Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/381

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
367
1262. Isl. Beg. Nordlandet og Sønderlandet underkaſter ſig Kongen.

Forlig med ham, og efter en Pilegrimsrejſe til Rom var kommen hjem til Island med ſamme Skib ſom Hallvard Guldſko, og medhavende et Brev fra Erkebiſkop Einar, hvorved Grenjadarſtad Kirkegods blev ham overdraget; han kunde ſaaledes anſees for at have efterfulgt Finnbjørn Helgesſøn[1]. Med ſine egne og Asgrims Skarer havde Gisſur ikke færre end 1440 Mand. Navn ſamlede ogſaa en heel Deel Folk i Veſtfjordene, og reed til Things med Hallvard Guldſko, ledſaget af Einar Thorvaldsſøn fra Vatnsfjord, Stemme Gunnſteinsſøn, Sturla Thordsſøn, og næſten alle de bedſte Bønder fra Veſtfjordene. De havde viſtnok ikke mere end 720 Mand med ſig til Things, altſaa kun Halvdelen af hvad Gisſur bragte; heller ikke indfandt Oddefolkene og Thorvard ſig, ſaaledes ſom de havde lovet, men Hallvard ytrede, at man ogſaa havde ſamlet andre Flokke veſtenfor Hejderne og agtede at bringe dem til Things for at underſtøtte Kongens Anliggende, om dette ikke ellers med det Gode blev fremmet. Maaſkee var dette kun et Skræmmeſkud, men hvorledes det end forholder ſig hermed, ſaa forfejlede det ikke ſin Virkning paa Gisſur, der blev virkelig bange og ej engang vovede at bruge ſin ſtore Styrke til at byde Tinds. Tvertimod beſluttede han, efter Overlæg og Raadſlagning med ſine Venner, ſelv at gribe Initiativet med ſine Undergivne, og forelagde følgelig baade Nordlandingerne og Sønderlændingerne Kongens Forſlag, idet han, ſom det heder, ej alene med gode Ord bad dem at gaa ind derpaa, men tillige erklærede dem, at han vilde anſee det for det ſamme, ſom om de ſøgte at ſkille ham ſelv ved Livet, hvis de ej ſamtykkede deri. Nordlændingerne, der aller“:de engang for havde givet deres Samtykke hertil, vare letteſt at overtale. Med Sønderlændingerne holdt det haardere; dog lode ogſaa disſe ſig omſider overtale. Nu blev Lagretten ordnet, og tolv af de fornemſte Bønder fra Nordlandet, tre af hvert Vaarthing[2], ſaavel ſom et tilſvarende Antal Bønder fra Gisſurs Deel af Sønderlandet, tilſvore Kong Haakon og Kong Magnus følgende Eed, der tillige indeholdt de gjenſidige Betingelſer:

„Vi tilſtaa eder, Kong Haakon, Norges Konge, Land, Thegner og „evindelig Skat, 20 Alen for hver Mand, ſom betaler Thingfarekjøb.

  1. Sturlunga Saga. IX. 10.
  2. Navnene paa dem, der ſvore for Nordlandet, angives: de vare, for Thingeyarthing Asgrim Thorſteinsſøn, Hall Tyſt og Gudrek; for Eyjafjorden (Vadle-Thing) Hall paa Madrevalle, Thorvard af Saurbø, Gudmund fra Ravnagil; fra Skagafjorden (Hegranes-Thing) Geir audge, Kalf og Thorgeir, Brand Kolbeinsſøns Sønner; for Hunavatns-Thing eller Egnene veſtenfor Vatnsſkard, ſom de kaldtes, Bjarne raa Audkuluſtad, Sigurd af Hvamm, Illuge Gunnarsſøn. Sturlunga Saga, X. 11, 21, 26.