Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
26
Haakon Haakonsſøn.

komme an paa Kongen, og da det var ſaa ſeent paa Aftenen, forblev han om Natten ombord paa ſit Skib. Morgenen efter, da Morgentiderne vare ſungne, gik Kongen med ſin Hird ombord paa ſin prægtige, med forgyldt Hoved forſynede Femogtyveſesſe, Dragen, og roede ud til Cardinalen, idet ogſaa alle de Sysſelmænd, der vare i Byen, fulgte ham med deres Skibe. Ledſaget af alle ſine Lendermænd og Hirdſtjorer begav han ſig ombord til Cardinalen, og man hilſede hinanden fra begge Sider paa det venligſte. Cardinalen fulgte derpaa Kongen tilbage til Bryggen, hvor de forſamlede Biſkopper, Sæculargejſtlige og Munke modtoge ham i højtidelig Procesſion. Erkebiſkoppen var endnu ikke ankommen til Byen.

Siden lod Kongen blæſe til Things ude paa Chriſtkirkegaarden, og indfandt ſig der med Cardinalen, ſom voldt en Tale til Forſamlingen. Han begyndte Talen ſaaledes: „Jeg vil herved gjøre Alle vitterligt, at jeg er kommen hid til Landet med Guds Miſkund og efter Pavens Beſkikkelſe for at forkynde Chriſti Navn og krone eders Konge. Ikke ſendte han i dette Erende kun en Preſt eller anden Gejſtlig med liden Myndighed, men derimod en Mand ſom mig, der er en af Cardinalerne ſelv, med biſkoppelig Værdighed, og ſaa ſtor Myndighed til at løſe og binde alle Sager, ſom om Paven ſelv var her, thi det er hans Ønſke at dette ſkal ſkee ſaa meget til Kongens Hæder, ſom muligt“. Derpaa, heder det, talte han den almindelige Tro for Folket, og ſluttede med at give det ſin Velſignelſe. Her friſtes man til at ſpørge, om han talte paa Latin og lod ſine Ord overſætte, eller kunde gjøre ſig forſtaaelig for Mængden. For en Mand, der havde formaaet, endog at tilegne ſig det gamle preusſiſke Sprog kan det vel ej have været ſynderlig vanſkeligt, under det tidligere Ophold i Lifland at lære Danſk eller Svenſk, og derfor er der ſtor Sandſynlighed for, at han kan have prædiket i et af disſe Sprog, i hvilket Fald de Tilſtedeværende ganſke viſt maa have kunnet forſtaa ham. Der nævnes, vel at merke, ingenſteds noget om at han brugte Tolk, og af den hele Beretning om hans Optræden i Norge faar man det Indtryk, at han kunde gjøre ſig forſtaaelig for Indbyggerne[1].

Cardinalen og Kongen talede nu oftere ſammen, og Kroningen omhandledes ſom en afgjort Sag; der var ikke Spørgsmaal om andet, end at viſe Kongen al optænkelig Ære. Men imidlertid havde Cardinalen ogſaa flere Sammenkomſter med Biſkopperne, ſaavel ſom med Erkebiſkoppen, da denne omſider indtraf i Bergen. Og nu, ſiges der, begyndte Kongen at merke en kjendelig Forandring i Cardinalens Tale. Naar Kronings-Aaliggendet kom paa Bane, ytrede Cardinalen ſig mere und-

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249, 250.