serne vare opstillede af Gissur eller af Hallvard vides ikke; det første er vistnok det rimeligste, siden Gissur paa en vis Maade forekom ham, men paa den anden Side var dog vel ogsaa Kongens Løfter og Fordringer saa nøje angivne i hans tidligere Breve, at Hallvard selv ikke kunde have opstillet Punkterne stort anderledes. Formularen indeholdt ingen udtrykkelig Reservation af, at blot Indfødde skulde være Befalingsmænd i Landet, men henholdt sig kun i Almindelighed til Kongens Løfter. Der
Lovbog af 1280, Thegnskylda Cap. 1. Endvidere erklæres alle Udenrigsstevninger at skulle ophøre, men saavel af Biskop Arnes Saga som af Annalerne seer man at de friskt væk fandt Sted lige saa vilkaarligt som sør, indtil Kong Haakon Magnussøns Tid. Det samme gjelder og med Bestemmelsen om at der kun skulde være islandske Lagmænd og Sysselmænd. Man erfarer, at der sendtes norske Lagmænd indtil Aaret 1301, men at der netop fra 1302 af kun udnævntes Islændinger dertil. Desuden, naar det i selve Clausulen heder: „Islændinger skulle Lagmændene og Sysselmændene være her i Landet, af deres Æt, som i fordums Tid (at fornu) have opgivet Godordene“, saa er det umiskjendeligt, at denne Opgivelse af Godordene omtales som en gammel Begivenhed, der i det mindste ligger en Generation tilbage; hvorhos der neppe kunde være Tale om „Lagmænd og Sysselmænd“ paa Island, førend de Love vare vedtagne, som hjemlede Tilværelsen af.disse norske Embeder i Landet. Overhoved bliver det ved Sammenligning af Stykket II. 460 A med III. S. 145 klart, at de kun ere forskjellige Udtog af et og samme Hoved-Document, og at de indbyrdes supplere hinanden. Det sidste er fuldstændigere i Begyndelsen, men mere kortfattet i det følgende, det ferske omvendt. Den gamle Eedsformular af 1262 er her, som man seer, lagt til Grund og for en stor Deel heel optagen. Den er i sin fulde Udførlighed bleven indført i det for omtalte vidløftige Aktstykke, hvoraf der nu kun findes Begyndelsen og Slutningen tilbage, aftrykte under B i N. gl. L. II. 464, men denne Slutning stemmer Ord til andet med Slutningen af Akten i III. 145. Dette giver os fuldstændigt Nøglen til Forklaring af det Hele. Overeenskomsten i 1302 maa oprindelig have været meget udførlig, og have optaget alle de ældre Aktstykker, med Tilføjelse af alt hvad der senere vedtoges: hine Brudstykker, mellem hvilke endog hele 2 Blade synes at mangle, have netop indeholdt alt dette in extenso. Men der har tillige været foranstaltet forskjellige, mere eller mindre nøjagtige, Uddrag deraf: eet saadant Uddrag er Stykket II. 260. A, et andet er Stykket III. 145: hiint har mest af Begyndelsen, dette mest af Slutningen. Paa denne Maade forklares aabenbart alt bedst og naturligst. Hr. Jon Sigurdssøn har neppe Ret, naar han i sit indholdsrige lille Skrift om Islands statsretlige Forhold henfører den første med alle dens Bestemmelser til 1262. Navnlig forholder det sig ikke saa, at Tillægget „som Loven bestemmer“ i Udtrykket „Skat og Thingfarekjøb som Loven bestemmer“, kun gjelder Thingfarekjøbet (isl. st. Forh. S. 8, Not.) thi saavel Redactionen i III. 145 som Artiklen i Loven selv viser at Tillægget gjelder begge Dele. Heller ikke kunde der egentlig endog blive Tale om nogen Clausul om Godordene i 1262, førend norsk Ret var vedtagen, thi indtil da vedblev det gamle System, og det forudsattes i 1262, at Høvdingerne skulde vedblive at øve deres patrimoniale Jurisdiction.
