Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/397

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
383
1255—1263. Kong Haakons ſidſte Forhandlinger med Paveſtolen.

Sommeren 1257 ſendtes af Kong Chriſtopher til Kong Haakon, for at anholde om Vaabenſtilſtand og Fredsmøde[1]. Vi have ligeledes ſeet, at Pave Alexander i 1255 ſøgte at benytte ſig af Kong Haakons tidligere Korstogsløfte for at faa ham til at kæmpe for de pavelige Interesſer i Nedre-Italien, ſaavel ſom at dette upaatvivleligt ſtod i Forbindelſe med den ſpanſke Konges ivrige Tilnærmelſer[2]; men at Kong Haakon holdt Stand mod alle Overtalelſer, og hverken bed Løfter eller Smiger lod ſig forlede til at gjøre ſtore, bekoſtelige Udruſtninger og drage langt hen i fjerne Lande for at ſkaffe andre, ham uvedkommende, Fyrſter Riger og Lande paa ſin fordums Ven Kejſer Frederiks, eller hans Ætlingers Bekoſtning. Hvad der her iſær ſtod ſaavel Paven ſom de andre ſydeuropæiſke Fyrſter for Hovedet, og ſom fornemmelig bragte dem til at ſøge Haakons Venſkab, var unegteligt det Ro, der gik af hans mægtige Flaade, og af Nordmændenes Tapperhed og Færdighed i at ſtride til Søs, hvori det lader til at man har anſeet dem alle andre daværende Nationer overlegne. Dette fremgaar aabenbart af Kong Ludvig den 9des Skrivelſe til Haakon i 1248, ſom vi ovenfor have omtalt, hvori den franſke Konge ej alene anmodede ham om at gjøre ham Følge paa det foreſtaaende Tog til det “hellige Land, men endog tilbød ham „ſom mægtig og erfaren paa Havet“ Befalingen over den franſke Flaade, der ſkulde deeltage i Toget[3]. Det tør vel hænde, at man for en Deel kan have overført uklare Erindringer fra den gamle Vikingetid om Nordmannernes Vælde til Søs paa de ſenere Nordmænd, hvilke man antog for lige ſaa ſtridbare og driſtige Sømænd ſom hine; men ſaa meget er viſt, at om denne Overførelſe i ſig ſelv ikke var fuldkommen berettiget, gav dog den Stilling, Kong Haakon nu indtog i Norden, og overhoved i hele Nordeuropa, god Anledning dertil; hun havde virkelig nu en Flaade, ſaa ſtor, vel ruſtet og vel bemandet, ſom neppe nogen Fyrſte i hele Europa for Øjeblikket havde; den kunde i Haſt ſamles og bringes paa hvad Punkt det ſkulde bære; med den havde han to Gange ſpillet Meſter i Danmark, førſte Gang da han tvang Kong Chriſtopher til at ſlutte Fred, og anden Gang, da det blotte Rygte om hans Nærmelſe befriede Sjæland fra Vendernes Ødelæggelſer, og i det hele taget bidrog til at gjenoprette Fred og Orden i Landet. Vi ville ogſaa ſnart i det følgende ſee, hvilken Ængſtelſe det blotte Rygte om hans foreſtaaende Ankomſt med en Flaade til de veſtlige Farvande vakte endog i England.

  1. Se ovenfor S. 162.
  2. Se ovenfor S. 126. 140, 185, 186.
  3. Se ovenfor S. 45.