Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/380

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
366
Haakon Haakonsſøn.

at han var mere ſtille og fredelig, end krigslyſten, mere Civiliſt, end Stridsmand, og faſtere i ſine Grundſætninger, end den herſkeſyge Ravn, der gjerne tog hvad Parti det ſkulde være, naar han derved ſelv kunde opnaa Magten. Hallvard fandt ſig derfor bedre tjent med at ſøge Ravns Venſkab, end Sturlas, og Sturla ſaa ſig ſluppet til Side ſom et mindre brugbart Redſkab. Han havde ikke engang den Trøſt at kunne holde ſig borte fra Deeltagelſe i de paafølgende Forhandlinger, men maatte følge Strømmen, og med de øvrige Veſtfjordinger underſtøtte Kongens Sag, hvor meget dette end ſtred imod hans Overbeviisning, og det uden engang at faa nogen Tak derfor, og uagtet han derved maatte paadrage ſig Gisſurs Misnøje. For Gisſurs Modſtandere ſynes det at have været nok at vide, at Hallvard ej var ham gunſtig, til at komme denne faa meget ivrigere i Møde. De vare aabenbart ſkinſyge paa Gisſur, hvis Jarleværdighed ſtak dem i Øjnene; de ønſkede vel heller ikke at have han, deres forrige Ligemand, til deres uindſkrænkede Overherre; de følte vel, at det nu virkelig var forbi med Øens Uafhængighed, og at de kun havde Valget mellem Gisſur ſom Fyrſte og Selvherſker i ſit eget Navn, og Kong Haakon ſom Overherre paa billige Vilkaar. Saaledes erfarer man, at ogſaa Odde-Folkene, baade Halfdansſønnerne og Andresſønnerne, ja endog Thorvard Thorarinsſøn, gave et Slags Løfte om at underſtøtte Hallvard[1].

Af hiint Hyldingsmøde paa Thorsnesthing blev der intet, da Ravn Oddsſøn, der ſiges ej hvorfor, ikke begav ſig derhen, hvorfor heller ikke Hallvard indfandt ſig der. Derimod blev Sagen henſkudt til Althinget, og da Tiden hertil nærmede ſig, ſamlede alle de ſtørſte Mænd i Veſtfjordene ſtore Flokke ſammen, ligeſom ogſaa Halfdansſønnerne og Andresſønnerne opfordredes til at møde frem med al den Styrke de kunde ſkaffe fra Egnen øſtenfor Thjorsaa. Thorvard levede at komme med Øſtfjordingerne. Man følte nu paa alle Sider, at Islands Skjebne paa dette Thing vilde blive afgjort. Det var nu kun Gisſur, til hvem Uafhængighedens Venner kunde ſætte ſit Haab. Men mod Hallvards ivrige, nu aabenlyſt drevne Agitationer kunde Gisſur kun ſtille hemmelige Intriger, thi ogſaa han maatte lade, ſom om han var Kongens Sag hengiven: han befandt ſig derfor i en højſt ufordeelagtig Stilling, og det var allerede paa Forhaand øjenſynligt, at han maatte komme tilkort. Imidlertid ſamlede han alle de Folk, han kunde; i Følge med ham var Eyjulf Thorſteinsſøns Broder Asgrim, der havde indgaaet

  1. Der tales vel kun om at de lovede at komme til Althinget, men dette Løfte kunde de dog ej give, uden at der førſt har været aabnet Underhandlinger, og Forbund indgangne mellem dem og Hallvard eller Ravn.