Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/407

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
393
1263. Kong Haakon ruſter ſig til Toget mod Skotland

virkelig ſendt Krigsfolk til Landſkabet for at underkaſte det et Slags militær Occupation. Dette kunde nok vække Jarlens Harme. Men da man dog maa formode, at han ſom Skotlænding baade paa fædrene og mødrene Side, beſlægtet med de mægtigſte Ætter af Skotland og ſelv ligeſaa meget ſkotſk ſom norſk Vaſall, havde ſterkeſt Sympathi for Skotland, og at det ſaaledes ej kan være Forkjærlighed, der bragte ham til at erklære ſig for Haakon, maa man anſee dette hans Valg ſom Tegn paa, at han frygtede Haakon og hans Flaade mere end Alexander, eller at han har betragtet Norge ſom det mægtigſte af begge Riger. Maa kan man rigtignok ikke vide, om ej ogſaa muligviis de Partihenſyn, der i det af Magnat-Factioner uophørligt ſplittede Skotland ſpillede en faa betydelig Rolle, ogſaa her kunne have gjort ſig gjeldende; om han ikke muligviis kan bade bort til det Parti, der var fiendtligt ſindet mod de mægtige Comyner, hvilke nu i længere Tid havde haft den ſtørſte Indflydelſe, og om han ikke endog kan have rejſt over til Norge med Breve fra hine Misfornøjede. Skoterne tænkte paa at foretage et nyt Angreb paa Syderøerne ogſaa denne Sommer, men Kong Duggall bragte ud, at der ſnart vilde komme en Flaade fra Norge paa 40 Skibe. Dette gjorde Skoterne noget ængſtlige til Mode, ſaa at de for det førſte indſtillede det paatænkte Angreb[1].

Da de opbudne Skarer paa det nærmeſte vare komne ſammen, kaldte Kongen dem til et almindeligt Thing oppe paa Bakkerne, hvor ſaaledes en betydelig Krigsmagt forſamlede ſig. Her bekjendtgjorde han førſt og fremſt ſin Beſlutning at drage veſt over Havet og hevne de Voldsgjerninger, Skoterne havde øvet mod hans Rige. Kong Magnus tilbød ſig at drage i hans Sted, ſaa at han ſelv kunde blive tilbage; hans Fader takkede ham med mange fagre Ord for hans gode Vilje, men ſagde dog, at det vel blev det bedſte, at han ſelv anførte Toget, da han var ældre og mere erfaren, og desuden vidſte bedre Beſked om Forholdene der veſter. Derimod overdrog han Magnus Regjeringen i Norge for den Tid, han var borte. I en Folkeviſe, ſom vi nedenfor nærmere ſkulle omtale, og ſom efter al Sandſynlighed er ſamtidig, heder det at Kongen bød ſin Søn Magnus at være hjemme og „raade for Bergen og Vargøhuus“, at Magnus undſkyldte ſig med ſin Ungdom og Faakundighed til at foreſtaa en ſaa ſtor Almue, men at Kongen ſvarede: „du kan ikke lide den ſalte So og ſaa den ſterke Bølge“[2]. Dette er vel neppe blevet ſagt, men der maa dog have gaaet Rygte om at Ordene faldt ſaaledes, og det røber temmelig tydeligt den almindelige Tro om Kong Magnus, at han ikke var ſynderlig krigerſk. Heri tog man vel heller ikke Fejl,

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 317.
  2. Viſen, Str. 7 og 8. Merkeligt er det, at Vargøhuus allerede her omtales.