at han var mere stille og fredelig, end krigslysten, mere Civilist, end Stridsmand, og fastere i sine Grundsætninger, end den herskesyge Ravn, der gjerne tog hvad Parti det skulde være, naar han derved selv kunde opnaa Magten. Hallvard fandt sig derfor bedre tjent med at søge Ravns Venskab, end Sturlas, og Sturla saa sig sluppet til Side som et mindre brugbart Redskab. Han havde ikke engang den Trøst at kunne holde sig borte fra Deeltagelse i de paafølgende Forhandlinger, men maatte følge Strømmen, og med de øvrige Vestfjordinger understøtte Kongens Sag, hvor meget dette end stred imod hans Overbeviisning, og det uden engang at faa nogen Tak derfor, og uagtet han derved maatte paadrage sig Gissurs Misnøje. For Gissurs Modstandere synes det at have været nok at vide, at Hallvard ej var ham gunstig, til at komme denne faa meget ivrigere i Møde. De vare aabenbart skinsyge paa Gissur, hvis Jarleværdighed stak dem i Øjnene; de ønskede vel heller ikke at have han, deres forrige Ligemand, til deres uindskrænkede Overherre; de følte vel, at det nu virkelig var forbi med Øens Uafhængighed, og at de kun havde Valget mellem Gissur som Fyrste og Selvhersker i sit eget Navn, og Kong Haakon som Overherre paa billige Vilkaar. Saaledes erfarer man, at ogsaa Odde-Folkene, baade Halfdanssønnerne og Andressønnerne, ja endog Thorvard Thorarinssøn, gave et Slags Løfte om at understøtte Hallvard[1].
Af hiint Hyldingsmøde paa Thorsnesthing blev der intet, da Ravn Oddssøn, der siges ej hvorfor, ikke begav sig derhen, hvorfor heller ikke Hallvard indfandt sig der. Derimod blev Sagen henskudt til Althinget, og da Tiden hertil nærmede sig, samlede alle de største Mænd i Vestfjordene store Flokke sammen, ligesom ogsaa Halfdanssønnerne og Andressønnerne opfordredes til at møde frem med al den Styrke de kunde skaffe fra Egnen østenfor Thjorsaa. Thorvard levede at komme med Østfjordingerne. Man følte nu paa alle Sider, at Islands Skjebne paa dette Thing vilde blive afgjort. Det var nu kun Gissur, til hvem Uafhængighedens Venner kunde sætte sit Haab. Men mod Hallvards ivrige, nu aabenlyst drevne Agitationer kunde Gissur kun stille hemmelige Intriger, thi ogsaa han maatte lade, som om han var Kongens Sag hengiven: han befandt sig derfor i en højst ufordeelagtig Stilling, og det var allerede paa Forhaand øjensynligt, at han maatte komme tilkort. Imidlertid samlede han alle de Folk, han kunde; i Følge med ham var Eyjulf Thorsteinssøns Broder Asgrim, der havde indgaaet
- ↑ Der tales vel kun om at de lovede at komme til Althinget, men dette Løfte kunde de dog ej give, uden at der først har været aabnet Underhandlinger, og Forbund indgangne mellem dem og Hallvard eller Ravn.
