Denne Anseelse, hvori han stod, fornemmelig som Herre over en vældig Sømagt, var vel ogsaa en af de væsentlige Grunde til den Forekommenhed og Eftergivenhed, den pavelige Curie ufravigeligt viste mod ham, og den bekræfter noksom, hvad ogsaa Hollands Exempel senere tilfulde bar viist, at en mindre Stat, der paa Grund af sin Beliggenhed og Folkets særegne Beskaffenhed er i Stand til at underholde og bemande en betydelig Flaade, derved kan komme til at opnaa en Magt og Anseelse blandt andre Stater og spille en politiske Rolle, der aldeles ikke staar i Forhold til dens Folkemængde og øvrige Hjelpekilder: en Rolle, Norge ogsaa kunde have vedblevet at spille, hvis ikke, som allerede tidligere omtalt, Tidens Aand og Omstændighederne havde medført, at Søkrigsvæsenet tilsidesattes for Riddervæsenets Affødning, Kampen til Lands og Anvendelsen af lejede Landtropper; men mod hvilken ærefulde Stilling intet nu omstunder hindrer vort Fædreland i at stræbe, ja som det endog meget mere er anviist paa i det mindste tilnærmelsesviis at indtage, naar kun Nationens indre Kræfter faa udvikle sig frit, naturligt, og i den med dens Charakteer og særegne Beskaffenhed bedst overeensstemmende Retning.
Tatarernes eller Mongolernes nye Fremskridt under Mandschu, Gajuks Efterfølger (1251–1259) og i den nærmeste Tid strax efter hans Død, idet de ej alene udbredte sig over Syrien og Mesopotamien, men tillige truede Ungarn og herjede Polen, vakte store Bekymringer hos Pave Alexander. Han havde udskrevet et stort almindeligt Kirkemøde, der skulde holdes i Rom 14 Dage efter Paaske i 1261, og til hvilket vistnok ogsaa den norske Gejstlighed var indkaldt. Men Frygten for at dette kunde more noget Afbræk i de Udrustninger, der nu maatte ansees uomgængeligt nødvendige mod hine Christenhedens fælles Fiender, bevægede ham til at udsætte Kirkemødet indtil videre, og derimod at tilskrive alle christne Konger, Hertuger, Erkebiskopper, Biskopper, og andre Fyrster, at de med Raad og Daad maatte forsvare sig og Christendommen mod Barbarerne, samt nøje overlægge om, hvilke Midler hertil varede tjenligste, og hvorledes man kunde faa samlet en stor Hærmasse imod dem paa det bekvemmeste Sted. Naar de vel havde overvejet dette, skulde de inden 6te Juli sende Befuldmægtigede og Sendebud til det apostoliske Sæde for der videre at raadslaa om denne Sag. Med andre Ord, det tidligere udskrevne Concilium udsattes til nys nævnte Dag, og Forsvaret mod Tatarerne bestemtes til Hovedgjenstand for de vordende Forhandlinger[1]. Men allerede over en Maaned for den bestemte Samlingstid afgik Pave Alexander ved Døden, den 25de Mai 1261, og det
- ↑ Raynaldus, ved 1264, No. 4–6.
