og dets gavmilde Englændere sin Velsignelse, og betroede sig, beriget, til Nordhavets Bølger“. Men uagtet man saaledes ikke synes at have været videre tilfreds med hans Ophold i England, saa havde man dog ladet det være sig magtpaaliggende at afskrække ham fra at rejse til Norge; som Bevæggrund hertil angives Uvilje mod Norges Konge og Nordmændene, men da der ingensteds ellers paa denne Tid findes Spor af noget spendt Forhold mellem England og Norge, skulde man snarere tro, at det kun har været de samme Fordomme om Norges barske Klima og ringe Culturtilstand, som de, man endnu finder hos saa mange Fremmede, endog af de mere oplyste Klasser, hvilke da,.ligesom nu, gjorde sig gjeldende. Thi man søgte at skræmme ham med, at han ingen Hæder vilde faa i Norge, at han neppe vilde kunne faa ordentlig Føde, at Folket var raat, grumt og næsten dyrisk, at Havet var stormfuldt og farligt. Men Cardinalen havde seet for meget af Norden og virkelig raa og barske Folk til at lade sig skræmme herved. „Da jeg var fjernere fra Norge end nu“, sagde han, „hørte jeg bedre Skudsmaal om Landet og Folket; man har sagt mig at der findes mange gode Christne i Landet, og at Kongen er en forstandig Mand. Landets Erkebiskop har jeg selv seet, og tykkes det mig, at han saa ud til at være en god Høvding; ligeledes skal, efter hvad jeg har hørt, Lydbiskopperne være forstandige Mænd, og deraf vil igjen meget andet godt følge. Mit Erende til dem er et dobbelt, og vil, som jeg haaber, nyde tilbørlig Anerkjendelse af alle gode Mænd; nemlig deels at forkynde dem Jesus Christus, Guds sande Søn, deels at krone Kongen med Guds Miskund og efter Pavens Foranstaltning. Skal jeg da end lide nogen Mangel paa Spise og Drikke, saa vil jeg dog ikke ømme mig derved“[1]. Sandsynligviis have dog disse Forespejlinger af den daarlige Kost, der vilde vante i Norge, bevæget Cardinalen til at forsyne sig saa overflødigt, som Matthæus beretter. Overrejsen synes at have været kort og heldig, thi han landede allerede den 17de Juni ved Utsire. Derfra sendte han nogle Folk forud til Bergen, for at melde Kongen sin Ankomst, og gik selv lidt senere til Sejls; men Vinden var saa god, at han indhentede Sendebudene, og kom omtrent samtidigt med dem seent om Aftenen sejlende ind paa Bergens Vaag[2]. Kongen sendte strax en Deputation til ham for at byde ham velkommen og høre, hvad der stod til Tjeneste. Cardinalen lod alt
