Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
27
1247. Forhandlinger for Kroningen.

vigende og forbeholdent end før. Endelig rykkede Cardinalen ud med Sproget i en Samtale, han og Kongen havde i Chriſtkirken. Siden Kongen, ſagde han, vilde modtage ſtørre Hæder af Kirken end nogen Konge for ham i Norge, ſaa ventede man ogſaa, at han vilde tilſtaa Kirken, hvad andre Konger før ham havde tilſtaaet den, ja endog lægge noget til, og at han navnlig vilde ſværge den ſamme Kroningsed, ſom Kong Magnus havde ſvoret. Dette var en ligefrem Gjentagelſe af den Fordring, Biſkopperne før havde fremſat og Kongen ſaa beſtemt afviiſt, og det var let at ſkjønne, at det var dem, der nu ogſaa havde paavirket Cardinalen. Men Kongen blev urokkelig, og ſvarede med en Beſtemthed og Værdighed, der ikke forfejlede ſin Virkning. „Jeg ſkjønner godt, Herre,“ ſagde han, „at disſe Ord mere hidrøre fra Andres Indſkydelſer end fra eder ſelv. Hvad Indrømmelſer til Kirken angaar, da ville vi gjerne tilſtaa den og dens Tjenere ſamme Frihed her, ſom den nyder i de Lande, hvor den og Kongedømmet har hver ſin Frihed og Ret. Men om nogen af mine Forgængere paa Tronen have tilſtaaet den mere, end han ſelv var berettiget til at tilſtaa for ſin egen Perſon, ville vi ej følge deres Exempel, og indrømme noget til Præjudice for os ſelv eller vore Efterfølgere Kort ſagt, hvis I gjør Kroningen til Gjenſtand for nogen Slags Handel, eller fordrer at vi ſkulle formindſke vore Arvingers Ret, da ville vi heller ingen Krone bære, fremfor at paadrage os nogen ſaadan Ufrihed. I behøver ſaaledes ikke oftere at bringe denne Sag paa Bane.“ Den forſtandige Cardinal merkede, at han havde ladet ſig forlede til at ſpende Fordringerne for højt, og gav ſtrax efter. „Tag ikke disſe mine Ord ilde op, Herre Konge,“ ſvarede han; „thi ſaa ſkal det være, ſom I vil.“ Cardinalen havde dog maaſkee neppe været ſaa føjelig, hvis ikke Kongen, ſom Matthæus af Paris beretter, ogſaa havde anvendt et mere haandgribeligt Argument, nemlig en yderligere Pengegave af 15000 Mk. Sølv[1]. Dette var en ſaa betydelig Sum, og maatte komme Paven i hans nærværende Stilling lige overfor Kejſeren ſaa vel tilpas, at den nok var

  1. Matth. Pariſ. S. 495. Med de 30000 Mk., ſom Abbed Laurentius allerede havde udbetalt i Lyon, udgjorde den hele Sum, Kongen lod Paven faa, 45000 Mk. Sterling, altſaa den ſelv uden Henſyn til Forſkjellen mellem den daværende og Nutidens Pengeværdi overmaade ſtore Sum af c. 400000 Spdlr. Men da, efter den ſædvanlige Regel for Beregningen af de ældre Penge-Angivelſer, enhver i hine Tider nævnt Sum mindſt ſvarer til det Tidobbelte nu omſtunder, ſkulde altſaa Kong Haakon i Alt have udredet til Paven en Sum, der ſvarer til 4 Mill. Spdlr., og derforuden have beſtridt de ſtore Omkoſtninger ved Kroningsfeſten. Det klinger næſten utroligt, at hans eller Landets Resſourcer ſkulde kunne forſlaa dertil, og man friſtes til at antage, at Matthæus i ſin Harme over de pavelige Udpresſelſer, dem han ofte ſkarpt dadler, har taget Munden for fuld, og nævnt for ſtore Summer.