Sommeren 1257 sendtes af Kong Christopher til Kong Haakon, for at anholde om Vaabenstilstand og Fredsmøde[1]. Vi have ligeledes seet, at Pave Alexander i 1255 søgte at benytte sig af Kong Haakons tidligere Korstogsløfte for at faa ham til at kæmpe for de pavelige Interesser i Nedre-Italien, saavel som at dette upaatvivleligt stod i Forbindelse med den spanske Konges ivrige Tilnærmelser[2]; men at Kong Haakon holdt Stand mod alle Overtalelser, og hverken bed Løfter eller Smiger lod sig forlede til at gjøre store, bekostelige Udrustninger og drage langt hen i fjerne Lande for at skaffe andre, ham uvedkommende, Fyrster Riger og Lande paa sin fordums Ven Kejser Frederiks, eller hans Ætlingers Bekostning. Hvad der her især stod saavel Paven som de andre sydeuropæiske Fyrster for Hovedet, og som fornemmelig bragte dem til at søge Haakons Venskab, var unegteligt det Ro, der gik af hans mægtige Flaade, og af Nordmændenes Tapperhed og Færdighed i at stride til Søs, hvori det lader til at man har anseet dem alle andre daværende Nationer overlegne. Dette fremgaar aabenbart af Kong Ludvig den 9des Skrivelse til Haakon i 1248, som vi ovenfor have omtalt, hvori den franske Konge ej alene anmodede ham om at gjøre ham Følge paa det forestaaende Tog til det “hellige Land, men endog tilbød ham „som mægtig og erfaren paa Havet“ Befalingen over den franske Flaade, der skulde deeltage i Toget[3]. Det tør vel hænde, at man for en Deel kan have overført uklare Erindringer fra den gamle Vikingetid om Nordmannernes Vælde til Søs paa de senere Nordmænd, hvilke man antog for lige saa stridbare og dristige Sømænd som hine; men saa meget er vist, at om denne Overførelse i sig selv ikke var fuldkommen berettiget, gav dog den Stilling, Kong Haakon nu indtog i Norden, og overhoved i hele Nordeuropa, god Anledning dertil; hun havde virkelig nu en Flaade, saa stor, vel rustet og vel bemandet, som neppe nogen Fyrste i hele Europa for Øjeblikket havde; den kunde i Hast samles og bringes paa hvad Punkt det skulde bære; med den havde han to Gange spillet Mester i Danmark, første Gang da han tvang Kong Christopher til at slutte Fred, og anden Gang, da det blotte Rygte om hans Nærmelse befriede Sjæland fra Vendernes Ødelæggelser, og i det hele taget bidrog til at gjenoprette Fred og Orden i Landet. Vi ville ogsaa snart i det følgende see, hvilken Ængstelse det blotte Rygte om hans forestaaende Ankomst med en Flaade til de vestlige Farvande vakte endog i England.
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/397
Denne siden er korrekturlest
383
1255–1263. Kong Haakons sidste Forhandlinger med Pavestolen.
