Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/398

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
384
Haakon Haakonsſøn.

Denne Anſeelſe, hvori han ſtod, fornemmelig ſom Herre over en vældig Sømagt, var vel ogſaa en af de væſentlige Grunde til den Forekommenhed og Eftergivenhed, den pavelige Curie ufravigeligt viſte mod ham, og den bekræfter nokſom, hvad ogſaa Hollands Exempel ſenere tilfulde bar viiſt, at en mindre Stat, der paa Grund af ſin Beliggenhed og Folkets ſæregne Beſkaffenhed er i Stand til at underholde og bemande en betydelig Flaade, derved kan komme til at opnaa en Magt og Anſeelſe blandt andre Stater og ſpille en politiſke Rolle, der aldeles ikke ſtaar i Forhold til dens Folkemængde og øvrige Hjelpekilder: en Rolle, Norge ogſaa kunde have vedblevet at ſpille, hvis ikke, ſom allerede tidligere omtalt, Tidens Aand og Omſtændighederne havde medført, at Søkrigsvæſenet tilſideſattes for Riddervæſenets Affødning, Kampen til Lands og Anvendelſen af lejede Landtropper; men mod hvilken ærefulde Stilling intet nu omſtunder hindrer vort Fædreland i at ſtræbe, ja ſom det endog meget mere er anviiſt paa i det mindſte tilnærmelſesviis at indtage, naar kun Nationens indre Kræfter faa udvikle ſig frit, naturligt, og i den med dens Charakteer og ſæregne Beſkaffenhed bedſt overeensſtemmende Retning.

Tatarernes eller Mongolernes nye Fremſkridt under Mandſchu, Gajuks Efterfølger (1251—1259) og i den nærmeſte Tid ſtrax efter hans Død, idet de ej alene udbredte ſig over Syrien og Meſopotamien, men tillige truede Ungarn og herjede Polen, vakte ſtore Bekymringer hos Pave Alexander. Han havde udſkrevet et ſtort almindeligt Kirkemøde, der ſkulde holdes i Rom 14 Dage efter Paaſke i 1261, og til hvilket viſtnok ogſaa den norſke Gejſtlighed var indkaldt. Men Frygten for at dette kunde more noget Afbræk i de Udruſtninger, der nu maatte anſees uomgængeligt nødvendige mod hine Chriſtenhedens fælles Fiender, bevægede ham til at udſætte Kirkemødet indtil videre, og derimod at tilſkrive alle chriſtne Konger, Hertuger, Erkebiſkopper, Biſkopper, og andre Fyrſter, at de med Raad og Daad maatte forſvare ſig og Chriſtendommen mod Barbarerne, ſamt nøje overlægge om, hvilke Midler hertil varede tjenligſte, og hvorledes man kunde faa ſamlet en ſtor Hærmasſe imod dem paa det bekvemmeſte Sted. Naar de vel havde overvejet dette, ſkulde de inden 6te Juli ſende Befuldmægtigede og Sendebud til det apoſtoliſke Sæde for der videre at raadſlaa om denne Sag. Med andre Ord, det tidligere udſkrevne Concilium udſattes til nys nævnte Dag, og Forſvaret mod Tatarerne beſtemtes til Hovedgjenſtand for de vordende Forhandlinger[1]. Men allerede over en Maaned for den beſtemte Samlingstid afgik Pave Alexander ved Døden, den 25de Mai 1261, og det

  1. Raynaldus, ved 1264, No. 4—6.