Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/394

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
380
Haakon Haakonsſøn.

Tilværelſe den lille grønlandſke Coloni i det hele taget havde at friſte, og hvor mange Vanſkeligheder den havde at kæmpe med, blot for at kunne beſtaa. Men den var nu engang bleven ſtiftet der, og Indbyggerne behagede ſig i at danne en egen liden Stat for ſig ſelv, med eget Hovedthing, egen Biſkopsſtol (ſkjønt den rigtignok ſiges i Kongeſpejlet kun at udgjøre en Trediedeel af et Biſkopsdømme[1]), ja endog med tvende Kloſtre, det ene et Auguſtinerkloſter i Ketilsfjord, indviet St. Olaf, det andet et Benedictiner-Nonnekloſter i Ravnsfjord. Begge vare rimeligviis ſtiftede omkring 1200, maaſkee fra Norge af, og ſynes, ligeſom overhoved de kirkelige Stiftelſer paa Grønland, at have haft forholdsviis ret gode Emolumenter[2]. Den Handel, ſom blev dreven med Landets Naturproducter, der alle hørte til det ſjeldnere og koſtbarere Slags, var ellers ret fordeelagtig. Vel havde den Lyſt til at gjøre Opdagelſesrejſer til fjernere Egne, der udmerkede de førſte Coloniſter, tabt ſig, og om Farter til Viinland var der ikke mere Tale, dog droge, ſom det ſynes, Grønlands mægtigere Bønder hvert Aar til de inderſte, nordlige Egne af Baffinsbugten, deels for at ſamle Drivtømmer, deels, og fornemmelig, for at fange Selhunde, der her fandtes i ſtørre Mængde og af hedre Slags end længer ſydpaa. Til disſe Farter, hvori dog ogſaa Nordmænd hyppigt ſynes at have deeltaget, havde de egne ſtore og ſterkt byggede Skuder. Disſe nordlige Stationer, med et fælles Navn kaldte Nordſæderne (Nordrsetur), ſynes at have været paa forſkjellige Steder fra Bjørne (Diſko) af indtil den ſaakaldte Kroksfjord og Kroksfjordheid, der efter en løs Angivelſe omtrentligt kan beregnes til at have ligget under 75 Grader nordlig Brede, og altſaa rimeligviis at ſøge ved det nu ſaakaldte Lancaſter-Sund[3]. Handelen paa Grønland ſynes, ſom det allerede tidligere er nævnt, fornemmelig at være dreven fra Norge af, og dets Forbindelſe med Norge ſaaledes at have været hyppigere end med det langt nærmere Island. Allerede dette maatte være nok for Kong Haakon til at gjøre Ønſket om Herredømmet over Grønland levende hos ham; hertil kom nu ogſaa det i Særdeleshed efter hans Kroning udtalte, og af Cardinal Villjam i Pavens Navn godkjendte Princip, at ethvert Folk ſkulde lyde en Konge, og da natur-

  1. Kongeſpejlet, S. 43.
  2. Se Grønl. hiſt. Mindesmerker III. S. 254, 255. Det er iſær den Omſtændighed at Kongeſpejlet ikke omtaler disſe Kloſtre, ſom bringer os til at ſætte dem efter 1200. Kirkebø Benedictinerinde-Kloſter paa Island ſtiftedes ej før 1186, og Flatø Auguſtinerkloſter ikke før 1172; for det fjerne Grønland maa vi vel regne nogle Tiaar ſildigere. At i det mindſte Olafskloſtret var ſtiftet fra Norge, ſynes dets Indvielſe til St. Olaf at viſe.
  3. Se „Grønlands hiſt. Mindesmerker“ III. 234—236, 881—885.