komme an paa Kongen, og da det var saa seent paa Aftenen, forblev han om Natten ombord paa sit Skib. Morgenen efter, da Morgentiderne vare sungne, gik Kongen med sin Hird ombord paa sin prægtige, med forgyldt Hoved forsynede Femogtyvesesse, Dragen, og roede ud til Cardinalen, idet ogsaa alle de Sysselmænd, der vare i Byen, fulgte ham med deres Skibe. Ledsaget af alle sine Lendermænd og Hirdstjorer begav han sig ombord til Cardinalen, og man hilsede hinanden fra begge Sider paa det venligste. Cardinalen fulgte derpaa Kongen tilbage til Bryggen, hvor de forsamlede Biskopper, Sæculargejstlige og Munke modtoge ham i højtidelig Procession. Erkebiskoppen var endnu ikke ankommen til Byen.
Siden lod Kongen blæse til Things ude paa Christkirkegaarden, og indfandt sig der med Cardinalen, som voldt en Tale til Forsamlingen. Han begyndte Talen saaledes: „Jeg vil herved gjøre Alle vitterligt, at jeg er kommen hid til Landet med Guds Miskund og efter Pavens Beskikkelse for at forkynde Christi Navn og krone eders Konge. Ikke sendte han i dette Erende kun en Prest eller anden Gejstlig med liden Myndighed, men derimod en Mand som mig, der er en af Cardinalerne selv, med biskoppelig Værdighed, og saa stor Myndighed til at løse og binde alle Sager, som om Paven selv var her, thi det er hans Ønske at dette skal skee saa meget til Kongens Hæder, som muligt“. Derpaa, heder det, talte han den almindelige Tro for Folket, og sluttede med at give det sin Velsignelse. Her fristes man til at spørge, om han talte paa Latin og lod sine Ord oversætte, eller kunde gjøre sig forstaaelig for Mængden. For en Mand, der havde formaaet, endog at tilegne sig det gamle preussiske Sprog kan det vel ej have været synderlig vanskeligt, under det tidligere Ophold i Lifland at lære Dansk eller Svensk, og derfor er der stor Sandsynlighed for, at han kan have prædiket i et af disse Sprog, i hvilket Fald de Tilstedeværende ganske vist maa have kunnet forstaa ham. Der nævnes, vel at merke, ingensteds noget om at han brugte Tolk, og af den hele Beretning om hans Optræden i Norge faar man det Indtryk, at han kunde gjøre sig forstaaelig for Indbyggerne[1].
Cardinalen og Kongen talede nu oftere sammen, og Kroningen omhandledes som en afgjort Sag; der var ikke Spørgsmaal om andet, end at vise Kongen al optænkelig Ære. Men imidlertid havde Cardinalen ogsaa flere Sammenkomster med Biskopperne, saavel som med Erkebiskoppen, da denne omsider indtraf i Bergen. Og nu, siges der, begyndte Kongen at merke en kjendelig Forandring i Cardinalens Tale. Naar Kronings-Aaliggendet kom paa Bane, ytrede Cardinalen sig mere und-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 249, 250.
