Tilværelse den lille grønlandske Coloni i det hele taget havde at friste, og hvor mange Vanskeligheder den havde at kæmpe med, blot for at kunne bestaa. Men den var nu engang bleven stiftet der, og Indbyggerne behagede sig i at danne en egen liden Stat for sig selv, med eget Hovedthing, egen Biskopsstol (skjønt den rigtignok siges i Kongespejlet kun at udgjøre en Trediedeel af et Biskopsdømme[1]), ja endog med tvende Klostre, det ene et Augustinerkloster i Ketilsfjord, indviet St. Olaf, det andet et Benedictiner-Nonnekloster i Ravnsfjord. Begge vare rimeligviis stiftede omkring 1200, maaskee fra Norge af, og synes, ligesom overhoved de kirkelige Stiftelser paa Grønland, at have haft forholdsviis ret gode Emolumenter[2]. Den Handel, som blev dreven med Landets Naturproducter, der alle hørte til det sjeldnere og kostbarere Slags, var ellers ret fordeelagtig. Vel havde den Lyst til at gjøre Opdagelsesrejser til fjernere Egne, der udmerkede de første Colonister, tabt sig, og om Farter til Viinland var der ikke mere Tale, dog droge, som det synes, Grønlands mægtigere Bønder hvert Aar til de inderste, nordlige Egne af Baffinsbugten, deels for at samle Drivtømmer, deels, og fornemmelig, for at fange Selhunde, der her fandtes i større Mængde og af hedre Slags end længer sydpaa. Til disse Farter, hvori dog ogsaa Nordmænd hyppigt synes at have deeltaget, havde de egne store og sterkt byggede Skuder. Disse nordlige Stationer, med et fælles Navn kaldte Nordsæderne (Nordrsetur), synes at have været paa forskjellige Steder fra Bjørne (Disko) af indtil den saakaldte Kroksfjord og Kroksfjordheid, der efter en løs Angivelse omtrentligt kan beregnes til at have ligget under 75 Grader nordlig Brede, og altsaa rimeligviis at søge ved det nu saakaldte Lancaster-Sund[3]. Handelen paa Grønland synes, som det allerede tidligere er nævnt, fornemmelig at være dreven fra Norge af, og dets Forbindelse med Norge saaledes at have været hyppigere end med det langt nærmere Island. Allerede dette maatte være nok for Kong Haakon til at gjøre Ønsket om Herredømmet over Grønland levende hos ham; hertil kom nu ogsaa det i Særdeleshed efter hans Kroning udtalte, og af Cardinal Villjam i Pavens Navn godkjendte Princip, at ethvert Folk skulde lyde en Konge, og da natur-
- ↑ Kongespejlet, S. 43.
- ↑ Se Grønl. hist. Mindesmerker III. S. 254, 255. Det er især den Omstændighed at Kongespejlet ikke omtaler disse Klostre, som bringer os til at sætte dem efter 1200. Kirkebø Benedictinerinde-Kloster paa Island stiftedes ej før 1186, og Flatø Augustinerkloster ikke før 1172; for det fjerne Grønland maa vi vel regne nogle Tiaar sildigere. At i det mindste Olafsklostret var stiftet fra Norge, synes dets Indvielse til St. Olaf at vise.
- ↑ Se „Grønlands hist. Mindesmerker“ III. 234–236, 881–885.
