„Disse Penge skulle Reppstyrerne opkræve og bringe til Skibet samt overlevere Kongens Ombudsmand, siden have de intet videre Ansvar derfor. Sex Skibe skulle i boer af de to næste Sommere gaa fra Norge til Island, men fra den Tid af skal dette ordnes paa den Maade, Kongen og Landets bedste Bønder finde tjenligst for Landet. Arveparter skulle oplades til islandske Mænd i Norge, hvor længe de end have staaet, saa snart de rette Arvinger komme til, eller deres lovlige Ombudsmænd. Landøre-Ydelsen skal ganske ophøre. Islandske Mænd skulle i Norge have saadan Ret, som den bedste, de nogensinde der have nydt, og som I selv have tilbudt os i eders Breve, ligesom I og skulle holde Fred over os saa godt som Gud giver eder Styrke til. Jarlen ville vi have over os, saa længe han holder Troskab mod eder og Fred blandt os. Denne Overeenskomst skulle vi og vore Arvinger overholde med fuldkommen Troskab mod eder, saa længe I og eders Arvinger overholde den mod os; men vi skulle gjensidigt være løste fra alle Forpligtelser, hvis den efter de bedste Mænds Skjøn bliver brudt. Hertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog og det skyder jeg til Gud, at jeg tilsværger Kong Haakon og Magnus Land og Thegner og evindelig Skat paa de gjensidige Betingelser, jeg nu bar opregnet. Gud være mig saa sandt huld, som jeg volder denne Eed, gram om jeg bryder den“[1].
Disse Betingelser ere af særdeles Vigtighed, da de nemlig ere de samme, som siden lagdes til Grund for den endelige Overeenskomst for det samlede Land, hilken dog ikke kom i Stand førend 40 Aar derefter, under Kong Haakons Sønnesøn[2]. Hvor vidt Betingel-
- ↑ Norges gl. Love I. 461. Denne Eed eller Overeenskomst for Nord- og Sønderlandet er her aftrykt efter et Brudstykke, der synes at have været indtaget i den senere Act af 1302, se næste Note.
- ↑ Se Annalerne ved dette Aar. Hertil hører ogsaa aabenbart den i Norges gl. Love I. 460 under Litr. A indtagne Act, skjønt den der er henført til Kong Haakon Haakonssøn. At dette ej kan være saaledes, men at den maa henføres til banet Sønnesøn, Kong Haakon Magnussøn den yngre, vise flere Omstændigheder med fuldkommen Evidens. For det første kunde der ikke være Tale om nogen saadan almindelig Underkastelse af hele Islands Almue under Norges Konge, som den tier omtalte, førend i 1264, da ogsaa Oddaverjerne og Østfjordingerne havde underkastet sig, men da var Kong Haakon død, og man havde erfaret hans Død paa Island, se Magnus Haak. Saga S. 157. For det andet kaldes Kongen „Haakon den kronede“; men denne Titel plejede Islændingerne ikke al give Kong Haakon Haakonssøn, derimod seer man af Overeenskomsten No. 62 i Norges gl. Love III. S. 145, at de netop plejede at kalde hans Sønnesøn saaledes. Fremdeles tales der, saavel i hiin Act, som l denne, om „Skat og Thingfarekjøb, som Lovbogen vidner“; men denne Lovbog er ingen anden end den saakaldte Jonsbok, eller K. Magnus Haakonssøns
