thinget, ligesom Nordlændingernes og de andre Sønderlændingers Underkastelse Aaret forud, eller ogsaa paa Thingskaale. Altsaa havde nu hele Sønder-
midlertidigt Forlig, ifølge hvilket Thord skulde tilbringe den følgende Vinter hos Gissur, hvoraf der dog.intet blev, hvorimod Ingebjørg Sturlassøns Bryllup stod senere, to Dage før Martinsmesse, paa Stad hos Gissur, der ved denne Lejlighed gjorde Sturla til Lendermand og lovede ham Borgarfjorden. Derpaa heder det i Cap. 9, at Gissur, anden Sommer han opholdt sig paa Stad, altsaa 1260 (han havde bosat sig der Vaaren 1259) havde Møde paa Thingskaale med Rangæingerne, der nu svore ham og Kongen Troskabseed, hvorefter Thord Andressøn fulgte med ham nordefter og tilbragte den følgende Vinter hos ham. Det samme, lige fra Gissurs Ankomst til Landet, indtil Rangæingernes Troskabseed, gjentages i Cap. 20 og 21, og umiddelbart derefter fortælles der at Hallvard Guldsko kom ud det næste Aar: altsaa er det aabenbart, at hiint Møde paa Thingskaale og Rangæingernes Troskabseed henføres til 1260. Annalerne have ogsaa for 1259: „Gissur plyndrede paa Rangaarvalle“, og for 1260 omtale de. Modet paa Thingskaale saavel som Rangæingernes Troskabseed. Men nu fortælles der i Sturl. Saga Cap. 22–25 om nogle Affærer mellem Gissur og Thord Andressøn, som endte med dennes Tilfangetagelse og Henrettelse 27de Sept. 1264. At Aarstallet er rigtigt, sees deels af Annalerne, deels deraf, at Sagaen selv siger at Henrettelsesdagen var en Løverdag, hvilket kun passer paa 1264. Men Capitlet begynder med at Thord „reed fra Thinget øster over Aaerne“, efter at have skilts fra Gissur „nok saa anstændigt paa Thinget“, og at han reed hjem til sin Gaard Valle, „hvor der dog nu var smaat imod før-“. Dette synes dog virkelig at hentyde paa, at Thord havde været længe hjemmefra, men derimod sammen med Gissur; og heraf maatte man altsaa slutte, at Gissur just nu lod ham drage bort efter at have haft ham hos sig om Vinteren, med andre Ord, at hiint Vinterophold var fra 1263 til 1264, ikke fra 1260 til 1261. Men var det altsaa i 1263, at Thord fulgte hjem med Gissur, saa bliver det ogsaa i dette Aar, at Rangæingerne svore Gissur og Kongen Troskabseed, og da vi nu virkelig af Annalerne erfare, at en saadan Eed blev svoren 1263, synes det unegteligt rimeligere at antage, at dette er den samme Eedsaflæggelse, som ogsaa ovenfor omtales, end at lade Rangæingerne to Gange sværge Troskabseed, engang i 1260, en anden Gang i 1263, hvilket jo ellers bliver nødvendigt. Det er ogsaa at lægge Merke til, at man ikke egentlig seer nogen videre Spor eller Følge af deres foregivne tidligere Troskabseed i 1260: der tales ikke mere derom, og derimod seer det i 1262 og 1263 ud som om de aldrig før havde indladt sig paa noget saadant. Da Sturlungasagas Text paa dette Sted er meget forvirret, kunde det nok være muligt, at en Begivenhed fra 1263 urigtigt er henført til 1260. Annalernes Maade at omtale Sagen paa i 1260 viser tydeligt, at Sturl. Sagas Ord her ere udskrevne; de give altsaa her ikke noget uafhængigt Vidnesbyrd. Derimod seer man tydeligt nok, at den første Fejde med Rangæingerne og Ingebjørgs Giftermaal skede i 1259: under Forudsætning af, at Rangæingernes Forlig er at flytte ned til 1263, maa der altsaa i Mellemtiden have været en langvarig Spænding mellem Gissur og Oddefolkene. Dette er l sig selv ikke saa usandsynligt. At Gissur intet raskt Skridt foretog, kunde forklares deraf, at de norske Udsendinger gave ham andet at tænke paa. Men hvor rimelig den her opstillede Gisning end forekommer os, have vi dog ej vovet at optage den mod Sagaens og Annalernes udtrykkelige Ord.
