning i ſin egen Skibsbaad tilligemed flere andre Baade, og begav ſig ſelv, tilligemed Thorlaug Boſe, ud til ſit Skib igjen paa en Kjerteſvends-Skude. Denne betimelige Undſætning frelſte Nordmændene. Skoterne toge ſtrax Flugten, ſaa at de Norſke kunde tilbringe Natten paa Land. Morgenen efter (Tirsdag den 2den October) i Dagningen lod Kongen Mandſkabet paa ſit eget Skib, ſaavel ſom endeel af de øvrige, væbne ſig og ro i Land, for at redde Koggen, og bringe den værdifulde Ladning i Sikkerhed. Han fulgte ſelv med for at have Opſigt med Arbejdet, og ledſagedes af Lendermændene Agmund Krøkedans, Andres Nikolasſøn, Erling Alfsſøn, Andres Pott, Erlend Raud, Thorlaug Boſe og Paal Sure. Da man kom til Koggen, merkede man at Skoterne havde været der om Natten, og plyndret endeel; Reſten blev nu losſet i Baadene. Men førend man endnu var færdig hermed, ſaa man den ſkotſke Hovedhær nærme ſig. Den var ſaa ſtor, at alle antoge, at

  1. Se Dillons lærerige og grundige Afhandling, ledſaget med Kart, i Archæol. Scot. II., hvilken vi her i alt, hvad der angaar Localiteter og andre Enkeltheder, hvorom Sagaen ingen Oplysning giver, have fulgt.