Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
25
1247. Cardinal Villjam lander i Norge.

og dets gavmilde Englændere ſin Velſignelſe, og betroede ſig, beriget, til Nordhavets Bølger“. Men uagtet man ſaaledes ikke ſynes at have været videre tilfreds med hans Ophold i England, ſaa havde man dog ladet det være ſig magtpaaliggende at afſkrække ham fra at rejſe til Norge; ſom Bevæggrund hertil angives Uvilje mod Norges Konge og Nordmændene, men da der ingenſteds ellers paa denne Tid findes Spor af noget ſpendt Forhold mellem England og Norge, ſkulde man ſnarere tro, at det kun har været de ſamme Fordomme om Norges barſke Klima og ringe Culturtilſtand, ſom de, man endnu finder hos ſaa mange Fremmede, endog af de mere oplyſte Klasſer, hvilke da,.ligeſom nu, gjorde ſig gjeldende. Thi man ſøgte at ſkræmme ham med, at han ingen Hæder vilde faa i Norge, at han neppe vilde kunne faa ordentlig Føde, at Folket var raat, grumt og næſten dyriſk, at Havet var ſtormfuldt og farligt. Men Cardinalen havde ſeet for meget af Norden og virkelig raa og barſke Folk til at lade ſig ſkræmme herved. „Da jeg var fjernere fra Norge end nu“, ſagde han, „hørte jeg bedre Skudsmaal om Landet og Folket; man har ſagt mig at der findes mange gode Chriſtne i Landet, og at Kongen er en forſtandig Mand. Landets Erkebiſkop har jeg ſelv ſeet, og tykkes det mig, at han ſaa ud til at være en god Høvding; ligeledes ſkal, efter hvad jeg har hørt, Lydbiſkopperne være forſtandige Mænd, og deraf vil igjen meget andet godt følge. Mit Erende til dem er et dobbelt, og vil, ſom jeg haaber, nyde tilbørlig Anerkjendelſe af alle gode Mænd; nemlig deels at forkynde dem Jeſus Chriſtus, Guds ſande Søn, deels at krone Kongen med Guds Miſkund og efter Pavens Foranſtaltning. Skal jeg da end lide nogen Mangel paa Spiſe og Drikke, ſaa vil jeg dog ikke ømme mig derved“[1]. Sandſynligviis have dog disſe Foreſpejlinger af den daarlige Koſt, der vilde vante i Norge, bevæget Cardinalen til at forſyne ſig ſaa overflødigt, ſom Matthæus beretter. Overrejſen ſynes at have været kort og heldig, thi han landede allerede den 17de Juni ved Utſire. Derfra ſendte han nogle Folk forud til Bergen, for at melde Kongen ſin Ankomſt, og gik ſelv lidt ſenere til Sejls; men Vinden var ſaa god, at han indhentede Sendebudene, og kom omtrent ſamtidigt med dem ſeent om Aftenen ſejlende ind paa Bergens Vaag[2]. Kongen ſendte ſtrax en Deputation til ham for at byde ham velkommen og høre, hvad der ſtod til Tjeneſte. Cardinalen lod alt

    ter propter ipsum artificialiter fuerant composita. Jvfr. Matth. af Weſtminſter, S. 214.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 249.
  2. Af Beretningen i Sagaen Cap. 249 ſynes man at maatte ſlutte, at dette var ſamme Dag, han var ankommen til Utſire, eller Botolfsmesſedagen.