Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/407

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
393
1263. Kong Haakon ruster sig til Toget mod Skotland

virkelig sendt Krigsfolk til Landskabet for at underkaste det et Slags militær Occupation. Dette kunde nok vække Jarlens Harme. Men da man dog maa formode, at han som Skotlænding baade paa fædrene og mødrene Side, beslægtet med de mægtigste Ætter af Skotland og selv ligesaa meget skotsk som norsk Vasall, havde sterkest Sympathi for Skotland, og at det saaledes ej kan være Forkjærlighed, der bragte ham til at erklære sig for Haakon, maa man ansee dette hans Valg som Tegn paa, at han frygtede Haakon og hans Flaade mere end Alexander, eller at han har betragtet Norge som det mægtigste af begge Riger. Maa kan man rigtignok ikke vide, om ej ogsaa muligviis de Partihensyn, der i det af Magnat-Factioner uophørligt splittede Skotland spillede en faa betydelig Rolle, ogsaa her kunne have gjort sig gjeldende; om han ikke muligviis kan bade bort til det Parti, der var fiendtligt sindet mod de mægtige Comyner, hvilke nu i længere Tid havde haft den største Indflydelse, og om han ikke endog kan have rejst over til Norge med Breve fra hine Misfornøjede. Skoterne tænkte paa at foretage et nyt Angreb paa Syderøerne ogsaa denne Sommer, men Kong Duggall bragte ud, at der snart vilde komme en Flaade fra Norge paa 40 Skibe. Dette gjorde Skoterne noget ængstlige til Mode, saa at de for det første indstillede det paatænkte Angreb[1].

Da de opbudne Skarer paa det nærmeste vare komne sammen, kaldte Kongen dem til et almindeligt Thing oppe paa Bakkerne, hvor saaledes en betydelig Krigsmagt forsamlede sig. Her bekjendtgjorde han først og fremst sin Beslutning at drage vest over Havet og hevne de Voldsgjerninger, Skoterne havde øvet mod hans Rige. Kong Magnus tilbød sig at drage i hans Sted, saa at han selv kunde blive tilbage; hans Fader takkede ham med mange fagre Ord for hans gode Vilje, men sagde dog, at det vel blev det bedste, at han selv anførte Toget, da han var ældre og mere erfaren, og desuden vidste bedre Besked om Forholdene der vester. Derimod overdrog han Magnus Regjeringen i Norge for den Tid, han var borte. I en Folkevise, som vi nedenfor nærmere skulle omtale, og som efter al Sandsynlighed er samtidig, heder det at Kongen bød sin Søn Magnus at være hjemme og „raade for Bergen og Vargøhuus“, at Magnus undskyldte sig med sin Ungdom og Faakundighed til at forestaa en saa stor Almue, men at Kongen svarede: „du kan ikke lide den salte So og saa den sterke Bølge“[2]. Dette er vel neppe blevet sagt, men der maa dog have gaaet Rygte om at Ordene faldt saaledes, og det røber temmelig tydeligt den almindelige Tro om Kong Magnus, at han ikke var synderlig krigersk. Heri tog man vel heller ikke Fejl,

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 317.
  2. Visen, Str. 7 og 8. Merkeligt er det, at Vargøhuus allerede her omtales.