Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/395

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
381
1201. Grønlændingerne underkaſte ſig Kong Haakon.

ligviis helſt den Konge, med hvis Rige det for Reſten ſtod i nærmeſt Forbindelſe, eller med hvis Underſaatter det var i nærmeſt Nationalſlægtſkab. For Kongens Forfængelighed havde det vel ogſaa noget eget tillokkende, at kunne kalde ſig Herre over det yderſte Norden. Paa ſamme Tid, ſom Thord Kakale og Biſkop Henrik ſendtes til Island for at paaſkynde dette Lands Underkaſtelſe, ſendtes derfor ogſaa den Aaret forud til Biſkop Nikolas’s Eftermand indviede Olaf, om uvis Herkomſt og tidligere Stilling for Reſten intet andet vides, end at han ej var fød Grønlænding, til Grenland i ſamme Erende, det vil da ſige ved Siden af hans gejſtlige Hoved-Sysſel. Rimeligviis bar hun ogſaa medbragt et Brev fra Cardinalen eenslydende med det til Islands Indbyggere. Det lader ikke til, at Olaf i Førſtningen tog ſig videre af Sagen; maaſkee hun endogſaa mødte Modſtand, thi endnu ti Aar derefter havde Grønlændingerne ikke underkaſtet ſig Kong Haakon. Men om Høſten 1261, ſamtidigt med eller ſtrax efter Kong Magnus’s Giftermaal og Kroning, kom trende, ſom man maa formode norſke, Farmænd og Skibsſtyrere, Odd af Sjalt[1], Paal Magnusſøn og Knarrar-Leif, fra Grønland efter fire Aars Fraværelſe, og meldte at Grønlændingerne nu havde vedtaget ej alene at yde Skat til Kongen, men ogſaa at erlægge Bod til Kronen eller Thegngilde for alle Manddrab, hvad enten den dræbte var norſk eller grønlandſk, og hvad enten Drabet var ſkeet hjemme i Bygden eller oppe i Nordſæderne. Denne Underkaſtelſe var endnu fuldſtændigere end Islændingernes; thi for det førſte ſynes den at have været fælles vedtagen af det hele Folk, medens Island kun deelviis underkaſtede ſig, for det andet havde Grønlændingerne allerede ſtrax ved Siden af Skatteydelſen ogſaa vedtaget Thegngildet, der rigtignok ſynes at maatte være uadſkilleligt forbundet med Erkjendelſen af den ſaakaldte Thegnſkylda, eller Underſaatsforholdet til Kongen, men hvortil Islændingerne dog endnu ikke udtrykkeligt havde forpligtet ſig, og ſom heller ikke blev formeligt vedtaget førend i 1269[2], ſom det ſiden ſkal viſes. Hvorledes Sagen blev dreven paa Grenland, om de nys nævnte Mænd havde faaet noget Hverv af Kongen, og ſaaledes ſelv virket dertil, eller om de blot meldte, bvad de under deres Opbold der havde været Vidne til, vides ikke. Det ſones ſom om denne Underkaſtelſe ikke bar vakt liden Glæde eller Opſigt ved Hoffet, bvortil det vel ogſaa bidrog, at den ſkede tidligere end Islands, og ſaaledes var den førſte ſtørre Tilvæxt, Kongen paa denne Maade vandt til ſit Herredømme. Man pralede nu af, at Kongens Magt ſtrakte ſig lige op under Nord-

  1. Sjaltar, Sjólt, nu Sjold, efter hvilken den forhenværende ſaakaldte Sjolds Skibrede havde ſit Navn, er en Gaard i Birkelands Sogn ved Bergen.
  2. Se Annalerne ved dette Aar, ſamt Biſkop Laurentius’s Saga.