Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/382

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
368
Haakon Haakonsſøn.

„Disſe Penge ſkulle Reppſtyrerne opkræve og bringe til Skibet ſamt overlevere Kongens Ombudsmand, ſiden have de intet videre Anſvar derfor. Sex Skibe ſkulle i boer af de to næſte Sommere gaa fra Norge til Island, men fra den Tid af ſkal dette ordnes paa den Maade, Kongen og Landets bedſte Bønder finde tjenligſt for Landet. Arveparter ſkulle oplades til islandſke Mænd i Norge, hvor længe de end have ſtaaet, ſaa ſnart de rette Arvinger komme til, eller deres lovlige Ombudsmænd. Landøre-Ydelſen ſkal ganſke ophøre. Islandſke Mænd ſkulle i Norge have ſaadan Ret, ſom den bedſte, de nogenſinde der have nydt, og ſom I ſelv have tilbudt os i eders Breve, ligeſom I og ſkulle holde Fred over os ſaa godt ſom Gud giver eder Styrke til. Jarlen ville vi have over os, ſaa længe han holder Troſkab mod eder og Fred blandt os. Denne Overeenskomſt ſkulle vi og vore Arvinger overholde med fuldkommen Troſkab mod eder, ſaa længe I og eders Arvinger overholde den mod os; men vi ſkulle gjenſidigt være løſte fra alle Forpligtelſer, hvis den efter de bedſte Mænds Skjøn bliver brudt. Hertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog og det ſkyder jeg til Gud, at jeg tilſværger Kong Haakon og Magnus Land og Thegner og evindelig Skat paa de gjenſidige Betingelſer, jeg nu bar opregnet. Gud være mig ſaa ſandt huld, ſom jeg volder denne Eed, gram om jeg bryder den“[1].

Disſe Betingelſer ere af ſærdeles Vigtighed, da de nemlig ere de ſamme, ſom ſiden lagdes til Grund for den endelige Overeenskomſt for det ſamlede Land, hilken dog ikke kom i Stand førend 40 Aar derefter, under Kong Haakons Sønneſøn[2]. Hvor vidt Betingel-

  1. Norges gl. Love I. 461. Denne Eed eller Overeenskomſt for Nord- og Sønderlandet er her aftrykt efter et Brudſtykke, der ſynes at have været indtaget i den ſenere Act af 1302, ſe næſte Note.
  2. Se Annalerne ved dette Aar. Hertil hører ogſaa aabenbart den i Norges gl. Love I. 460 under Litr. A indtagne Act, ſkjønt den der er henført til Kong Haakon Haakonsſøn. At dette ej kan være ſaaledes, men at den maa henføres til banet Sønneſøn, Kong Haakon Magnusſøn den yngre, viſe flere Omſtændigheder med fuldkommen Evidens. For det førſte kunde der ikke være Tale om nogen ſaadan almindelig Underkaſtelſe af hele Islands Almue under Norges Konge, ſom den tier omtalte, førend i 1264, da ogſaa Oddaverjerne og Øſtfjordingerne havde underkaſtet ſig, men da var Kong Haakon død, og man havde erfaret hans Død paa Island, ſe Magnus Haak. Saga S. 157. For det andet kaldes Kongen „Haakon den kronede“; men denne Titel plejede Islændingerne ikke al give Kong Haakon Haakonsſøn, derimod ſeer man af Overeenskomſten No. 62 i Norges gl. Love III. S. 145, at de netop plejede at kalde hans Sønneſøn ſaaledes. Fremdeles tales der, ſaavel i hiin Act, ſom l denne, om „Skat og Thingfarekjøb, ſom Lovbogen vidner“; men denne Lovbog er ingen anden end den ſaakaldte Jonsbok, eller K. Magnus Haakonsſøns