og det kunde vel ogsaa hænde sig, at flere yngre, umodne Mænd derfor nærede mindre Agtelse for Magnus, end han fortjente. Paa dette Thing anordnede Kongen ogsaa mangt og meget, der vedkom Landets indre Forhold; navnlig bestemte han, at Sysselmændene ikke skulde paatale Sager, uden de aller største, saa længe han var borte: dette viser, at han ikke troede at hans Fraværelse vilde blive langvarig, thi det vilde ikke kunne have gaaet an, at Sagerne henstode et heelt Aar upaatalte; han gjorde saaledes ganske sikkert Regning paa at komme hjem igjen til Høsten[1]. Muligt, at det først var ved denne Lejlighed, at den sør omtalte Nedsættelse af Bøderne fandt Sted, dog er det rimeligere, at det skede paa Rigsmødet i 1260, saaledes som vi ovenfor have antaget[2], da man snarest skulde formode, at han paa dette Thing i Bergen udelukkende har indskrænket sig til Foranstaltninger, der stode i Forbittdelse med Toget, og med Rigsstyrelsen i hans Fravær. Af Gejstlige bestemte han sig til at medtage ikke færre end tvende Biskopper, Gilbert af Hamar og Thorgils af Stavanger, den første sikkert fordi han ved sine tidligere Forbindelser i de vestlige Lande og overhoved ved sit Kjendskab til Forholdene der kunde være meget nyttig; fremdeles Kansleren, Sira Askatin, Thorleif, Abbeden i Holms Kloster, samt flere Prester, Klerker og Munke. Formodentlig var det efter Gilberts eget Andragende, at han den 6te Juni, under Udrustningerne, udstedte et Brev til alle Indbyggerne i Hamars Biskopsdømme, hvori han paalagde dem at yde deres Tiende ordentligt, og præstere Biskoppen hvad der tilkom ham, navnlig Ride-Skyds, idet han indskærpede Sysselmænd og haandgangne Mænd at understøtte Biskoppens Ombudsmænd og straffe de vrangvillige[3]. Ligeledes var det vel omtrent paa denne Tid, at han sendte Hallvard Guldsko anden Gang til Island.
Kongen bestemte at de erfarne Lendermænd Gaut Jonssøn paa Mel og Nikolas paa Giske, Søn af Peter Paalssøn, der var død om Vaaren 1254[4], skulde blive tilbage hos Magnus som hans Raadgivere. Ellers synes de fleste Lendermænd og øvrige anseede Mænd at være blevne med paa Toget. Det Skib, hvorpaa han selv vilde sejle, heed Christsuden[5]; han havde, sytti det synes, nylig ladet det bygge i Ber-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 137.
- ↑ Se ovenfor S. 200.
- ↑ Norges gl. Love, I. S. 462. De Principer, Kongen her udtaler om alle christne Kongers Forpligtelse til at fremme Guds Budord med al den Magt, der er dem forlenet, og saaledes ogsaa med Hensyn til Tienden, ere ret merkelige.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 282. Annalerne, ved 1254.
- ↑ At det heed Christsuden, sees af de isl. Annaler S. 148. Der staar udtrykkeligt (ved 1276): „det Skib, Kong Magnus kaldte Christsuden og som hans
