Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/389

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
375
1263, 1264. Isl. Beg. Rangæingerne og Øſtfjordingerne underkaſte ſig.

landet erkjendt ſig ſkatſkyldigt under Kong Haakon. Nu ſtod kun Øſtfjordene tilbage. Her havde endnu Thorvard Thorarinsſøn meſt at ſige, uagtet den egentlige Arving til Herredømmet var Orm Ormsſøn, den yngſte Søn af Orm Jonsſøn paa Svinafell, fød ſtrax efter Faderens Død 1241, og derfor endnu kun et Barn, da hans ældre Brødre bleve dræbte 1252. Han var nu fuldvoxen og myndig, og Thorvard havde vel ſaaledes ſtrengt taget ikke længer nogen Ret til at optræde ſom øverſte Høvding. Hvad der bevægede ham til at udeblive fra Althinget 1262, uagtet han havde lovet at komme, vides ikke; maaſkee frygtede han, da det kom til Stykket, baade Navn og Hallvard, den ſidſte iſær fordi hun var Kongens Repræſentant, og ſaaledes havde at kræve vant til Regnſkab for Hirdmændene Thorgils Skardes og Bergs Drab. Men ved ſin Farbroder Biſkop Brands Overtalelſer lod han ſig omſider overtale til at give efter og underkaſte ſig. Ved Allehelgens-Mesſe-Tid 1263 gav han Brand det edelige Løfte, at han til næſte Sommer ſkulde drage over til Norge og ſøge Kongens Naade, hvilket Løfte han ogſaa opfyldte[1]. Det lader derhos til, at han ved ſamme Lejlighed afſtod ſin Magt til ſin Fætter Orm Ormsſøn, thi denne optræder nu ſom Øſtfjordingernes eller Sidemændenes Høvding, og i denne Egenſkab ſvor han ogſaa, den følgende Sommer, rimeligviis paa Althinget (1264), Underkaſtelſes- og Skatſkyldigheds-Eden for Øſtfjordingerne[2], i Forening med andre udvalgte Bønder fra hvert Vaarthing. Ogſaa dette maa viſtnok for en ſtor Deel tilſkrives Orms og Thorvards Farbroder Biſkop Brands kraftige Beſtræbelſer, ſkjønt han ikke oplevede at ſee det endelige Reſultat af dem, da han allerede bortrykkedes om Vaaren (den 26de Mai 1264), førend Althinget endnu traadte ſammen[3]. Maaſkee det ogſaa hjalp noget, at Efterretningen om Kong Haakons Død imidlertid var kommen til Island, thi der ſiges udtrykkeligt, at Islændingerne villigere underkaſtede ſig hans Søn Magnus, end ham. Maaſkee antoge de Magnus for at være mildere eller mindre ſtreng. Endnu om Sommeren 1264 kunde Hallvard Guldſko vende tilbage til Norge, og bringe Kong Magnus den glade Efterretning, at hele Islands Befolkning nu havde underkaſtet ſig ham. Han ledſagedes af Thorvard, der overgav ſig ganſke til Kongens Naade og opgav i hans Hænder den Magt, han endnu maatte beſidde, til Bod for Drabet paa Thorgils og Berg[4]. Kongen tilgav ham, og tillod ham det følgende Aar at vende tilbage til Island.

  1. Annalerne, ved 1263.
  2. Annalerne, ved 1264.
  3. Dagen angives i et Nekrologium.
  4. Magnus Haakonsſøns Saga Cap. 3.