Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/384

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
370
Haakon Haakonsſøn.

kunde heller ikke endnu vel blive Tale om noget ſaadant, ſaa længe den islandſke Ret ſelv ikke var omformet efter norſkt Mønſter, thi indtil da dannede Goderne eller Høvdingerne et uundværligt Hjul i Statsmaſkineriet, og da den hele Overeenskomſt mellem Kongen og Islændingerne egentlig kun beſtod af partielle Transactioner med de enkelte Høvdinger hver for ſig, faldt det af ſig ſelv, at disſe for det førſte maatte beholde Magten; de vare ſelv contraherende Parter, paa hvis Myndighed eller Competence endog den hele Contracts Gyldighed hvilede; der ſkede ingen anden Foranding i deres Stilling, end at de nu ſkulde lyde Kongen, holde deres Myndighed af Kongens Haand, og ikke have Lov til at bekrige hinanden indbyrdes. Førſt da norſk Ret var bleven indført paa Island, ſom det i det følgende ſkal viſes, og de norſke Konger i Kraft deraf vilde indtrænge norſke Befalingsmænd og Lagmænd i Landet, var det Tiden for de gamle Høvdingers Sønner og Deſcendenter at indlægge en alvorlig Proteſt. Men ogſaa førſt da alle disſe Spørgsmaal vare ordnede til begge —Parters Tilfredshed, kunde Island ſiges ganſke at være gaaet over til at blive et Led af Norges Rige. Indtil da beſtod dets Sammenhæng med Norge kun i et temmelig løſt, prekært, perſonligt Contractsforhold mellem Kongen og Høvdingerne. At faa dette forandret til en virkelig Realforbindelſe, var de norſke Kongers vigtigſte Opgave og Hovedpolitik med Henſyn til Island i den Række af Aar, der fulgte nærmeſt efter de nys ſkildrede Begivenheder.

Skatten kunde ikke være ſynderlig trykkende. Man ſeer af den efter norſk Ret formede Lovbog[1], ſom ſiden vedtoges paa Island, at de 20 Alen (3 Øre) ſkulde erlægges af hver fuld Bonde, for ham og alle hans Huusfolk, ſaa at intet mere i alt udrededes, ſaa og af hver eenslig Mand eller Kvinde, ſom ejede 10 Hundreder eller derover; dog tilfaldt kun Halvdelen af denne Sum Kongen; den anden Halvdeel oppebares af Befalingsmanden og indbefattede tillige Thingfarekjøbet. Dette udrededes forhen til Goderne efter Overeenskomſt med disſe[2], og betydelige Udſugelſer kunde ſaaledes derved finde Sted; det var altſaa en Vinding, at denne Ydelſe nu ſattes paa en faſt Fod. Hvad Beſtemmelſen om at ſende ſex Skibe til Island angaar, da viſer den aabenbart, hvor meget Landet var gaaet tilbage, og hvor i Særdeleshed dets ſelvſtændige Skibsfart var aftagen under de ſenere Tiders Borgerkrige: Skibsfarten var nu ſaa godt ſom udelukkende i Nordmændenes Hænder; den Maade, hvorpaa Ankomſten af et norſkt Skib til Island i disſe Tider omtales, øjenſynligt ſom om det var en vigtig Begivenhed, og den

  1. Jonsbok, Thegnſk. Cap. 1.
  2. Graagaas, Thingſkapath. Cap. 4. Vigſlode Cap. 25.