Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/420

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
406
Haakon Haakonsſøn.

han nu havde ſtørre Forleninger af Skotlands, end af Norges Krone, og derfor gjerne gav Slip paa de ſidſte, over hvilke han bad Kong Haakon forføje efter Behag. Flere ſøgte at lægge til værſte for ham hos Kongen, men dette nyttede dem dog ikke, thi han maatte erkjende, at Eogan i det mindſte handlede aabent og redeligt, og efter de Tiders Maade at bedømme Forholdene paa ganſke havde Retten paa ſin Side. Derimod kom der Bud fra Kong Duggall, at Murchard og Angus i Cantire havde ladet ham melde, at de vilde underkaſte ſig Kong Haakon og opgive ham deres Beſiddelſer, derſom disſe maatte blive forſkaanede for Plyndring. Kongen lod ſvare, at han ſkulde indſtille Plyndringen til næſte Dags Middag, men inden den Tid maatte de perſonligt have fremſtillet ſig. De kom allerede den følgende Morgen, overgave ham deres Lande, ſvore ham Troſkabseed, og ſtillede ham Giſler, hvorimod han lovede dem at de ſkulde blive indeſluttede med i Fredstractaten, om en ſaadan kom i Stand med den ſkotſke Konge[1]. Dette var nødvendigt, fordi det ellers vilde gaa ud over deres Sønner, ſom de havde ſtillet den ſkotſke Konge til Giſler; denne Omſtændighed var vel ogſaa Aarſag i, at de biede til det yderſte, førend de gjorde noget Skridt til at underkaſte ſig Kong Haakon. Kongen tilbagegav Angus Ila, men ſom norſk Len, Murchard beholdt ſandſynligviis ſin Deel af Cantire. Dog ſlap de, eller deres Undergivne, ikke for en ſvær Contribution, nemlig af 1200 Stykker Kvæg, og desuden havde endeel af de Skarer, der vare ſendte til Ejdet for at herje, virkelig begyndt Fiendtligheder, brændt de nærmeſte Bygder, og dræbt nogle Folk. De vilde juſt til at herje i Hovedbygden, da der kom Bud fra Kongen om at de ſkulde holde inde med Fiendtlighederne, paa Grund af at Landsherrerne nu havde underkaſtet ſig. De vovede ikke andet end at adlyde, men ytrede dog megen Misnøje med, ſaaledes at berøves Udſigten til at vinde rigt Bytte. Det Bytte, de havde vundet, bragte de ombord, og ſtødte ſiden til Hovedflaaden ved Gudø[2]. Den ſkotſke Ridder, ſom førte Befalingen i Borgen ſydligſt paa Cantire, vovede ikke at oppebie nogen Belejring, men begav ſig perſonligt hen til Kongen, og erklærede ſig rede til at overgive den. Kongen lod den beſætte af endeel Nordmænd under Befaling af Guthorm Bakkakolf. Ogſaa Abbeden i Ciſtercienſerkloſtret Sandal paa Øſtſiden af Cantire havde indfundet ſig hos Kongen, og bedet om Beſkyttelſesbrev for ſit Kloſter med hvad dertil hørte, hvilken Begjæring Kongen ſtrax havde opfyldt. Da ſiden den oftere omtalte Dominicanermunk Broder Simon, der ledſagede Kongen paa dette Tog, var død efter et længere

  1. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 320.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 321.