ved hans Sag, hvorfor han maatte oppebie Urbanus’s Valg; denne medgav ham en Skrivelse, hvori det vel overdroges Erkebiskoppen at vælge den nye Biskop i Hamar, men dog med det Smag„ at han efter Kongens Ønske skulde vælge Gilbert. Dette skede da, og Gilbert indviedes, som det tidligere er berettet, den 4de Marts 1263 tilligemed Biskop Brand til Hole af Erkebiskop Einar, med Bistand af Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger, i Christkirken i Nidaros, sandsynligviis ogsaa i Overvær af begge Kongerne, som den Vinter opholdt sig i Throndhjem. Erkebiskoppen, siges der, var i denne Tid sygelig, og besøgte kun sjelden Kongen, men alt løb dog nok saa vel af mellem dem, især ved Kong Magnus’s Bestræbelser.
Imidlertid prædikedes der flittigt Korstog mod hine Christenhedens Fiender, og Pave Urban overdrog fremdeles Dominicanernes Provincialprior for Dacien Overopsigten hermed i hans Provins. Skjønt Kong Haakon ikke egentlig lagde nogen Hindringer derimod, syntes han dog slet ikke om at dette Hverv ikke heller var overdraget til dertil skikkede Mænd i hans eget Rige. Han har rimeligviis fra tidligere Dage hast noget imod Broder Absalon, ligesom Forholdet mellem Danmark og Norge paa denne Tid, om end tilsyneladende fredeligt, dog ikke var videre venskabeligt, fornemmelig paa Grund af de Vanskeligheder, som gjordes ved Opladelsen af de Ejendomme, der tilhørte Dronning Ingeborg. Heri har vel ogsaa Erkebiskoppen og den øvrige norske Sæculargejstlighed, der havde saa meget imod Dominicanerne, givet ham Medhold, og for en stor Deel bidraget til, at han virkelig affærdigede Sognepresten til Strandvik, Agmund[1], til Paven i dette specielle Erende, med et Brev, hvori han udtalte sin Forundring over at Paven ej havde overdraget Hvervet til en norsk Gejstlig, og anholdt om at dette nu maatte skee, saa meget mere som baade han selv og hans Undersaatter for øvrigt vare villige og rede til at hjelpe og bistaa den, hvem dette Erende blev til Deel. Pave Urban viiste sig lige saa føjelig mod Haakon, som hans Forgængere. Han tilbagekaldte det Broder Absalon givne Hverv, og overdrog det derimod til Erkebiskop Einar, idet han tillige ved en særskilt Skrivelse[1] befalede Norges øv-
- ↑ 1,0 1,1 I Afskriften af det pavelige Brev, Dipl. Norv. I. No. 58, kaldes han Admundus, men da et Navn som Admund er aldeles ukjendt i Norsk, og man heller ikke her kan tænke paa Edmund, da dette Navn maatte være Pavestolen be-
samtidigt med Brands. Under disse Omstændigheder kan man godt antage, at Gilbert og de norske Befuldmægtigede tilsammen have forladt ham i Juli 1262. Sturlunga Saga I. 27 siger derhos udtrykkeligt, at da Erkebiskop Einar i Fasten (efter 11te Febr.) raadslog om Brands Valg, var Gilbert og de øvrige, som havde faret med ham, komne fra Curien. Disse vare rimeligviis Gesandterne til det paatænkte Kirkemøde.
