Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/385

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
371
1262. Isl. Begivenheder. Nordl. og Sønderlandet underkaſte ſig Kongen.

lange Tid, der, efter flere Antydninger at dømme, ofte gik hen, inden man paa Island erfarede hvad der var ſkeet i Norge, og omvendt, viſer, hvor faa Gange om Aaret ſlige Skibe plejede at komme; ſtundom heder det endog udtrykkeligt, at intet Skib kom i et heelt Aar[1]. Det var derfor viſtnok vel betænkt af Islændingerne at ſikre ſig i det mindſte ſer Skibes aarlige Udſendelſe med Tilførſel af udenlandſke Nødvendighedsvarer. Saaledes maa nemlig denne Artikel forſtaaes. Det var naturligviis intet i Vejen for, at ogſaa flere Skibe, udruſtede af norſke Handelsmænd, kom til Øen, men Kongen ſkulde indeſtaa for, at der i alle Fald i de to førſt kommende Aar ikke kom færre end ſex. Imidlertid ſkjønnes det let, hvorledes denne Beſtemmelſe, der uforandret blev bibeholdt i ſenere Overeenskomſter, ſiden i Tidens Løb kunde afføde et Monopol, eller Berettigelſe for Kongen til at drive Enehandel paa Øen. — Spørgsmaalet om Islændingers Ret til Arv, falden i Norge, havde allerede, ſom vi have ſeet, været Gjenſtand for en Beſtemmelſe i Overeenskomſten med Kong Olaf den hellige, men det hændte ſig ſtundom at en Arv ſtod ſaa længe hen, at den kunde betragtes ſom forladt og følgelig droges ind under Kronen; dette forebyggedes ved oven anførte Clauſul. Landørerne havde altid været en for Islændingerne meget forhadt Afgift, ſom nu maatte bortfalde, naar de ſkulde være Kongens Thegner lige ſaavel ſom Nordmændene, og det kan viſt antages, at mange af dem endog kun af denne Grund bleve gunſtigt ſtemte for Underkaſtelſen. — Hvad Islændingernes „bedſte Ret“ i Norge angaar, da ſigtes her ligeledes til Overeenskomſten med Kong Olaf, ifølge hvilken de ſkulde have Haulds-Ret. For øvrigt ſeer man, at Fredens Overholdelſe laa Høvdingerne meget paa Hjertet, og at dette endog ved Siden af Troſkaben mod Kongen gjordes til en Betingelſe for deres Villighed til at anerkjende Jarlen over ſig[2].

Odde-Verjerne eller Høvdingerne for den Deel af Sønderlandet, der ligger øſtenfor Thjorsaa, havde, ſom ovenfor nævnt, ikke indfundet ſig paa Thinget, lige ſaa lidet ſom Thorvard med Øſtfjordingerne: ſaaledes var det kun Nordlændingerne og Sønderlændingerne veſtenfor Thjorsaa, ſom her ſvore Kong Haakon formelig Troſkabseed. Nu ſluttede ogſaa Gisſur Forlig med Ravn, og de tilſagde hinanden gjenſidig Trygd, idet han og Ravn ſaavel ſom dennes Søn Sturla, der maa have været omtrent 15 eller 16 Aar gammel, i Overvær af Biſkop Sigvard, Abbed Brand og næſten hele Thing-Almuen gave hinanden Haandſlag foran Kirkedøren paa Althinget. Derpaa reed Jarlen fra

  1. F. Ex. i 1187, ſe de isl. Annaler.
  2. Overeenskomſten med St. Olaf af 1222, ſe N. gl. Love I. S. 437, jvfr. ovenfor I. 2. S. 696.