Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/383

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
369
1262. Isl. Begivenheder. Nordl. og Sønderl. underkaſter ſig Kongen.

ſerne vare opſtillede af Gisſur eller af Hallvard vides ikke; det førſte er viſtnok det rimeligſte, ſiden Gisſur paa en vis Maade forekom ham, men paa den anden Side var dog vel ogſaa Kongens Løfter og Fordringer ſaa nøje angivne i hans tidligere Breve, at Hallvard ſelv ikke kunde have opſtillet Punkterne ſtort anderledes. Formularen indeholdt ingen udtrykkelig Reſervation af, at blot Indfødde ſkulde være Befalingsmænd i Landet, men henholdt ſig kun i Almindelighed til Kongens Løfter. Der

    Lovbog af 1280, Thegnſkylda Cap. 1. Endvidere erklæres alle Udenrigsſtevninger at ſkulle ophøre, men ſaavel af Biſkop Arnes Saga ſom af Annalerne ſeer man at de friſkt væk fandt Sted lige ſaa vilkaarligt ſom ſør, indtil Kong Haakon Magnusſøns Tid. Det ſamme gjelder og med Beſtemmelſen om at der kun ſkulde være islandſke Lagmænd og Sysſelmænd. Man erfarer, at der ſendtes norſke Lagmænd indtil Aaret 1301, men at der netop fra 1302 af kun udnævntes Islændinger dertil. Desuden, naar det i ſelve Clauſulen heder: „Islændinger ſkulle Lagmændene og Sysſelmændene være her i Landet, af deres Æt, ſom i fordums Tid (at fornu) have opgivet Godordene“, ſaa er det umiskjendeligt, at denne Opgivelſe af Godordene omtales ſom en gammel Begivenhed, der i det mindſte ligger en Generation tilbage; hvorhos der neppe kunde være Tale om „Lagmænd og Sysſelmænd“ paa Island, førend de Love vare vedtagne, ſom hjemlede Tilværelſen af.disſe norſke Embeder i Landet. Overhoved bliver det ved Sammenligning af Stykket II. 460 A med III. S. 145 klart, at de kun ere forſkjellige Udtog af et og ſamme Hoved-Document, og at de indbyrdes ſupplere hinanden. Det ſidſte er fuldſtændigere i Begyndelſen, men mere kortfattet i det følgende, det ferſke omvendt. Den gamle Eedsformular af 1262 er her, ſom man ſeer, lagt til Grund og for en ſtor Deel heel optagen. Den er i ſin fulde Udførlighed bleven indført i det for omtalte vidløftige Aktſtykke, hvoraf der nu kun findes Begyndelſen og Slutningen tilbage, aftrykte under B i N. gl. L. II. 464, men denne Slutning ſtemmer Ord til andet med Slutningen af Akten i III. 145. Dette giver os fuldſtændigt Nøglen til Forklaring af det Hele. Overeenskomſten i 1302 maa oprindelig have været meget udførlig, og have optaget alle de ældre Aktſtykker, med Tilføjelſe af alt hvad der ſenere vedtoges: hine Brudſtykker, mellem hvilke endog hele 2 Blade ſynes at mangle, have netop indeholdt alt dette in extenso. Men der har tillige været foranſtaltet forſkjellige, mere eller mindre nøjagtige, Uddrag deraf: eet ſaadant Uddrag er Stykket II. 260. A, et andet er Stykket III. 145: hiint har meſt af Begyndelſen, dette meſt af Slutningen. Paa denne Maade forklares aabenbart alt bedſt og naturligſt. Hr. Jon Sigurdsſøn har neppe Ret, naar han i ſit indholdsrige lille Skrift om Islands ſtatsretlige Forhold henfører den førſte med alle dens Beſtemmelſer til 1262. Navnlig forholder det ſig ikke ſaa, at Tillægget „ſom Loven beſtemmer“ i Udtrykket „Skat og Thingfarekjøb ſom Loven beſtemmer“, kun gjelder Thingfarekjøbet (isl. ſt. Forh. S. 8, Not.) thi ſaavel Redactionen i III. 145 ſom Artiklen i Loven ſelv viſer at Tillægget gjelder begge Dele. Heller ikke kunde der egentlig endog blive Tale om nogen Clauſul om Godordene i 1262, førend norſk Ret var vedtagen, thi indtil da vedblev det gamle Syſtem, og det forudſattes i 1262, at Høvdingerne ſkulde vedblive at øve deres patrimoniale Jurisdiction.