Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/402

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
388
Haakon Haakonsſøn.

da Døden overraſkede ham ved Kjarbarø den 8de Juli 1249[1], og Fiendtlighederne for det førſte indſtilledes af dem, der ſtyrede paa hans ſyv- eller aatte-aarige Søn Alexander den 3dies Vegne. I den lange Mindreaarighedstid laa de ſkotſke Magnater for det meſte i Fejde med hinanden indbyrdes om, hvilket Parti der ſkulde føre Formynderſkabet; man havde derfor ikke Tid til at beſkjeftige ſig med de ſyderøiſke Anliggender, og den norſke Konges Autoritet blev derfor temmelig urokket paa Øerne. Saaledes var der heller ikke blevet noget af, at Eogan af Argyll, eller Kong Jon, ſom han kaldtes, formelig ſagde ſig fri fra det norſke Lensforhold og hyldede den ſkotſke Konge, hvortil han af Frygt for den Krig, hvormed Alexander den 2den truede, havde erklæret ſig villig; han erkjendte viſtnok nu, ſom det allerede ovenfor er viiſt, Nødvendigheden af, i Tilfældet af en aabenbar Krig mellem Norge og Skotland, da at tage Parti med det ſidſte Rige, hvor han havde de ſtørſte Beſiddelſer, men den mod Forventning indtrufne og temmelig langvarige Fredstilſtand ſparede ham endnu en Tidlang for at gjøre noget beſtemt Skridt, uagtet han for øvrigt neppe lagde Dølgsmaal paa, at han heldede til den ſkotſke Side, og derfor ogſaa, ſom vi have ſeet, optraadte mere i Egenſkab af ſkotſk Magnat end af norſk Underkonge. Han ſynes derfor heller ikke længer af Nordmændene at have været regnet ſom den egentlige Konge i denne nordlige Deel af Øerne; thi der er nu for det meſte kun Tale om „Kongen“, ikke om „Kongerne“, og denne Konge var Eogans Frænde, den før omtalte Duggall Søn af Ruaidhri (Dugald Mac Rory), der var Kong Haakon ſærdeles hengiven og ubrødelig tro. Duggalls Søn Erik opholdt ſig endog i Norge og ved Haralds Hird[2], ſandſynligviis, efter de Tiders Skik, ſom et Slags Gisſel for Faderens Troſkab, dog vel mere for Formens Skyld, end fordi det virkelig behøvedes. Paa Man herſkede Kong Magnus Olafsſøn, der ligeledes var Kong Haakon tro. Saaledes ſtode Tingene hen, indtil Kong Alexander var bleven voxen, og gift med Margrete, en Datter af den engelſke Konge Henrik den 3die. Han opnaaede vel ikke den egentlige Myndighedsalder førend i 1262, men det forſtod ſig dog af ſig ſelv, at han, da det lakkede mod denne Tid, og allerede i ſig ſelv var fuldvoxen, udøvede ſtor Indflydelſe paa Regjerings-Anliggenderne. Navnlig optog han ivrigt ſin Faders Plan, at lægge Syderøerne til det ſkotſke

  1. Se ovenfor S. 66.
  2. Dette ſees deraf, at han i 1263 nævnes blandt Kongens nærmeſte Omgivelſer. Saavel af Navnet ſom af den Omſtændighed at han ſenere optræder næſten udelukkende ſom norſk Høvding, og forblev i Norge efter Syderøernes Afſtaaelſe, ſkulde man formode at han endog er bleven opdragen i Norge.