Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/424

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
410
Haakon Haakonsſøn.

og Paal Sum Disſe traf Kong Alexander i Kjøbſtaden Norge eller Roar[1]. Han tog meget venligt imod dem og ytrede den ſtørſte Beredvillighed til at indgaa Forlig, men ſagde, at han dog førſt maatte raadføre ſig med ſine højt-betroede Mænd om de nærmere Betingelſer; naar dette var ſkeet, ſkulde han ſtrax ſende Kong Haakon Bud. Med denne Beſked vendte Geſandterne tilbage igjen til Kongen, der imidlertid havde begivet ſig til Bute. Dagen efter kom den ſkotſke Konges Geſandter. Kong Haakon forelagde dem en ſkriftlig Fortegnelſe paa alle de Øer veſtenfor Skotland, ſom han tilegnede ſig, og ſom ſynes at have været alle Øerne, kun med yderſt faa Undtagelſer. Men Kong Alexander havde ligeledes medgivet ſine Geſandter en Fortegnelſe paa dem, han ej vilde afſtaa, og dette var Øerne indenfor Cantire, eller ved Indløbet til Clydefjorden, fornemmelig Arran, Bute, og Kumrøerne. Dette kunde ogſaa lade ſig høre, thi det maatte være højſt ubelejligt og utaaleligt for den ſkotſke Konge, at vide disſe Øer, der beherſkede Indgangen til en dyb Fjord, hvorfra man kunde komme lige ind i Hjertet af Landet, i en fremmed Magts Hænder, og man maa erkjende, at det var en betydelig Nedſtemmen af Fordringerne, naar han opgav Fordringen paa alle de andre Øer, ſom han for faa kort Tid ſiden havde viiſt ſig ſaa lyſten efter at erhverve. Men Sagen var den, at han ikke meente det oprigtigt med de foregivne Freds-Underhandlinger. For ham gjaldt det kun at hale Tiden ud, indtil at Høſtſtormene, der paa den Kant ere faa voldſomme, begyndte, og enten ødelagde Kong Haakons Flaade, eller nødte den til at drage bort. Herom ſynes han endog at have givet ſine Geſandter de behørige Inſtruxer, thi uagtet der nu kun ſtod ſaa lidet imellem, og det endogſaa er ſandſynligt, at Kong Haakon omſider vilde have givet efter for den ſkotſke Konges billige Fordring, faa blev der dog intet Forlig af, og de ſkotſke Geſandter vendte omſider tilbage, uden at noget var udrettet. Da Vejrliget allerede begyndte at blive haardere, lagde Kongen den 8de Septbr., længere ind, mellem ſtore Kumrø og Landſkabet Cuningham, ſtrax ſøndenfor Flekken Largs, vel ogſaa for at true med en Landgang paa Faſtlandet, hvis der ej blev Alvor af Fredsſlutningen. Dog ankom der fremdeles Sendebud fra Kong Alexander, forſikrende at denne ønſkede Fred, og der blev berammet et nyt Møde, et Stykke ind i Landet (ved Kilbirnie?),

  1. Saaledes i et Sagabrudſtykke, „Norar“ hos P. Clausſøn og i den ſtockh. Codex; dette kan umuligt være Nairn ſtrax øſtenfor Inverneſs, ſom flere have paaſtaaet, thi deels ſeer man at Kong Alexander var ganſke nær ved Krigsſkuepladſen, deels vilde vel neppe de norſke Geſandter have vovet ſig derhen tvers igjennem Højlandene. Hele Sammenhængen viſer, at det maa ſøges langt nærmere, og vi maa da netop gjette paa Sum der kaldtes „den nye Borg ved Ayr“, Newton of Ayr, og maaſkee i daglig Tale New Ayr.