han nu havde større Forleninger af Skotlands, end af Norges Krone, og derfor gjerne gav Slip paa de sidste, over hvilke han bad Kong Haakon forføje efter Behag. Flere søgte at lægge til værste for ham hos Kongen, men dette nyttede dem dog ikke, thi han maatte erkjende, at Eogan i det mindste handlede aabent og redeligt, og efter de Tiders Maade at bedømme Forholdene paa ganske havde Retten paa sin Side. Derimod kom der Bud fra Kong Duggall, at Murchard og Angus i Cantire havde ladet ham melde, at de vilde underkaste sig Kong Haakon og opgive ham deres Besiddelser, dersom disse maatte blive forskaanede for Plyndring. Kongen lod svare, at han skulde indstille Plyndringen til næste Dags Middag, men inden den Tid maatte de personligt have fremstillet sig. De kom allerede den følgende Morgen, overgave ham deres Lande, svore ham Troskabseed, og stillede ham Gisler, hvorimod han lovede dem at de skulde blive indesluttede med i Fredstractaten, om en saadan kom i Stand med den skotske Konge[1]. Dette var nødvendigt, fordi det ellers vilde gaa ud over deres Sønner, som de havde stillet den skotske Konge til Gisler; denne Omstændighed var vel ogsaa Aarsag i, at de biede til det yderste, førend de gjorde noget Skridt til at underkaste sig Kong Haakon. Kongen tilbagegav Angus Ila, men som norsk Len, Murchard beholdt sandsynligviis sin Deel af Cantire. Dog slap de, eller deres Undergivne, ikke for en svær Contribution, nemlig af 1200 Stykker Kvæg, og desuden havde endeel af de Skarer, der vare sendte til Ejdet for at herje, virkelig begyndt Fiendtligheder, brændt de nærmeste Bygder, og dræbt nogle Folk. De vilde just til at herje i Hovedbygden, da der kom Bud fra Kongen om at de skulde holde inde med Fiendtlighederne, paa Grund af at Landsherrerne nu havde underkastet sig. De vovede ikke andet end at adlyde, men ytrede dog megen Misnøje med, saaledes at berøves Udsigten til at vinde rigt Bytte. Det Bytte, de havde vundet, bragte de ombord, og stødte siden til Hovedflaaden ved Gudø[2]. Den skotske Ridder, som førte Befalingen i Borgen sydligst paa Cantire, vovede ikke at oppebie nogen Belejring, men begav sig personligt hen til Kongen, og erklærede sig rede til at overgive den. Kongen lod den besætte af endeel Nordmænd under Befaling af Guthorm Bakkakolf. Ogsaa Abbeden i Cistercienserklostret Sandal paa Østsiden af Cantire havde indfundet sig hos Kongen, og bedet om Beskyttelsesbrev for sit Kloster med hvad dertil hørte, hvilken Begjæring Kongen strax havde opfyldt. Da siden den oftere omtalte Dominicanermunk Broder Simon, der ledsagede Kongen paa dette Tog, var død efter et længere
